ANNONCE

søndag den 4. november 2012

GODNATSANG FOR EN ROSE

TEMA: ROSER

Hvis du vil have skønne roser til næste år, skal de lige have lidt kæl og klap og et ekstra put inden vintersøvnen. 
Læs her hvad rosenelskere gør i efteråret.


TEKST & FOTO: MARIANNE







Når nattefrosten har meldt sin ankomst, går roserne i gang med deres aftentoilette og gør sig klar til vintersøvnen. MEN ikke alle roser er helt vinterhårdføre, og nogle står måske et udsat sted. Hvis du putter dem ordentligt kan du undgå at ærgre dig over at endnu en hård, dansk vinter har taget livet af en af dine yndlinge.

  • PLANT OG FLYT: Måske står nogle af dine roser og skranter? Så er det nu, du med sindsro kan flytte dem. Det kan også være, du har købt nye. Fra løvfald til løvspring er det ideelt at udplante og flytte planter - især roser. Potteroser kan plantes hele året, barrodsroser i vinterhalvåret. Læs mere her. (link)

  • BESKYT MED VINTERDÆKKE: Brug kompost, halm eller flis til at vinterdække sarte rosers bare ben. Blade er også godt, men flyver ofte bort i stormen. Her vil det være godt at lægge en grangren over. De fleste anbefaler at vente til efter jul med grangrenene (så kan du også klippe juletræet op), men har du plantet roser her i efteråret, giver det lidt læ og de fryser ikke i deres vinterdvale.

  • BESKÆR NÆNSOMT: Klip dine klatreroser meget nænsomt, hvis overhovedet. De bærer næste års blomster på dette års skud. Vent med at klippe dine øvrige roser til foråret (ved forsythiaens blomstring), med mindre det drejer sig om potteroser, du planter nu i efteråret. Så kan det være en fin idé at beskære dem halvt ned, så de kan koncentrere sig om rødderne. Nogle barrodsroser leveres maskinklippede, og de kan godt være lidt flossede i kanten. Giv dem blot en kort studsning for at  forhindre utøj.


Nu går de i vinterdvale og sover Tornerosesøvn hele vinteren lige til april. 
Så det er bare at finde teen, gyngestolen og godnatsangen frem.

Roser i artiklen
Øverst: Summerwind
I siden: Eden rose

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE