En appelsin smykket med tørrede nelliker er en dekoration der har stået mig bi siden barndommen. I dag kunne jeg aldrig drømme om at være den foruden. Duften kan afvæbne selv den stædigste julefornægter, og så er den tilmed den letteste dekoration jeg kan komme i tanke om.
TEKST & FOTO: KARINA
Traditionen med at fylde en kugle med velduftende krydderier går helt tilbage til den victorianske tid, hvor kuglerne blev brugt til at kamouflere dårlig lugt. I Frankrig bliver kuglerne kaldt pomanders (efter pomme/æble). Som navnet indikerer brugte man altså også æbler som duftkugler – dog var appelsinudgaven den mest eksklusive.
Hørte man til de rigtig, rigtig velhavende var pomanderne lavet af guld, sølv eller elfenben og derefter dekoreret med juveler.
I “bling-bling-udgaverne” kunne man fylde hulrummet med alskens, behagelige ting som rosenblade eller aromatiske krydderurteblandinger, og bære dem som smykke – SMART! (På den der trucker-vask-agtige måde).
Siden det 17. århundrede har nellikeappelsinen været en fast tradition mange steder i verden.
Har du lyst til at kaste dig over den traditionelle julepomand skal du bruge følgende:
1 fast og pæn appelsin
1 pose hele nelliker
Stødt kanel
Pulveriseret ingefær
Stødt muskatnød
Pulveriseret irisrod, som man kan købe i mange helsekostbutikker. Hvis ikke det er til at skaffe, så undlader man det bare.
Fremgangsmåde:
Bland krydderierne sammen.
Brug 1 del irispulver til 4 dele krydderiblandning.
Stik de hele nelliker i appelsinen (det kan være en fordel at have en tandstik ved hånden, da man ellers kan få ondt i fingrene).
Sæt god tid af, for appelsinen skal være helt dækket med nelliker. Forsøg at lave appelsinen færdig samme dag. Lader du den stå til næste dag vil skallen være stivnet og dermed besværlig at penetrere.
Når appelsinen er helt dækket rulles den i krydderi/irisblandingen. Gem noget af blandingen til senere brug.
Sæt nu arrangementet et køligt og mørkt sted. I tørringstiden vender du dagligt appelsinen i den resterende krydderiblanding.
Lyder dette for omfattende, kan du jo også bare stikke et par nelliker i en appelsin, et æble, en citron eller hvad du nu finder på.
I pomanderne her har jeg brugt en grapefrugt, en lime, en mango, et granatæble og et almindeligt æble.
Nellikerne kan stikkes fuldstændig vilkårligt i eller efter et sirligt mønster. Jeg holder mest af den vilkårlige metode, for uanset hvor meget jeg holder tungen lige i munden, bliver det skævt.
Sikke en dejlig idé:0) – er mere til naturlige sager end planstikdimser uden duft (I HOPE!) og unika-twist… Lige en opgraderet udgave med krydderbad og nellikker så tæt, at de næsten må gispe efter vejret de små!
God idé med at lave huller til forberedelse at nellikker – kan gøre hamrende ondt faktisk!
Dejlige decemberhilsner fra
Katinka
uhm, duften rækker næsten ud af skærmen….. eller også er det fordi jeg lige har spist sæsonens første clementin.
Det lyder måske fjollet, men jeg har aldrig tænkt på at man kan sætte nelliker i andre frugter end appelsiner. Det må jeg prøve.
Jamen ih du milde hvor I frister til at lave Pomander på traditionelvis……kan nærmest mærke hvor berusende dejlig den krydderiblanding bliver……..og duften af nelliker elsker jeg bare.
Skøn og smuk start på december piger.
Den er også et sikkert hit her den med appelsinen, altså. Har da aldrig tænkt at man kunne bruge nogen anden frugt. Æbler er så hurtigt forgængelige, men med nelliker sat tæt, kan det jo være at det virker konserverende. Jeg må vist prøve med æble i år også! God inspiration! ;o))
Hej alle
Nellikerne skulle efter sigende have en eller anden konserverende ting i sig, som gør at frugterne kan holde sig længere.
Æblerne holder dog ikke i helt så lang tid, men så laver jeg blot nogle nye.
Jeg har på et tidspunkt set en nellike-banan, men ved dog ikke hvor lang tid man kan have sådan en fætter liggende.
Kh. julenissen