TEMA: BØRNENES HAVE

Da jeg var barn bestod min have af asfalt og et enkelt tæppe af græs – vi boede i lejlighed. Der var også en lille legeplads, selv om stedet ikke husede andre småfolk end min lillebror og mig selv. Resten af beboerne var langt over pensionsalderen. Blomster eller andre former for udskejelser var der ikke noget af, så for et lille menneske med skabertrang var der nok at tage hul på!

KARINA

Ukrudt og vilde planter blev indsamlet på vejen hjem fra skole. Små bede blev skabt og der blev gravet og tilrettelagt – indtil viceværten kom og satte en stopper for fornøjelsen. Hensigten var sikkert god, da man i sin tid tegnede det lille “børnevenlige” anlæg. Ikke desto mindre var det dræbende kedeligt. Vi måtte skam gerne lege, hvis blot vi blev indenfor legepladsens begrænsede rammer. Ophold uden for den var strengt forbudt. Legepladsen voksede vi dog hurtigt fra, og andet var der ikke at tage sig til. Man blev rastløs i det lille rum. Og vildere!

Drengestregerne blev flere, og oppe fra vinduerne raslede gebisserne på de hovedrystende gamle mennesker. Manddomsprøver og langspytskonkurrencer vakte ikke ligefrem begejstring. Ikke hos andre end os børn, selv om spyttet næppe nåede længere end til hagen, og drengepigen måtte indse at hun nok aldrig blev til en rigtig mand. Måske var den eventyrforladte baggård netop grunden til den bissede adfærd. Af mangel på vildskab lagde den jo nærmest op til det samme.

Nej, den lille gård var bestemt ikke noget fornøjeligt ophold for et lille barn, men værre var det nu heller ikke. Ved siden af vores hjem lå en kæmpe park. Her kunne vi nemlig, uden overhængende fare for at få skideballer, få afløb for vores vilde udskejelser. Om sommeren kunne man kaste sin krop ud over de bulede landskaber, trille af sted i en allerhelvedes fart, og mærke tyngdekraften i frit fald fra et af de høje træer.
Om vinteren var selvsamme sted til glæde for byens snottede børn. På ryggen af en stjålet bobslæde susede vi af sted. Til tider endte det i vanvittige kollisioner, hvor kælke, liv og lemmer fløj gennem luften, for at havne i den tykke, hvide dyne af sne. Det var en god park, og godt at den var der.

I mit voksne liv er det en stor lykke at kunne tilbyde mit barn en have. At give ham alt det jeg selv savnede som lille. Lykken er ekstra stor nu da han er blevet gammel nok til selv at bringe sit eget til vores lille plet. Sammen taler vi om planter og insekter – om liv og død.
Vi leger, bygger og vi udfolder os, i håbet om at give kreativiteten videre til vores barn. Der findes allerede stakkevis af bøger om børn i haven, hvor gemmesteder og opdagelseslyst er en fælles opskrift, og der er masser af inspiration at hente. Når det nu er sagt, synes jeg dog også at det er værd at nævne, at børn er ligeså forskellige som behovene og haverne.