En højst usædvanlig havebog så dagens lys sidste år ved denne tid. Ikke desto mindre er den en fantastisk kommentar til den on-going debat, der altid vil være blandt havefolk. Om dahlia og forfald.

TEKST: MARIANNE, FOTO FRA BOGEN “GEORGINER – SKØNHED OG FORFALD”

Efteråret står i flouriserende farver omkring os nu og viser sin sidste glød, inden alt forfaldet sætter ind. Det er som en koncert med lysshow, larm og ballade. Efteråret er på samme tid – for mange – en påmindelse om, at vi alle er dødelige, og for nogle havefolk er sommerens sidste farvel et smerteligt og meget konkret faktum. Alt rådner og forgår. Søger nedad. Hviler. Dør. Det er på en måde en særegen skønhed i sig selv.

Georginer synger med i koret. Højt! Indtil de altså går samme vej. Er det skønt?

Og i ugens boganmeldelse skal vi kikke på en noget usædvanlig bog, der på én og samme gang er meget dragende, meget fascinerende og ind i mellem frastødende.

Den hedder: “Georginer – Skønhed og forfald. Et slot i Vesterled”. Den er af to kunstnere – Maja Lisa Engelhardt og fotografier af Cathrine Becher. Den er noget så sjældent som en antologi over georginer og handler netop om det at forfalde og gå til. Dø!

Teksterne er – oh fryd! – af så forskellige forfattere som:

Søren Ryge
Suzanne Brøgger
Pia Tafdrup
Karen Fastrup
Ida Jessen
Hanne Marie Svendsen
Josefine Klougart
Emil Årestrup
Sophus Clausen
Charles Baudelaire
J.P. Jacobsen
Maja Lisa Engelhardt

B.S.IngemannEn stor del af dem er i forvejen nogle af mine yndlings. Denne bog må da bare være noget særligt, tænkte jeg! Og: Det er den også. Der er ikke noget, der ligner. Nogle havefolk har måske set en udsendelse om det i fjernsynet? Jeg har ikke. Har haft andet at se til.

Hvad går bogen så ud på? 
Jamen, kort fortalt er det sådan én, man kan kalde en langsom bog. En nydebog. Der sker følgende: En bunke – sådan et par 1000 eller så – georginer bliver hældt ud ad trillebøren på (én af) Søren Ryges store  græsplæner på Djursland. Handler bogen så om Søren Ryge og hans have? Næh.

Georginerne bliver brugt som et levende maleri. De bliver liggende. Forfalder. Bliver til abstrakte “malerier”. Og disse “malerier” – eller fotografier, som det jo er – er smukt akkompagneret til “musik” af de forskellige forfatteres tekster. Smukt, tankevækkende på den der helt udefinerlige måde. Du ved, hvor essensen, dét, det virkelig handler om, brænder sig fast i ens bevidsthed. Uden at man aner præcist hvad, hvorfor og hvordan.

Derfor vil denne boganmeldelse også bare sige: Hvis du vil udfordre dit æstetiske blik, hvis du tør se forfaldet direkte i øjnene, og hvis du vil begejstres, stødes, røres, forstås, aes, trøstes og bare læse om én plante – en repræsentant for alle planters magiske evne til at transformere fra en stor grim rodknold til et uvirkeligt forfinet kunstværk – hvis du vil læse om livets uundgåelige naturlighed…: Så læs den!