Kære læser, Så er det tid – tid til at vende siden og snart starte et nyt år. Og for mange handler dagen om at gøre lige som man plejer


TEKST OG FOTO: REDAKTIONEN
Så er det tid – tid til at vende siden og snart starte et nyt år. Og for mange handler dagen om at gøre lige som man plejer. Stå tidligt op og så lave mad hele dagen med gode venner, måske besøge et ældre familiemedlem, der betyder noget helt særligt, eller beslutte sig for nytårsfortsætter for 2013? En af os her på redaktionen har en rigtig god ven, der engang fortalte om sin faste årstradition. Ikke noget med nytårsfortsætter, som han alligevel ikke har lyst til at holde, men i stedet en tradition for at sætte sig ned og tage sig tiden til at gøre året op – og skrive det ned. Måske vil du være med?Idéen er ganske enkelt at sætte sig ned og tage sig tid til at tænke. Tid til at tænke efter, og så skrive alle de ting ned, der er gået godt i året, der snart er brugt op. Og ja, tænk dig godt om, for der er faktisk meget, når man sådan VIRKELIG tænker godt efter. Skriv ned og nyd de gode stunder imens. Bagefter noterer man sig så alle de udfordringer, der ikke gik godt. Hvad der måske skal arbejdes lidt videre med, og hvad der bare skal tænkes over, mærkes igen og så sættes punktum for. Det kan være ret hårdt at gøre det! Det kan vække skønne minder om sommer og børnelatter – det kan være en sorg, der dukker op – noget man har mistet – en ven man valgte fra og nu faktisk savner meget. Heldigvis er der nu om lidt et nyt år, og vi bestemmer selv, hvad vi vil bruge det til. Heldigvis!

Og ja, vi skal i haven! Det er HELT sikkert! Det er det trygge, og det der giver energi! Men måske er der også noget andet, du vil have ud af næste år? En fejl du skal have rettet, eller én du lige skal huske at tage i hånden og minde om, at du holder af ham eller hende? Måske ender det alligevel i et nytårsfortsæt. Men helst skal det bare være en eftertænksomhed der lige får tankerne på plads, og lyst til at springe videre ud i dette skønne liv! Og nyd så din dag og denne nytårsaften. For det her er ikke bare en aften, hvor der skal festes og skåles. Det er starten på et nyt år i dit liv!

Så… her kommer årets sidste ord fra os her på HAVEFOLKET:

Vi ønsker dig et lykkebringende 2013 med masser af solskinsdage og skønne haveoplevelser 
– og så håber vi selvfølgelig, at du vil lade os være en del af det – her hos HAVEFOLKET.
Det vil være os en stor ære!
Eftertænksomme nytårshilsner,
Karina, Marianne, Lene, Signe & Lone