ANNONCE

onsdag den 5. december 2012

JULEMARKED HOS FRU PLUM


MARKEDER

Der findes masser af julemarkeder landet rundt. Men på Fuglebjerggård i Nordsjælland er der bare så julehyggeligt på den økologiske måde, at du må opleve det. 

Om ikke andet her - selvom du godt lige kan nå det den 15. og 16. december.

TEKST & FOTO: MARIANNE




"Og hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen". Hvis der er nogen der kan jule på den julede måde, på den yndige, jordnære, menneskelige og økologiske måde, så er det altså Fru Plum & Co. For sønner, gartnere, veninder, kærester, og andre ansatte er i fuld sving i bageriet, krydderiet, kageriet, pynteriet, frøposeriet, i gården, i købmandsbutikken, i boghjørnet - ja, bare alle vegne. Mellem fødderne på dig smutter små, rødstribede killinger hen over gårdspladsens skæve og  toppede pigsten. Det er en fryd!








Foran hovedporten er der pyntet op med fakler. Der er boder med brændte mandler, moskranse og stedsegrønt samt tørrede hortensier, som jeg bare ikke kunne vige fra.

De har de lækreste mauve farver og en skrøbelig elegance i deres insisteren på at skabe glæde som i den hedengangne sensommer. De egner sig fortrinligt til dekorationer! I gården er der levende ild, en stor fantasifuld julemand og økologiske grøntsager samt naturligvis æbler fra deres store, dejlige æblelund.

Træder du ind på kakkelflisegulvet i kageriet, mødes du af de vinteropbevarede planter, kardemomme, passiflora og andre, omvundet i lysguirlander og julepynt. Lyskæder er der sådan set alle steder, i hver en krog over hele gården.


De findes på hylder, på gesimser, i afsatser, i kroge og aflukker. Du mødes også af en duft af jeg ved ikke hvad, og kager, nougat, chai latte og andre krydrede, varme, lækre drikke alle vegne. Der er masser af siddepladser, og i teltet serveres sandwiches og kager. Og det er virkelig gennemført. Éngangsbestikket til kagerne er f.eks. i udskåret træ. Lækkert, lækkert også at spise med økologisk bestik!

Man kan virkelig mærke, at det er et sted med humor og lune. Du kan finde gakkede oppyntninger, som børn og teenagere vil more sig over og hvis du har gamle eller småbørn med, så kommer de ikke til at kede sig. Pilfingre til gengæld eller folk med store armbevægelser, skal tøjles en smule eller sendes ud og klø grisen bag øret, for der er dimser og dutter og dingenoter og himstregimser alle vegne! Alle!





Du kommer sansemættet og oplevelsesfyldt hjem derfra. For mit indre blik toner stadig farveorgier frem på nethinden, og jeg glæder mig over de gamle flasker med patentlåg og de arabiske hånddrejede urtepotter, jeg selv fik lov til at udvælge udenfor i hendes planteskole. Den har desuden restsalg, og du kan finde meget godt der. Særligt hvis du ved hvad du går efter. Eller kan kende det du ser. Det er kun finanskrisen og min egen slunkne pengepung med en lang "to buy"-i forbindelse-med-det-der-J-liste liggende i, som afholder mig fra at slæbe sække (eller trailere) med blomster- og chilifrø, grønt, frugt, dimser, gaver, mel, krydderier, kød, ænder og julepynt med mig hjem.

Men jeg kommer igen og igen, gør jeg. Mine gamle forældre og jeg har besluttet at Fuglebjerggård skal være en fast "juleingrediens" fra nu af og lige indtil vi når de evige "julemarkeder".



Hvornår? 
Lørdag den 15. og søndag den 16. december – begge dage fra kl. 11.00 til 19.00. Særligt lige omkring og efter mørkets frembrud er det meget stemningsfuldt! Der er gratis adgang, men det kan godt betale sig at tage kontanter med.  Du kan læse mere her.

14 kommentarer:

  1. Tak for turen til Plums rige, der kommer jeg jo ikke lige :) men det ser spændende ud Marianne.
    Jeg kan godt forstå, I har bestemt jer til, at det skal være en fast juleingrediens.

