For snart 3 år siden gik en af mine helt store drømme i opfyldelse: Jeg fik en have.  Det havde jeg drømt om i årevis og for mit indre blik forestillet mig alle de blomstrende og frodige bede, den skulle forsynes med. Et overflødighedshorn af duftende roser, stauder og sommerblomster. Mit lille paradis på jord. Men ikke alt gik som planlagt.


FOTO & TEKST: SIGNE

Da frosten begyndte at slippe sit tag i jorden det kommende forår, stod jeg klar med spaden – ivrig efter at tage fat på forvandlingen af den store græsplæne. Jeg startede (som mange andre før mig sikkert også har gjort), med at grave ud til et bed langs hækken.

Jeg begyndte i forhaven, og lidt efter lidt fik jeg fjernet græstørv, løsnet jorden godt og grundigt, jævnet ud, revet, vandet og gødet efter alle kunstens regler. Så var den klar til alle de små, nysåede stauder og sommerblomster, der efterhånden som de voksede til og skulle pottes om, nu ikke længere kun fyldte samtlige af husets vindueskarme, men også en stor del af stuegulvet foran terrassedøren. Nogle af de frøposer jeg havde købt blev sået direkte i bedet, og jeg vandede og lugede omkring dem med jævne mellemrum. Men trods min kærlige omsorg gik de fleste af småplanterne alligevel til.

Da jeg i sensommeren stod og skuede ud over udbyttet af forårets og sommerens mange anstrengelser, var det et ret nedslående syn.
Et par uanseelige, små planter stod og råbte til hinanden, en del af dem stauder, der først ville blomstre det efterfølgende år, men sommerblomsterne var også kun halvt så store, som de burde være, og så alt andet end frodige ud. Jeg havde også nået at lave et par bede langs huset, og her var resultatet heldigvis noget mere opløftende. Men til næste år tænkte jeg, til næste år, når stauderne er vokset til og begynder at blomstre, så vil det være et ganske andet syn langs hækken.
Så kom næste år, og selvom nogle af stauderne ganske rigtig begyndte at blomstre, så var de stadig kun halvt så store som de burde være, f.eks. var mine akelejer kun 20-30 cm høje. Det samme gjaldt sommerfuglebuskene og solhattene, og mange af stauderne blomstrede slet ikke – dertil kom, at en del af dem slet ikke overlevede.
Jeg vandede, lugede og gødede igen, med det resultat at jeg lige akkurat formåede at holde planterne i live. I år har jeg opgivet bedet, der er blevet luget et par gange, og gødet en enkelt gang, men ellers har det passet sig selv, mens jeg har gjort mig umage for at ignorere det.
Hvad er det så, der er gået galt i mit fiaskobed?
Hækken, der er en blå cypres, er utrolig forslugen og snupper alt, hvad den kan komme i nærheden af af vand og næring.
Der er ingenting der giver skygge i bedet, så på de varme sommerdage bliver bedet nærmest svitset.
Jorden er i øvrigt meget sandet lige her, så når det af og til regner, så løber vandet hurtigt igennem og er væk igen. I sommers blev bedet så tilmed invaderet af myrer, med det resultat at nogle af de planter og små træer, der ellers var begyndt at få fat nu også begyndte at skrante. Bl.a. det lille kirsebærtræ, som man kan se her.
Jeg har selvfølgelig gjort mig en del tanker om, hvad jeg skal stille op med bedet og jeg har vaklet lidt mellem to strategier.

 

Den ene strategi går ud på at finde lige netop de planter, der kan tåle disse golde ørken/steppeforhold, men et bed fyldt med sukkulenter var måske ikke lige det, jeg havde gået og drømt om.
Den anden strategi går ud på at fjerne hele hækken, grave alle de tilbageværende små stauder op og så  hente et ordentligt læs kompost på genbrugspladsen til foråret, og mikse det i jorden.Derefter kan stauderne komme tilbage igen, og denne gang i lidt mere afstemte farvekombinationer. Lige nu er det ret tilfældigt, hvad der har overlevet, og derfor er det et værre rod af mere eller mindre tilfældige planter. I stedet for cypressen kan jeg sætte en hæk af roser og måske et lille hvidmalet stakit ud mod vejen.

 

Selvom den er både dyrere og mere arbejdskrævende, så hælder jeg til at mene, at den sidste strategi vil være den mest frugtbare, men hvis der sidder nogen med lignende erfaringer, hører jeg meget gerne om det.

På lidt længere sigt håber jeg, at de små træer, jeg har plantet vil begynde at give så meget skygge, at det bliver lidt lettere at holde liv i planterne i bedet – hvis ellers de overlever.