ANNONCE

søndag den 30. december 2012

DIRECTOR'S CUT

OM MAGASINET

Kom med ind "bagom HAVEFOLKET" og hør, hvordan vi får strikket magasinet sammen. 

TEKST: MARIANNE
FOTO: SIGNE, MARIANNE






Der er kommet en dille de senere år i filmbranchen - særligt på DVD'er. Når du har set filmen og nydt den, så skal du også liiiige se "directors cut". Det er der hvor instruktøren sidder tilbagelænet og afslappet og fortæller om, hvad der er hans dybere hensigt med filmen, hvad han gerne ville have vist (men ikke kunne komme til, fordi der er en masse investorer, der vil sikre sig at pengene tjenes hjem igen). Og det er også der, hvor du kan se alle fraklippene, som du rigtigt kan grine af. Du kan komme bag om hele produktionen og forstå, hvordan det hele er blevet til. 

Se, på HAVEFOLKET har vi ingen investorer (endnu), men vi har da haft momenter, hvor det absolut ikke er gået som planlagt. Mange ting har vi kunnet redde; som da vi kom til at trykke på "Udgiv" i stedet for "Vis eksempel" eller "Luk", når en artikel var halvfærdig og skulle gemmes til senere brug. Så er det godt vi er 5, og at der var andre artikler, der var klar til udgivelse. Nogle læsere har måske undret sig over, at vi udgav flere artikler på samme dag, men .... ja, det har vi så faktisk gjort helt med vilje andre gange.

Nu skal jeg hilse at sige at vi skriver på en testblog, og det er altså bare en genial idé. Det er simpelthen vores "kontorfællesskab", hvor vi kan spørge, kommentere og diskutere artikler og planer, vise små, nye hundehvalpe frem og lægge billeder ind af julefrokosten, osv osv. Et pragtfuldt "sted", hvor vi 5 "ses" dagligt. Om ikke andet, så et par stykker af os.

Der er selvfølgelig også nogle svipsere, vi sådan set gerne ville have haft klippet fra, hvis det var muligt. Men her på de digitale medier er det den omvendte vej rundt: Her kan alt ses, og når du først har trykket på knappen, er der INGEN vej tilbage.

Et fraklip af de større
Ja ja, lad os bare tage den, så vi kan komme videre og ind i det nye år:

HAVEFOLKETS læsere har siden midt i november kunnet sidde med sorte, tvære og negative minusser midt i en artikel om roser eller andet. Ikke lige meningen, nej, og vi mangler stadig at genoprette fotos i nogle artikler, og sjovt nok - nu er minusserne blevet hvide, hvem der nu forstår det? Nå, det skal nok komme, det lover vi!

Men i et anfald af oprydningsiver og sparehensyn fik jeg altså trykket lidt for insisterende på "slet"knappen, og på den måde, for evigt og altid, fik jeg slettet alle de billeder, som jeg har lagt på nettet. Både her og hisset (læs på egen blog). Er det nu virkelig muligt? Ja! Hvis man tror, at Blogger har en disk, hvor den gemmer fotos, så man bare kan slette løs i Picasa og Google +, må man tro om. Det har Blogger så IKKE, vil jeg godt her understrege. En erkendelse, der jo er væsentlig i bund og grund. Men på størrelse med en kamel.

Nå, set i bakspejlet skulle jeg nok have holdt den klikfinger i ro (for ikke at sige haft den tapet forsvarligt sammen), og ikke så meget som overvejet at slette noget som helst. Men selvom jeg er et ret usystematisk væsen, syntes jeg jo, at jeg skulle rydde ordentligt op, nu jeg alligevel var i gang.

... fra minus til +
Men så er det altså en "nådegave" at arbejde sammen med de fire damer på HAVEFOLKET. Ikke en sur mine, ikke en bebrejdelse. Jeg fik trøst og skulderklap og hjælp med min egen blogs nye opsætning. Og så en lidt befriende latter: "Nååååre, er det bare dig, Marianne; jeg troede, vi havde hAAAckere" (citat : Karina på randrusiansk). Ja! Så er det, man ved, man er det rigtige sted.

