ANNONCE

søndag den 7. oktober 2012

GEORGINERNE I BOES

TEMA: DAHLIA

Et stop på landevejen for at fotografere en stand med de fineste georginer blev adgangsbilletten til det smukkeste syn.

TEKST & FOTO: LONE






En søndag eftermiddag kørte jeg igennem den østjyske landsby Boes, og da jeg stoppede op for at fotografere en lille bod med salg af dahlia, kom jeg i kontakt med den venlige dame, Alice, der havde ansvaret for boden. Til spørgsmålet om jeg ikke meget hellere ville se blomsterne i deres rette element, kunne jeg bestemt ikke sige nej, og få minutter efter stod min datter og jeg og betragtede dette helt fantastiske skue.


Jeg må indrømme, at gå mellem rækkerne af menneskehøje dahlia i alverdens farver var for mig en lige så stor oplevelse, som jeg kan tænke mig, det ville være at sætte en femårig ind i en kæmpe tag-selv slikbutik. Det var fantastisk! Og vi nød en hel time her i blomsterparadiset - blot min datter og jeg - med mit kamera heldigvis; derfor hele denne fotokavalkade. 

Da jeg efterfølgende skrev til Vagn - der faktisk er den ansvarlige for dette blomsterparadis i Boes - og forklarede om min store begejstring, fik jeg netop denne respons: 
"Hej Lone, Du giver svaret på, hvorfor vi nu i 3 år har holdt "åben have", som jo er et stort arbejde at organisere og afvikle. MEN!... netop også giver glæder ved en hobby - at dele fornøjelsen med andre. Det er hele arbejdet værd! I 3 år har vi haft i alt ca. 1.000 gæster." 
Da Vagn kalder blomsterne for georginer, som det jo også hedder på dansk, er det sådan disse flotte planter i Boes kaldes i resten af denne fortælling.

Georgineknoldene har Vagn købt eller fået fra venner og bekendte, og han har nu i alt 400 knolde, fordelt på 125-130 forskellige sorter (ud af i alt ca. 10.000 mulige jf. Vagn). Georginer er inddelt i 10 hovedgrupper, og Vagn har eksemplarer fra alle hovedgrupperne, hvilket georginekendere måske også vil kunne se på billederne her i artiklen. Vagn holder ikke styr på navnene på alle georginerne, men han og Alice er nu begyndt at gemme fotos af alle blomsterne sammen med knoldene.



Når man nu har fat i en dygtig georgineavler som Vagn, bliver man selvfølgelig nødt til at have nogle staldtips. Så de kommer her!


EFTER FØRSTE FROST
Knoldene bliver taget op inden frosten begynder for alvor at bide sig fast, da de ikke tåler den mindste frost. De første dages nattefrost går ikke i jorden og knoldene er beskyttet af det løv, der vælter ned omkring jorden. 


Når knoldene er gravet op, lægges de i første omgang til tørre i laden, hvorefter de sorteres og lægges i flamingokasser. 

OVERVINTRING, INDE
En stor del af knoldene overvintrer i flamingokasser i Vagns "Georginehotel". Dette er et rum, der er opbygget inde i laden, hvor der er ekstra isoleret, og rummet tempereres desuden for at opnå gode betingelser for knoldene.







OVERVINTRING, UDE
Da antallet hos Vagn har taget om sig, og der ikke længere er plads nok i "Georginehotellet", har Vagn lavet forsøg med at kule knolde ned i jorden. Et forsøg som blev gjort sidste vinter med meget stort held. Der graves et ca. 30 cm dybt hul i køkkenhaven og der lægges et godt lag halm i bunden. Knoldene lægges i halmen og dækkes over med halm. Plast over hele hullets omkreds og det opgravede jord over. Herudover lægges et lag af kaninmøg over som et tæppe. Et meget vellykket forsøg, der skal bruges igen i år. 




FORSPIRING
Om foråret stiller Vagn alle kasser med knolde i drivhuset til forspiring i nogle uger. Der skal passes meget på nattefrost og knoldene vandes igennem nogle gange for at få noget kraft i dem. 







OG SÅ I JORDEN IGEN
Når jorden er bekvem omkring 1. maj, bliver knoldene sorteret op i de numre, som de nu er forsynet med og alle knolde bliver delt ved at brække dem i nogle stykker. De største knolde, som vejer vel ca. 10 kg, kan blive til 5-8 små og fine knolde. Alle knoldene har været delt på den måde. Om knolden vejer 100 g eller 10 kg kan ikke ses på den voksne plante. 



STØTTE
Til støtte for georginerne eksperimenterer Vagn med udspænding af net over et af de lange bede. Kun enkelte steder - ved de lave georginer - kan nettet ses. Ellers er det, her i september måned, hvor billederne er taget, skjult af de flotte, store planter.





GØDNING
Georginerne bliver gødet som resten af køkkenhaven. Mest med møg fra husdyr og lidt med NPK med ekstra kalium. Forholdene i en køkkenhave er perfekte: Fuld sol, rigeligt med næring og tilpas med vand i vækstsæsonen. Mangler planterne bare én af delene, bliver resultatet noget magert. Husk, at en knold på ca. 100 g kan give de kæmpe planter på få måneder. Den fulde blomstring er begrænset fra sidst i juli til frosten.




Vagn og Alice beholder 2-3 af hver sort, og resten bliver solgt på Vestermølle Marked i maj, når havekredsen holder plantemarked. Sidste år blev deres butik tømt på 43 minutter, så mon ikke det er med at være der fra start af, hvis man vil sikre sig skønne georginer fra Boes.



Jeg vil desuden lige tillade mig at reklamere lidt for Vagn! I starten af det nye år skal han nemlig holde foredrag for havekredsen i Skanderborg med billeder og fortælling om "Årets gang i georginehaven". 

9 kommentarer:

  1. Tusind tak for artiklen.
    Lidt sjovt for jeg elsker simpelthen georginer, OG så er min far faktisk født og opvokset i Boes. Selv bor jeg nu i Horsens kommune, men har familie i Skanderborg kommune, så turen til Vestermølle + foredraget i havekredsen vil blive skrevet i kalenderen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Så kan det jo være vi ses :-)
      - for jeg skal bestemt også på Vestermølle!

      Slet
  2. Smukt! Om man elsker georginer eller ej, så kommer man ikke udenom at de har deres helt egen vidunderlige charme :-) Jeg er solgt...
    Hilsen Susanne

    SvarSlet
  3. Ja, der har jo været vældig debat om georginerne her på det seneste i blogland. Tivoli eller ej, så er hver enkelt georgine et helt lille kunstværk i sig selv. Jeg var på besøg hos en anden georginemand på sjælland for nylig. Og det er ikke finere havekunst. men vi tabte også vejret og var som små børn i det orgie af georginer. Se evt. http://aitoshave.blogspot.dk/2012/09/pa-besg-hos-georginemanden_30.html

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for tippet - og hold da også op for flotte bede hos Georgine-manden!
      Det er virkelig noget helt særligt, at stå der mellem de imponerende store og farverige planter.

      Slet
  4. Fantastisk intet mindre. Jeg elsker georginer.
    Smuk artikel jeg kan mærke suset fra paradismarken

    Tak for det flotte iindlæg

    Knus Eva

    SvarSlet
  5. Fantastisk intet mindre. Jeg elsker georginer.
    Smuk artikel jeg kan mærke suset fra paradismarken

    Tak for det flotte iindlæg

    Knus Eva

    SvarSlet
  6. Fin artikel om georginerne. Det er en fantastisk blomst. Nu kan jeg se, at det er to år siden artiklen er skrevet og i den tid er dahlierne eller georginerne , som vi plejer at kalde dem, blevet endnu mere populære. Vi bor i Vendsyssel i Milbakhaven og har haft georginer i de sidste 15 år og de sidste 10 rigtig mange, det vil sige, vi nu planter ca. 1800 knolde. Vi har åben have hver torsdag eftermiddag i august og september og der kommer mange mennesker og besøger haven. Det er en rigtig dejlig hobby, hvor man får en masse snak med glade mennesker fra alle egne af landet. Med venlig hilsen fra en glad georgine ejer.

    SvarSlet

ANNONCE