I vores have topper det blå staudebed i maj-juni måned. De senere år har jeg arbejdet med at forlænge blomstringen ind i efteråret, og vi har nu de blå nuancer i haven fra de første perlehyacinter springer ud i det tidlige forår til stormhatten slutter af.


TEKST & FOTO: LONE
At forme et staudebed kan være en stor udfordring. Jeg startede med dette, da jeg anlagde starten på vores have i 1999 og har siden flyttet rundt, udvidet, tilføjet og luget ud. Og sådan er det for mig med staudebede. Noget lykkes og noget lykkes ikke – og så skifter jeg jo også selv smag. Så det, jeg kunne lide, da jeg var nybegynder, hænger ikke nødvendigt fast stadigvæk. Men min kærlighed for de blå blomster, tror jeg ikke, der kan rokkes ved. 
Deler du denne passion for de blå, håber jeg her at kunne give dig et par gode idéer. Og har du gode idéer til mit arbejde i det blå hjørne, hører jeg også meget gerne fra dig. Læs med…
FORÅRET
I foråret starter det blå bed ud med masser af hvide Purissima tulipaner, gule primula og så blå perlehyacinter – mange perlehyacinter.
Jeg synes den sarte, gule farve i primulaerne er ret fin til den himmelblå, så planen er at de gule primula skal have lov til at sprede sig mere i bedet. Derfor deler jeg dem en gang i mellem – gerne når jeg rydder op i bedet om efteråret, som nærmest er det eneste tidspunkt hvor de ikke er i blomst.
Blå anemone
Den blå anemone har jeg arvet og den har en særlig betydning for mig. Den deler sig velvilligt og er rigtig smuk.
Perlehyacinter
De blå perlehyacinter her reproducerer sig ret kraftigt, og jeg smider nu lidt løg ud hvert år, så der også er plads til andet. Lidt barskt, men det er en nødvendighed.
Lungeurt
Denne var egentlig et fejlkøb, som har været på vej ud igen. Men da den har fået lov at stå samme sted nu i flere år, har den fået en nogenlunde størrelse og man skal nu ikke længere skal have næsen helt ned i bedet for at se den blå farve. Så den får lov at blive.

MAJ-JUNI
I maj-juni måned blomstrer hvide pæoner og lyse digitalis om kap med natviol, storkenæb, akelejer, knopurt og staudesalvie.
Det hele understreges af den limegrønne farve fra lodden løvefod, som jeg holder så meget af og bruger i alle havens staudebede.
Det var denne skønne blomstring, der oprindeligt var incitamentet for mig til at skabe det blå bed. Kombinationen af de lyse pæoner og de blå iris og geranium synes jeg ganske enkelt er noget af det smukkeste, og jeg bliver hvert år lige lykkelig og overrasket over hvor skønt det er.
Lupin
Denne lupin er en staude som kommer med nye aks igen efterfølgende i sæsonen. Ikke så flotte som her i maj/juni, men de er der!
 
Storkenæb
Denne er som mange andre af planterne i det blå bed en foræring. De er utroligt smukke i farven men blomstrer ikke ret længe. Straks efter blomstring klipper jeg dem helt ned, og så kommer der fine nye, grønne tuer der ser anstændige ud resten af sæsonen.
Staudesalvie ‘Oestfriesland’
Staudesalvien trives desværre ikke optimalt her i min have, hvor jorden er meget tung og leret. Men farven er utrolig sammen med de andre blå blomstringer på dette tidspunkt, så jeg vil ikke undvære den.
Sibirisk iris 
Iris sibirica ‘Heavenly blue’
Mine iris er kommet til haven primært som foræringer. De trives rigtigt godt og jeg har erfaret at hvis bare jeg husker at dele dem en gang imellem, så er de flittige med blomstringen.
Nøgleklokke
Nøgleklokke er ret invasiv. Den skal simpelthen holdes nede for ikke at indtage hele bedet. Men både blade og blomstring er utrolig smuk, så jeg sætter stor pris på den og lever så med det bøvl den giver.
 
JULI
I starten af juli går den smalbladede klokke amok. Alle kommer de nærmest på én gang og det giver et helt hav af blåt. Ved knibning kan man forlænge og forlænge blomstringen, men her i haven får de bare lov til at blomstre om kap og så bliver de bagefter klippet ned, så andet kan tage over.
Sommerfuglebusk
Buddleja dav. ‘Nanho Blue’
Skøn himmelblå farve, der passer til bl.a. klokkerne. Blomstring fra juli-oktober.
 
AUGUST-SEPTEMBER
I august måned er det den blå ærenpris i kombination med geranium ‘Rozanne’ der dominerer det blå bed. Inden længe springer de blå skærmliljer ud.
StorkenæbGeranium ‘Rozanne’
En helt fantastisk plante, der blomstrer i mange måneder. Skulle jeg kun vælge én plante her i eftersommeren til det blå bed, skulle det være denne. Jeg kan da også se at den bruges rigtigt mange steder i landskabsprojekter, men det bliver den nu ikke ringere af.
Floks ‘Blue paradise’
Købt på et marked og har kun været i haven i få år. Meget smuk blå farve – vel derfor det skønne navn.
Skærmlilje
Jeg kender desværre ikke navnet på denne, men den har til min store glæde vist sig at være frostsikker. Jeg vil nu forsøge mig med at frøformere den i håbet om at få flere.
OKTOBER
Hen i oktober er det stormhat, der står for finalen med sin smukke blå farve.