Hvis en plante skal trives, kan den ikke nøjes med vand alene. Der skal næringsstoffer til, og det er dem vi kigger på i dag. Spænd brillerne og hold godt fast, vi skal på en lille rejse hvor mikro og makro har samme ret.

TEKST: KARINA, FOTO: SIGNE

 

Der findes omkring 17 plantenæringsstoffer, som planten har behov for i forskellige mængder. Fælles for dem alle er, at de for plantens overlevelse er livsbetingende og det er jo i sig selv grund nok til at huske at gøde! 

Planterne forstår ikke vores dårlige undskyldninger og det er uanset hvor meget vi forsøger at skrue charmen på.
Mangler planten blot ét næringsstof vil både vækst og høstudbytte begrænses, og til sidst vil den bukke under og dø.
Plantenæringsstofferne er opdelt i 2 grupper
Makronæringsstoffer, som planten bruger mest af.
(Makronæringsstoffer er tilstede i mg/g tørvægt).

Mikronæringsstoffer, som planten bruger i mindre mængder.
(Mikronæringsstoffer er tilstede i μg/g tørvægt, så ved du det).
Mikro eller makro, planten har brug for alle styrker. 
Man kan sammenligne det med en perlekæde. 
Alle led er nødvendige og er der blot en enkelt der slipper, falder skidtet fra hinanden. 

 

Alle næringsstoffer har forskellige opgaver hos planten. Hvis vi skal gennemgå dem alle, vil nogle måske falde ned af stolen i pure kedsomhed, så lad os kigge på de vigtigste.
Mange af jer kender NPK-gødningen; den er trofast og loyal og kan bruges til det meste. NPK-gødningen er en sammensætning af makronæringsstoffer, der består af kvælstof, fosfor og kalium.
 
N Kvælstof bruges til dannelsen af kloryfyl samt proteinforbindelser og er vigtig for bladenes og stilkenes vækst.
Mangler planten kvælstof bliver bladene ofte gule.

P Fosfor indgår i ATP (Adenosintriphosfat). ATP er en vigtig kemisk forbindelse som, blandt andet, leverer energi til proteinerne.
I Danmark har vi et passende indhold af fosfor i jorden, derfor finder man kun et lavt indhold af dette i NPK-gødningen.
Mangel på fosfor ses ved at blade og stængler bliver rødlige.

K Kalium er vigtig for planternes vandbalance, da det indgår i spalteåbningernes funktion. Kaliummangel viser sig ved at bladrandene først bliver lyse, for derefter at visne.
De fleste næringsstoffer er salte og opløses når de går i forbindelse med væsken i jorden.
Transporten af næringssaltene foregår ved hjælp af enten massestrømning; når væsken ledes mod roden ved kraftig vandoptagelse – eller diffusion; når en koncentration med et højt næringsindhold søger mod et sted med et lavt næringsindhold.
Min gamle biologilærer forklarede det meget mere illustrativt:

Forstil dig at du slår en prut. Lugten vil i et kort øjeblik afsløre din gerning.
Derefter vil den diffundere ud i lokalet, så koncentrationen bliver udlignet. 


Så langt så godt, og når vi nu har gødet er det til sidst op til planten, hvor mange næringsstoffer der skal indenbords. Første etape foregår i rodhårszonen.  
Næringsstofferne har nu fundet frem til cellemembranen i plantens rodhår og en udvælgelsesproces går i gang. Saltene består af elektrisk ladede molekyler, som er positivt ladet (kationer) eller negativt ladet (anioner).
Cellemembranen er udstyret med ion-pumper. Jeg plejer at kalde dem plantens flittige dørmænd. Alle ion-pumper har forskellige opgaver: Kalium-ionpumpen lader kalium-ionet passere og jern-ionpumpen lader jern-ionerne passere. For hvert ion er der således en pumpe. O2, CO2 og H2O har VIP-kort og passerer frit gennem cellevæggen.
For at optage ioner skal planten være i elektrisk balance. Det er derfor vigtigt at der optages lige mange kationer og aninoner.
For hver gang et kation bliver optaget udskiller planten en hydrogenion (H+). Ved optagelse af et anion udskilles der en hydrooxylion (OH-)
Når næringsstofferne, ionerne, er nået ind i planten, kan de gennem tynde tråde (plasmodesmerne) bevæge sig fra celle til celle. Bevægelsen stoppes af de kaspariske striber, langt inde i roden. Nu skal næringsstofferne ledes videre gennem et nyt hold ion-pumper og videre ud i vedvævet, hvor transporten rundt i planten begynder.
Det var en lille tur ind i plantens univers, og selvom det er småt er det fyldt med aktivitet.
Hvis du, ligesom jeg, ikke fik gødet nok denne sommer, eller hvis du slet ikke fik lettet rumpetten, så tag min hånd og lad os gøre det til vores lille nytårsløfte.
Følger du disse råd er du allerede godt på vej:
  1. Gød så snart frosten har sluppet, det er typisk engang i slutningen af marts eller starten af april, lyt til vejrudsigterne. 
  2. Det er bedst at gøde lige inden regn, så opløses gødningen hurtigere i jorden. 
  3. Sørg for at ramme jorden i stedet for plantedelene. Gødningen kan svitse blade og stængler, så spul godt hvis uheldet er ude.  
  4. Planter der skal yde meget over sommeren skal have en ekstra kærlig omgang, men pas nu alligevel på med at være for rundhåndet. Gøder du for meget vil næringssaltene i jorden trække væsken ud af planten, så den i stedet dør af tørst og så er man jo nået lige vidt. 
  5. Hyppigheden af hvor mange gange, der skal gødes over sæsonen kan variere fra have til have. Kig på planterne og vurder. 

Skulle du nu alligevel glemme vores aftale, skal vi nok minde dig om det igen til foråret.