Men tilbage til "bagom HAVEFOLKET"
På HAVEFOLKET  har ingen af os sådan rigtig erfaring med bladredaktion og magasinplanlægning - rigtig mange ting er kommet hen ad vejen. Ved fælles hjælp og ved en sublim sammensætning af "holdet" er det alligevel blevet muligt. Vi holder redaktionsmøder ca. hver uge - der må helst ikke gå længere tid. For os er det nemlig meget vigtigt, at vi kan mærke vi er et team, og at vi gør det her sammen. Også selvom - eller måske især fordi - vi rent fysisk befinder os mange kilometer fra hinanden.

Ses vi så slet ikke? Jo da! Vores første møde holdt vi i august i Bagsværd. Lone tog turen over vand og hjem igen samme aften med et bredt smil på læben hele vejen. Og indtil nu er det blevet til 4 fysiske møder og mange, mange SKYPEmøder, SMS'er, mails og kommentarer på testbloggen. Vi  rejser også lidt rundt til hinanden, enten med kameraer, med lanterner eller andet stads, som lige skal ses (og klikkes) på via det rigtige objektiv. Nogle gange med bytteplanter eller frø under armen - vi er jo havefolk!

Double trouble
I en flad, gennemdemokratisk organisation som vores, må der dog alligevel være "en ledelse". Derfor har vi rullende redaktioner, hvor vi altid er 2 på, sådan at vi alle kommer til at arbejde sammen med hinanden hen over tid. Nogle gange er der én, der skal på ferie eller er helt ophængt af arbejde eller andet, men så er det rigtig godt at være to, der er ansvarlige for udgivelserne.

I starten skulle vi jo have sparket rø... for at få skrevet en hulens bunke tekster (det skal vi sådan set hele tiden), men eftersom vi hjælper hinanden løbende og eftersom alle arbejder i testbloggen, skete der nogle gange det, at der var flere fingre inde i en tekst på samme tid. Og så gemte den ene, mens den anden slettede eller oploadede - troede vi.

Derfor har vi fået lavet os et kodesystem, så vi kan meddele om en tekst er på vej, mangler korrektur, layout eller tekstsupport - samt hvornår den er færdig til udgivelse. Etiketterne længe leve! Det er knaldhamrende smart, især når vi holder redaktionsmøder over SKYPE!

Snørkelskrift? 
Og ja! Vi har en rigtig designmanual, der bliver skrevet referater af alle møder, vi har agendaer, vi er ved at få lavet visitkort og brevpapir og tingene kører på skinner og skal ikke diskuteres hver gang. Befriende!

Men betyder det så at vi er enige om alt? Så langt fra - med streg under! I en redaktion med 5 så selvstændige damer med hver sin stil, hver sin mening og hver sin trang til at komme af med den, kommer der emner og designs på bordet, som vi überhaupt nicht er enige med hinanden i. Som nu da vi skulle designe logo, f.eks. Hvis I vidste hvor mange kommentarer, der kan komme ud af "bokse i højre hjørne eller ikke", "skal der være snørkelskrift?", "ligner det trussebindspakker"? og "jeg kan nu bedst lide dem med kusseduller". Og JO! Der skal stå "kusseduller" uden "r", for jeg har, som de fleste af mine læsere ved, en hurtigere hjerne end mine fingre kan følge med til, hvorfor de (fingrene) nogle gange danser cancan hen over tasterne og staver baglæns. Men det har redaktionen også vænnet sig til, og kan dechifrere, hvad jeg skriver.

Pipelinen
Vi har, ikke overraskende, planlagt vores udgivelser et par uger i forvejen, og arbejder på at have de kommende temaer på plads i god tid. Det lykkes så ikke altid, og mange gange må vi til "baglommerne" for at se om der ligger et eller andet gemt eller glemt, som kan bruges. Her har vi hinanden som sparringspartnere og det er altså stort, når man selv føler man er gået i stå. En ny (eller skæv) vinkel kan gøre hele forskellen.

