Vi har bedt Nette om at fortælle om sin rosenpassion, om sin lille kolonihave og om sine roser. Velkommen indenfor hos Nette.


TEKST & FOTO: NETTE –  GÆSTEBLOGGER, INTRO: MARIANNE

HVORFOR ROSER?

Hvordan fandt jeg på, at fylde min lille have med roser? Det var der flere årsager til. Jeg kunne gøre det kort og bare sige: Fordi de er smukke som bare pokker (hvis de bliver passet ordentligt), dufter vidunderligt og skaber frodighed i en meget, meget lang periode. Punktum.
Min interesse for roser og haveri er ikke særlig gammel og hænger tæt sammen. I foråret 2009 gik jeg i gang med at lave min lille have HELT om. 3 skure og et lillebitte havehus blev revet ned og et nyt lille havehus blev sat op et andet sted i haven. Lad mig bare sige, at det med haveri ikke just var min spidskompetence, men jeg ville gerne have et hyggeligt og stemningsfyldt sted.
Når nu det hele skulle laves om, mente jeg, at det var en god idé at hyre en havearkitekt til at lave en plan for haven, for jeg havde ikke for 5 øre forstand på have, og mente at det ville være både tids- og pengebesparende.  Nogen kunne måske mene, at det var at skyde gråspurve med kanoner, for haven er kun lige ca. 200 m2, men jeg havde allerede masser af erfaring med at købe planter, som ikke fungerede.
Min lille have er ikke en ”rigtig” kolonihave, men minder meget om en sådan. Den ligger i et villakvarter, men bag en ejendom med lejligheder, hvoraf nogle af os har bittesmå haver. Jeg valgte en havearkitekt, som selv havde kolonihave. De læsere som er medlem af Haveselskabet og får bladet Haven kan bag på bladet se et udvalg af havearkitekter.
En af disse hedder Lise-Lotte Juul Jensen, og hun lavede en rigtig fin plan til mig. Hun inkorporerede mine ønsker og anvisninger. Men…  da jeg satte mig ned for at slå hendes planteforslag op på internettet, skete der noget. Ja, der skete rigtig meget, som kom til helt og aldeles at ændre mit syn på haveri, og som kom til at gribe kraftigt ind i mit valg af fritidsbeskæftigelse (og til dels også min bankkonto). Jeg fandt nemlig Claus Dalbys blog. Og så var jeg solgt.
Lise-Lotte foreslog i sin plan, at jeg lavede en levende hæk ind mod min havenabo på den ene side. Det var ikke noget jeg fik armene op af. Jeg havde fået nogle billeder ind på nethinden af en frodig og fortættet blomsterjungle, fyldt med blomster som voksede op og lukkede resten af verden ude. Så et grønt bælte bestående af buske stod ikke højt på ønskesedlen. Så var det, at jeg fik idéen: Jeg ville sætte en række af forskellige rosenbuske i samme farvetone. Hermed gik jagten ind på valg og viden om roser.

Jeg er ikke pjattet med bede, som udelukkende består af roser, men du godeste hvor der findes rå mængder af helt fantastiske og dejlige roser. Det blev lige pludseligt svært at begrænse sig. Smag og behag er forskellig. Men når man ikke har så megen plads at rutte med, er det med at udnytte tid og sted.  Så jeg opsatte nogle kriterier.

