ET BLOGMAGASIN der er skrevet af havefolk, for havefolk, og om havefolk. Andre – jer, der måske med tiden går hen og bliver havefolk – må hjertens gerne læse med. Om ”2 minutter” er det efterår. På papiret er det allerede blevet det. I blogland mener de fleste, at “festen er forbi”. Og hvad gør en havenørd ?


 TEKST OG FOTO: REDAKTIONEN
Går i sort. Eller går ind – i hvert fald. Tilbringer helt sikkert nogle flere timer inde, langt mere tørt og varmt. Vi går under tag med en kop te og et stearinlys. For os på redaktionen imidlertid, er festen ikke forbi, den er først lige startet. Derfor sidder du nu med dette magasin foran dig.Efteråret er forandringernes tid. Vi går fra det grønne, farverige over det flammende, for så at transformere fra brunt til sort. Og måske ligefrem over i hvidt igen i år. Hvem ved?

På HAVEFOLKET vil vi også gerne stå for forandringer. Særligt af det såkaldte begreb ”armchair gardening”. Du ved – det der man gør, når regnen slår mod ruden, eller man har 38,9 i feber. Eller bare er for træt til andet. Og da vi alle 5 i forvejen blogger om have, blev bloggen det naturlige medie for det nye havemagasin.

Redaktionen har derfor sluppet havegreben for en tid, lagt havehandskerne fra os og har råbt: “Så går vi til tasterne!” Hvilket vi også i fremtiden jævnligt vil gøre! Du kan nemlig finde nye artikler og indlæg her i magasinet flere gange ugentligt. Med tiden vil vi invitere andre havebloggere med som gæstebloggere, og hvis du allerede nu sidder med et tema, en idé eller en DIY, så tøv endelig ikke med at kontakte os.

Magasinet er et medie med plads i. Vi vil gerne afspejle den haveverden, der ligger lige midt i mellem din bolig og den store verden udenfor. Give mulighed for at bibeholde “den gode snak”, der altid opstår mellem folk, der bare elsker have. Derfor er HAVEFOLKET dit magasin. Hvor end du befinder dig! På farten eller hjemme. Oh – fagre nye verden!

Til dig, der endnu ikke er helt fortrolig med blogmediet, så vær opmærksom på, at der er flere artikler, når man “skroller” nedad på forsiden.Og ude til højre ligger der diverse links til artikler m.v. Det er også dér, du tilmelder dig som fast læser, så du er sikret de seneste opdateringer.
Vi vil især i den første måneds tid rigtigt gerne have din deltagelse og feedback omkring selve magasinet. Skriv til os på mail eller brug kommentarfelterne, som du plejer!Vi lancerer et nyt tema hver uge og giver et bud på det med en leder hver gang. Lederen vil repræsentere den enkelte forfatters udlægning af, hvorfor dette emne er spændende at kaste sig over. Vi lægger ud med at kigge på Urban Farming – et emne, der både optager aviserne, og derudover er den første danske bog udgivet om emnet. Desuden kan du læse lidt forskelligt om hvidløg, som absolut er værd at dyrke og som kan bruges på mange forskellige måder. Vi ser også på overvintring af frostfølsomme træer og planter, på nogle lækre, lækre engelske hække og garnerer til sidst med lidt blødt til dine hænder. Du kan også finde DIY, som jo er et nyt ord for “gør det selv”. Artiklerne vil i øvrigt komme i dryssende hen over ugen, så kig gerne jævnligt ind. Vi glæder os til at “ses”!

Lune havehilsner fra redaktionen