Nu har vi jo valgt at have premiere på et havemagasin om vinteren - og det er selvfølgelig med velberåd hu. For hvad skal havefolket dog tage sig til, når der ligger sne uden for vinduerne eller stormen suser om den forede hue og støvlerne synker i? Jo, vi skal da surfe på nettet og læse om have, skal vi!

Derfor skal du også kun lige sove rusen ud den 1/1 2013 - måske lige se lidt fra danserindebrønden eller skidrop, før du kan gå til makronerne og finde et festfyrværkeri af en masse nye links på vores menuside. Vi skal nok sige til, når vi skyder dem af!

Hvad kan du ellers glæde dig til? 
Indflydelse! Deltagelse! Dialog! For vi er til dato det eneste havemagasin, der er i direkte daglig dialog med sine læsere. Derfor kan du godt allerede nu gå i tænkeboks - så vil vi i løbet af de første dage i det nye år spørge dig om forskellige ting. Vi glæder os allerede!

9 kommentarer:

  1. Hvor er jeg bare fuld af beundring over jeres engagement, jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget tid I hver især bruger på Havefolket. Og så er det jo ulønnet arbejde!

    Jeg synes, at magasinet er så professionelt gennemført og hele tiden kommer I med nye spændende emner.

    Hatten af for Jer:-)

    Kh Bente

    SvarSlet
  2. Jeg synes I gør en kæmpe indsats for at lave en læseværdig blog med lidt for alle typer haveintereserede.
    Hvis ikke I lige havde fortalt at der var mange smuttere" og kommunikationsproblemer, ville jeg havde sagt at mere professionelt kunne det næsten ikke blive.
    I må da også kunne se af læsertallet at det egentlig går meget godt.
    Godt Nytår til redaktionen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ole,
      Jeg er da glad for at du ikke har opdaget "smutterne". Vi har også været hurtige til at rette dem :)
      Har du i øvrigt set at du vandt bogen "Blomstrende mad" af Camilla Plum? Husk at sende en mail med dit navn og adresse, så vi kan få sendt bogen til dig :)

      Slet
  3. Glæder mig sådan til at følge jer i det nye år!!
    Giver Bente helt ret - det er så professionelt og med skønne emner!!
    Kan forestille mig, I har rigtig meget oppe i ærmerne til det nye år - så BRING IT ON !!!
    Jeg læser med
    GODT NYTÅR til jer alle :-)
    Kh Helle Torning

    SvarSlet
  4. .... smiler.... tak for kigget ind på redaktionskontoret :)

    SvarSlet
  5. Det var spændende at læse om, I gør det bare så godt, og bruger en masse tid på det. Hatten af for det og tak.
    Godt nytår til jer.
    Lisbeth

    SvarSlet
  6. Jeg vil sige tusinde tak for en dejlig blog, og det kæmpe arbejde i gør for at glæde alle os andre.
    Ser frem til alle de spændende artikler i 2013
    Godt nytår
    Helle Bolgen

    SvarSlet
  7. Det er jo helt fantastisk som I arbejder sammen på koordineret og ukoordineret vis ;0) ....sjovt at kigge bag om "Magasinet". Jeg glæder mig helt ufatteligt til at læse mere i det kommede år.....det kan kun blive godt med jer skønne kvinder bag kameraet og med fingrene på tasterne.

    Kæmpe knus og solHATTEN af - imponerende stykke arbejde I ligger i at sprede glæde og viden :0)

    SvarSlet
  8. Kære Havefolket,
    Jeg synes også at I gør det ret godt. Hatten af for jer!
    Når man som læser sidder på den anden side af skærmen, aner man ikke hvor meget arbejde der rent faktisk ligger bag. Vel blogger jeg selv, men er alligevel ret sikker på at jeg ikke tilnærmelsesvis har så mange `fans´ som jer. I skal vide at vi regner med jer. I gør det altså godt! Især taget den grå, danske vinter i betragtning.
    De bedste hilsener
    Mathias - en stor fan

    SvarSlet

ANNONCE