Under broen Burrard Bridge, der ligger midt inde i storbyen Vancouver i det sydvestligste Canada, fik en mand ved navn Jason for nogle år siden den vanvittige idé at anlægge en have – uden at spørge om lov først.


TEKST & FOTO: SIGNE

Jeg rendte tilfældigt ind i Jason under broen en regnfuld lørdag morgen sidst i juni 2012, og han brugte et par timer på at vise mig rundt og fortælle om dette forunderlige sted.
Oprindeligt var området under broen et trøstesløst sted med beton og murbrokker, henkastet affald og brugte kanyler. Og med beliggenheden under en stærkt trafikeret vej, uden direkte sol og skærmet mod enhver naturlig vanding fra oven, var det nok de færreste, der ville have fundet på at gå i gang med at anlægge en have lige netop her.

Ikke desto mindre, så var det den idé Jason fik. En del af forklaringen var at området under broen ikke tilhørte kommunen, men staten, og dermed var der en større chance for at myndighederne ikke ville begynde at blande sig.

 

Han fortalte hvordan han var gået i gang i et hjørne med at rydde for affald og betonblokke, og han lavede en aftale med den lokale Starbucks-kaffebar om at han kunne få deres brugte kaffefiltre.

Langsomt bid for bid begyndte forvandlingen, og små planter begyndte at skyde frem af kaffegrumset, vandet med en slange, der i al hemmelighed var
blevet koblet til et af de nærliggende huse.

Forbipasserende og folk i nabolaget begyndte selvfølgelig nysgerrigt at spørge til, hvad han havde gang i, og lidt efter lidt var der flere, der sluttede
sig til og begyndte at hjælpe med projektet.

Folk kom med planter, hjalp til med vandingen, og der blev sat kompostbeholdere op, som naboerne begyndte at fylde.

I dag er der en fast kerne på knap 10 personer, der kommer og er med til at passe haverne. De hjælper hinanden, men har også delt det mellem sig,
så en tager sig af nogle af bedene og en anden tager sig af nogle andre – og med hver deres personlige særpræg.

Forbipasserende stopper ofte op og nyder haven inden de går videre, og der kommer mange påskønnende og opmuntrende tilråb.

Mens jeg er der, kommer flere af de forbipasserende naboer lige hen for at give Jason eller én af de andre guerillagartnere et klap på skulderen eller veksle et par ord om det regnfulde sommervejr.

Jason kan også fortælle, at de stort set kender navnene på alle nabolagets hunde, fordi der lige skal hilses på, når de er ude at gå tur. Der er ingen tvivl om, at der bliver sat stor pris på den forvandling, der er foregået under broen.

Tidligere var det et utrygt sted, hvor de færreste havde lyst til at færdes, og der var en del hjemløse, der sov under broen.

I dag er det kun en enkelt af de hjemløse, en ældre mand, der er tilbage.

Han har indrettet sig en lille hule bag nogle planter op af hegnet, og har pyntet op udenfor med figurer og kunstige blomster, som han har fundet
rundt omkring. Han sørger for at samle affald sammen, hvis nogen har smidt noget i løbet af natten, og han passer godt på haverne – så ham
bliver der sat stor pris på.

Da pladsen langs vejen, der går under broen, begyndte at blive for trang, begyndte de at inddrage nye forsømte områder under broen – både ned mod
vandet og op mod trappen, der fører op til den trafikerede vej, der går over broen.

Langs hegnet blev der plantet stokroser, majs og meget andet. Og en nabo kom forbi med en klematis, der i dag slynger sig villigt rundt om pigtråden – meget symbolsk.

 

 

 

Ved siden af trappen op til broen åbner sig endnu en lille have, og bag den en lille lund. Tidligere var der hegn her og ingen brugte området. I
dag bliver det brugt og påskønnet.

Jason har plantet sedum rundt om træerne (overskud fra nogen, der havde lavet grønne tage), så det med tiden bliver til små lysegrønne øer i den lille lund.

I den modsatte retning, ned mod vandet, blev jeg præsenteret for Remy’s have.

Remy var en af dem, der var med til at passe haverne, men han var pludselig blevet syg. Det viste sig, at han havde fået kræft, der havde spredt sig til hele kroppen, og han døde kort efter.

Jason sænker stemmen og øjnene bliver fugtige, mens han fortæller om Remy og det nære venskab, der var opstået mellem dem her under broen.

Til minde om Remy havde alle haft planter med, og man havde i fællesskab lavet denne mindehave for ham under broen.

Det var også her i Remy’s have, at Jason viste mig kunsten at stable sten – det skulle være en fantastisk metode til at forebygge stress, og en
beskæftigelse han kunne bruge timer på. Og de skulle selvfølgelig lige vandes, så stenenes skønhed for alvor kom til deres ret.

Den allernyeste have bestod af et par bede på skråningen helt ned mod vandet, hvor der var plantet forskellige grøntsager.

 

I dag er haverne under Burrard Bridge kommet med i Vancouvers “Green Streets” program.

Fra byens side har man installeret en vandpost, så de ikke længere behøver at tuske sig til det fra nærliggende bygninger. De hjælper også med et
par læs muldjord og lidt gode råd, når der er behov for det. Til gengæld er der et krav om, at de ikke må dyrke grøntsager – men det lader sådan en flok guerillagartnere sig tilsyneladende ikke stoppe af.

Man kan i øvrigt på Youtube finde dette lille klip, hvor Jason fortæller og man kan se, hvordan haven så ud tidligere – jeg tror, at klippet er ca. 5 år gammelt.