VALG AF ROSER
  • De skulle dufte – for når jeg ser en smuk rose stikker jeg straks næsen hen for at dufte
  • De skulle remontere – for det sikrer at man næsten altid har blomster i sin have. Helt indtil alt andet er visnet ned og frosten tager livet af dem. Alle taler om, at det er svært at lave bede, hvor det ene afløser det andet, og det er jo sandt, men med forskellige roser er der altid noget smukt at nyde.
  • De skulle være i den rosa, purpur og hvide farvetone – da haven er så lille, at det hele uvægerligt hænger sammen, og jeg valgte at holde mig til tone-i-tone.  Der er mange vidunderlige roser i andre farver, men begrænsningens kunst er svær, men nødvendig i en lille have.
Jeg har roser som hører til i mange forskellige grupper. Jeg blander gladelig historiske, engelske, storblomstrede osv. Blot holder jeg mig – næsten – altid til mine kriterier. Desuden har jeg en forkærlighed for roser med fyldte, boldformede blomster.
Der er dog undtagelser. Den skønne rose Odyssey er helt enkel med kronblade som bølgede, violette danseskørter og med purpurfarvede støvfangere.
En anden undtagelse er den eneste engangsblomstrende rose, jeg har erhvervet. Arvensis Splendens er en historisk klatrerose som kun har boet i min have et års tid. Jeg har sat wire op på et hegn, hvor den skal have lov til at boltre sig. Den skulle være noget af en vildbasse, og vil den op i naboens æbletræ, får den også lov til det. Den ser allerede ud til at være vild i timen og har de yndigste, hvide blomster med lyserøde tegninger.
Jeg har 23 engelske og moderne roser og 15 historiske i min lille have. Jeg har plantet masser af stauder mellem dem. I nogle tilfælde for mange, så de er blevet lidt klemte. Vælger man de rette stauder, vil de fremhæve roserne og gøre haven mere spændende. Men for meget og for lidt fordærver alting. Jeg har en tendens til at plante ”for meget”.
Hvad man ikke har i bredden, må man have i højden. Så har man en lille have er det en god idé at vælge vækster som søger opad. Det er der flere dejlige roser, som gør. ”Kravlerne” er gode at plante sammen med klematis, for de ynder samme opskrift, når det gælder pasning. Jeg har plantet 9 nye klematis i det forgangne år. Prinsesse Alexandra er gravet ned på hver side af en rosenbue, hvor de skal gøre sig sammen med to stk. Madame Alfred Carrière.
ER ROSER BESVÆRLIGE?
Hvordan gøder man roser? Er det ikke svært at beskære dem? Bliver de ikke nemt syge og grimme? Til alle de spørgsmål er der mange svar, men jeg kan godt lidt at simplificere tingene og ser ingen grund til at genopfinde hjulet. Det må der være nogen med meget mere erfaring og viden, som allerede har ordnet. Ganske rigtigt. Bogen “Et liv med roser” af Ernst Jensen er en gave til en nybagt rosoman. Selv hvis man har dyrket roser i mange år, kan man nok lære noget af denne bog. Ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at Ernst Jensen idiotsikrer rosenpasning.
Bogen forklarer på få sider, hvordan man planter, beskærer, gøder, vander og sprøjter roser. Ja, jeg følger bogens forslag til sprøjtning af roser, for jeg gider ikke plante, beskære, gøde og vande efter alle kunstens regler for så at stå med nogle forkølede buske med grimme blade (eller slet ingen) og lidt blomster for enden af stænglerne. Med lidt rettidig omhu har man til gengæld roser fra først på sommeren til frosten kommer. Dog med en lille pause hos mange af dem. En af fordelene ved at have mange forskellige roser er, at de har lidt forskellig rytme. Dette betyder, at der hele tiden sker noget.
ER ROSER ALTID VIDUNDERLIGE?
Ikke altid hos mig. Vi har haft nogle meget våde somre de sidste par år, og dertil oven i købet nogle meget kolde vintre med lange perioder med tocifrede minusgrader. Ingen roser kan lide at blive våde på blade og blomster. Ingen. Da jeg købte Austinrosen Heritage advarede en veninde mig. ”Den har været noget skravl hos både mig og min mor”, fortalte hun. Alligevel måtte jeg eje den. Dette forår måtte jeg grave den op og smide den ud. Det samme gælder den yndige rose Kathryn Morley, som stængelsygen gjorde det af med. I det hele har jeg måtte konstatere stængelsyge i mange roser om foråret de sidste to år. Nogle klippede jeg helt ned under jorden.  De kom så til min store overraskelse igen, men når man nu gerne vil have frodighed, er det irriterende. I starten af denne sommer plantede jeg den forholdsvis nye Austinrose The Wedgwood. Den ser underskøn ud på billeder og skulle være en rose, som vokser kraftigt. Den blev tildelt en central plads, og jeg satte den i et af de gedigne Dalby-stativer fra Bilka. Det kunne jeg godt have sparet mig. Den blev købt som en barrodsrose, og af en eller anden mærkelig årsag er den kun blevet 10 cm høj!
FOR SPÆNDINGENS SKYLD
Vi er ved at gå ind i ”armchair gardening” tiden, og i den forbindelse kan jeg kun opfordre til at have en eller mange roser med i planlægningen. Udbuddet er kæmpestort, så man kan med garanti finde roser som passer i farve, højde og drøjde til ens ønsker. Jeg har ofte siddet i min lune stue med computer og havebøger og udvalgt bestemte roser, for dernæst at fare rundt som en flue i en flaske til havecentre og planteskoler for at finde netop den rose, jeg leder efter. Der findes flere velassorterede planteskoler og havecentre rundt om i Danmark, men man skal se sig godt for og kun vælge sunde eksemplarer. Også selvom man så måske må finde rosen et andet sted. Jeg indrømmer også blankt, at jeg flere gange har foretaget impulskøb. Er man nybegynder kan man også vælge at købe roserne, mens de blomstrer på planteskolen. Så kan man ved selvsyn se og dufte, hvad man tager med hjem. Blot skal man så være forberedt på at være flittig med haveslangen, da det jo så er sommer.
Selv finder jeg det spændende som bare pokker at følge udviklingen, når jeg har plantet en rose. Det er som at vente på gaverne juleaften som barn. Når først knopperne viser sig, er det som at sidde med pakken på skødet og ikke helt vide, hvad gaven indeholder. Snyd ikke jer selv for lidt havespænding. Jeg kan kun opfordre havefolket til at plante flere roser. Selv skal jeg på pladsjagt i min lille have, hvor det desværre bliver sværere og sværere at finde plads. Men så er der jo heldigvis masser af roser, som egner sig til at stå i store potter.
Roser i artiklen:
Fra oven: The Mayflower, Stanwell Perpetual, Ghita Renaissance, Odyssey, St. Swithun, Winchester Cathedral
Og så: Klematis Prinsesse Alexandra