Ind i mellem har vi altså en solrig dag eller to her i efteråret. Og så er det bare om at komme ud med kaffefiltrene.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Du ved dem, som altid ligger krøllet sammen nede i lommen hos en frønørd ved siden af en kuglepen, der aldrig dur ordentligt. (Derfor er en permanentpen bedre).

Høst

September er godt til høst af frø, oktober er lige på bagkanten af det rette tidspunkt til at tage frø af
dine forskellige stauder og 2-årige i haven. Men du kan godt nå det
endnu – på en dag som i dag og især på en solrig dag!
Hvis de er fugtige må du bare tørre dem i længere tid. Nogle af dem har
jo smidt frøene og har selvsået sig – det er de tidlige som akeleje,
judaspenge og digitalis. Men mange står med fuldmodne frø, der er lige
til at drysse ned i et kaffefilter. Og husk nu at skrive for hver
plante, du tager. Du tror, du kan genkende dem og huske det. Det kan du
måske, men der er altid nogle svipsere. Tro mig!

Tørring

skal de ind i stuevarmen – dog ikke for varmt. Lad dem ligge en uges
tid – eller til du bliver træt af at kikke på dem (eller får klager af
familien). Så er det ned i små glas, dåser, poser eller lignende med
dem. Skriv igen navn på, så der er styr på det når du skal så (eller
bytte).

Opbevaring
Det
kan være en god idé at emballere dem samlet i plastikposer, for frø har
bedst af at blive opbevaret køligt for at bevare spireevnen – ja, nogle
skal endda i fryseren, for at de kan spire! Men kommer du dem i plast,
kræver det at du har sikret dig, at de er helt tørre. Derfor kan det
betale sig at lade dem ligge en dag mere end planlagt, bare for at være
på den sikre side. (Heraf klagerne – for en dag længere kan – hvis du
har megatravlt – godt blive til et par uger. Og hvis du bli’r bidt af
det, ja, så fylder det, gør det).

 

Og
så kommer alt det sjove med at så, bytte, vente, kikke længselsfuldt
efter om der er noget, der er spiret. Juble eksalteret en tåget
februardag, når det kikker op af den sorte jord, prikle, potte og glæde
sig igen. Drømme, planlægge, tegne op, vanddusche, tilse….. Oh fryd!
Sådan en kold efterårs – eller vinterdag at gå og tænke på, hvad der
skal ske til næste år i ens have! Vintermørket fortrænges og man VED
bare at lyset og varmen venter bag horisonten og næste års
kalenderblade.

Hvis du er blevet varm på tanken om at
lave dine egne planter ud af frø, du selv har høstet, så kan du også
lige tage en nyde-½-time sammen med Camilla Plum i afsnit 8:8 af Camilla i Haven på DR1.

Hvad der skal sås hvornår og hvordan er en mindre videnskab. Nogle skal have lys, nogle spirer i mørke. Nogle skal have 1 uges varme først og andre skal have 6 ugers kulde inden de spirer. Vi udlodder Danmarks første deciderede Staudefrøbog, skrevet af Anne Gine Christiansen i næste konkurrence.