    SvarSlet
  2. Tak for de dejlige billeder, det er lige et sted for mig. En skam at jeg ikke kan nå over og opleve det. Men så er det skønt med billederne man kan gå på opdagelse i.
    Hav en dejlig jul med alt det skønne der hører til hos dig.
    K.H. Anette fra "Fru Pedersens have"

    SvarSlet
  3. Sikken skøn jule-reportage og anbefaling du har lavet. Oser af skøn stemning. Jeg bor jo lige om hjørnet, så jeg skal helt sikkert fristes af Fru Plum og co. :-)
    Kh Rose

    SvarSlet
  4. Det ser jo vældig julehyggeligt ud, dejligt med skønne billeder fra Fuglebjerggård. Desværre må jeg "nøjes" med billederne her da jeg ikke kommer til Sjælland inden jul :)

    SvarSlet
  5. Det ser rigtigt hyggeligt og fristende ud :-)

    Kh. Anne-Mette

    SvarSlet
  6. Ja det er et herligt sted med masser af charme og selvtillid.....det kniber lidt med det lækre hår. Til gengæld kan man altid finde de ting, man ikke kan få fingre i i normale butikker. Pomeransskal hel kardemomme osv., så det er der, jeg får fat i de skønne julekrydderier!
    Sidst vi var deroppe havde de lige fået kattekillinger og hundehvalpe.....så det var svært at komme derfra.

    SvarSlet
  7. Altså Marianne, som du forstår både med ord og billeder at kalde begejstring og længsel frem.
    Jeg er en stor fan af fru Plum og elsker juleforberedelserne, så det ville vel nok være dejligt at besøge hendes julemarked; men jeg tør ikke, for det er blevet rigtig vinter, så man kan aldrig være helt sikker på, at færgen til Hundested går - og køre udenom ad motorvej i vintermørke, når jeg skal hjem, orker jeg altså ikke. Derfor må jeg have fru Plum & Co. til gode til foråret.
    Glædelig vinter til redaktionen (det er stadigvæk et helt fantastisk 'blad')
    og til alle derude
    Jytte
    www.danishknitdesign.com

    SvarSlet
  8. Sikken en dejlig reportage, fuld af begejstring og lækre lækre billeder :)
    Nu ærgre det mig endnu mere, jeg arbejder både lørdag og søndag i dec. ;)
    Man får da VIRKELIG lyst til at tage på julemarkede hos Fru Plum :)

    SvarSlet
  9. Tak for en super virtuel oplevelse, Marianne - jeg kan godt forstå at du er begejstret og lægger Plum-besøg ind som fast december aktivitet. Hvem der bare boede på Sjælland en gang imellem :) Knus Ulla

    SvarSlet
  10. Efter at have set dine skønne billeder og læst dine beskrivende og begejstrede ord sidder jeg tilbage med en fornemmelse af at det MÅ jeg bare se/opleve !
    Men desværre ligger det alt for langt væk - i alt fald til at det kan passes ind i år.
    Men måske til næste år, for det vil jeg altså frygtelig gerne opleve !

    SvarSlet
  11. Tak for et skønt indlæg :-) Virkelig godt fortalt og skønne, skønne stemningsmættede billeder. Det er nogle år siden, jeg sidst har været til julemarked hos Camilla, og jeg kan se, at jeg snart skal derover igen :-) Der er simpelthen så skønt og uhøjtideligt på gården. Vi har deltaget i høstmarkedet 5 gange (Staudefeen), og det har hvert år været en oplevelse.

    God weekend.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
  12. Tak for et dejligt indlæg..
    Åh hvem der bare boede lidt tættere på, så ville jeg også storme Fru Blums gård og indånde lidt jul og ønske mig halvdelen af gårdens indhold til jul. :o)

    Tine
    www.haveglaeder.blogspot.dk

    SvarSlet
  13. Tak for det hyggelige og inspirerende indlæg. Skønne fotos og du har en god pen. Perfekt måde at starte adventssøndagen på, med at læse dit indlæg. Håber du fik tiltusket dig nogle af disse skønne ting med hjem.
    Rose

    SvarSlet
  14. Kære alle!

    Hvor er jeg glad for at I "næsten har været der" sammen med min reportage. Jeg fik købt en (hemmelig) gave til min mor, 10 hånddrejede arabiske urtepotter (se foto) og 10 glasflasker med patentlåg. Havde ingen trailer eller magisk selvopfyldende pengekat :)

    Kan her godt afsløre, at vi vender tilbage til Fru Plum og Fuglebjerggård senere, så glæd jer!

    SvarSlet

ANNONCE