Sommeren 2009 var starten på byhaven “Prinzessinnengarten” i Berlin. Haven blev etableret på en 6.000 kvadratmeter tom byggegrund ved Moritz Platz i Berlin-Kreuzberg.


TEKST: LONE, FOTO: PRINZESSINNENGARTEN

Prinzessinnengarten huser i dag en levende køkkenhave med en bred vifte af grøntsager og urter midt i den trafikerede by.

Udgangspunktet for haven er urokkeligt. Den skal være for alle: Børn, unge, voksne, naboer, interesserede amatører, ivrige gartnere og udendørsentusiaster! Alle der ønsker at deltage i et socialt og økologisk landbrug i byen og dermed skabe et fælles byliv på en hel ny måde.

Alt, hvad der skabes i haven, er alene baseret på engagement af hundredevis af frivillige, sympatisører og sponsorer, der tilsammen har skabt en have, der er åben for alle.

CAFÉ OG RESTAURANT

I forbindelse med den økologiske have er der etableret en havecafé og -restaurant, der er baseret på grøntsager og urter fra haven. I caféen kan man fx nyde te brygget på havens urter eller spise et måltid med masser af ingredienser fra haven. Indtægterne fra både café og restaurant bidrager til havens vedligeholdelse samt de mange projekter, haven i øvrigt afleder. Man kan også blot besøge haven og høste grøntsager mod betaling.
Betalingen går selvfølgelig til støtte af havens drift. Det handler nemlig ikke blot om miljømæssig bæredygtighed, men også om økonomisk bæredygtighed – projektet skal kunne finansiere sig selv.

PROJEKTER
Udover det fælles arbejde med haven danner området også rammerne for en stor mængde arrangementer og projekter. Det være sig projekter internt i haven, men også samarbejder med havefælleskaber i andre storbyer m.v.
(Læs meget mere om de mange spændende tiltag på havens site på internettet.)

Udgangspunktet for projekterne er et ønske om at kunne samarbejde med alle, der har lyst til at være med – på trods af forskellige baggrunde og kulturer.

EN MOBIL HAVE
Haven er mobil, og det er vigtigt for hele konceptet. De frivillige, der driver haven, har kun ret til brug af grunden et år af gangen, og derfor er haven udviklet som en mobil have.

Bedene er bygget af genbrugsmaterialer som brødkasser, risposer, europaller, mælkekartoner mv., der alle er flytbare. Når som helst kan bedene genplaceres et helt nyt sted, og om placeringen er på Moritz Platz, hvor haven er nu, er ikke altafgørende. At bede og plantekasser netop er dannet af genbrugsmaterialer er også et vigtigt punkt for den urbane køkkenhave.


SLOWNESS
At havens produktion primært er grøntsager, er udsprunget af et ønske om at skabe noget, der ikke blot er smukt, men også dækker et basalt behov. Men i bund og grund handler det om at give sig tid – tid til at være omhyggelig og tid til arbejde sammen om at skabe noget, der har et formål – tid til at gøre noget der samtidig opbygger et fællesskab; det fællesskab som haven måske i allerhøjeste grad handler om. Her har alle betydning, her er noget de passer på – tager sig af. Noget der giver en mening. Og her i haven er der en anden “slowness” end i resten af byen. Her må ting godt tage tid.

FOTOS ER VENLIGST UDLÅNT AF PRINZESSINNENGARTEN V. MARCO CLAUSEN