ANNONCE

lørdag den 13. oktober 2012

PÅ TUR I ÆBLEPLANTAGEN

FRUGT

Række efter række, og som perler på snor, står træerne og lokker med deres søde og saftfyldte æbler. 
Velkommen til Æbleland!

TEKST & FOTO: LENE






Lige nu er det højsæson for æbleplukning, og rundt omkring i landet er der flere æbleplantager med pluk-selv-mulighed. Hvorfor ikke lave en udflugt ud af det – f.eks. i efterårsferien? En oktoberdag med solskin fra en blå himmel er som skabt til at plukke æbler med familie eller venner.

Jeg er så heldig at jeg har en af Sjællands største frugtplantager ”lige om hjørnet”, og i mange år var det en fast del af efterårsferien at plukke selv. Jeg spiser sjældent udenlandske æbler, men venter hellere til det bliver sæson for de danske - og hvilke himmerigsmundfulde! Desuden synes jeg det er vigtigt at støtte op om de danske avlere.

Lidt om æbledyrkning
Danmark har noget nær de perfekte klimatiske forhold til æbledyrkning. Et æbletræ har brug for hvile, og det får det mulighed for, når der er en kold periode. Smagen udvikler sig optimalt, når det på modningstidspunktet får lidt kulde om natten og solskin om dagen.
Sæsonen starter som regel sidst i september, og slutter sidst i oktober. Høsten er - mange steder - ikke så stor i år, som den plejer at være, da mange blomster og dermed frugtsætning gik til på grund af frosten i maj måned.

Plukning
Når du plukker æblerne, skal du huske at gøre det forsigtigt, og ikke kaste med dem. De skal lægges forsigtigt. Får de først et stød, rådner de meget hurtigt. Af samme grund er det en fordel at medbringe egne spande.

Opbevaring
Ved rigtig opbevaring kan æblerne holde i lang tid. Udendørs opbevares de tørt, skyggefuldt og køligt, men frostfrit. Indendørs opbevares æblerne i et køligt, godt ventileret rum ved en temperatur omkring 4 - 5 grader.
Se jævnligt til æblerne og fjern de, der eventuelt er rådne, så du undgår smitte.

Snak med frugtplantagen om, hvilke æbler der egner sig til opbevaring. Det er nemlig ikke alle der gør det.



Find en frugtplantage nær din bopæl, hvor du selv kan plukke de dejlige, danske æbler.

1 kommentar:

  1. jaaa uhm, danske æbler, Vi er i den lykkelige situation at vi har flere æbletræer selv. Både sommer og gemmeæbler. De sløve udenlandske tåler ingen sammenligning. Og hvad kan de ikke være sprøjtet med.
    Det er synd og skam der er så mange æbleplantager der er blevet nedlagt. så, jo det er bare om at støtte de tilbageblevne.
    de nedfaldne æbler ka iøvrigt blive til den skønneste most eller diverse æblekager.
    efterårshilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE