Med småfolk i haven – og specielt hvis haven er nyanlagt – kan det være godt at få lidt bygget til ungerne, så der er alternativer til at grave i bedene eller lege i den nyplantede hæk.


TEKST & FOTO: LONE

Der er tusinde måder at introducere ting til småfolket på – her er bare nogle enkelte forslag. En af dem er at grave trampolinen ned.

Her i haven er trampolinen gravet ned. Bund og sider i hullet er beklædt med belægningssten, så man sidenhen kan tage trampolinen op og bruge hullet som en terrasse med masser af læ. Der er tilmed lavet en trappe fra hullet og op til terræn, som nu er dækket af med et trædæk. Nede i hullet er der lavet fald mod midten, hvor der er placeret en faskine, så vand der løber til hullet kan komme væk.

Et legehus eller legetårn er også ofte en succes i de små aldre. Herunder en udgave der rummer både købmandsdisk og rutsjebane. Men bare at have lov til at cykle rundt i haven på må og få… det er da også skønt.

Trampolinen i denne have er også gravet ned, men ikke helt ned i niveau med plænen. I stedet er der monteret insektnet mellem terræn og trampolinens kant, så der ikke falder ting ind i hulrummet eller er nogen der kommer i klemme.

Et element, der næsten er et “must” i en have med børn, er gyngerne. Gyngerne bruges af børn og unge i alle aldre, og når der er børn i haven, er gyngerne altid i brug.

Selv vi forældre kan ind imellem have glæde af at finde det stille hjørne og gynge os tilbage i tiden.