Jeg var ved at falde på halen over billederne her i den 3. fotoguide. Og det er faktisk også det vi skal – helt ned på halen, eller? I dette afsnit fortæller Signe om hvordan vi kan komme helt tæt på planterne, uden at skulle mavecrawle midt i den mudrede græsplæne.


TEKST OG FOTO: SIGNE, INTRO: KARINA

Kort efter at jeg opdagede makrofunktionen på det lommekamera jeg havde tidligere, og nu kunne komme rigtig tæt på blomsterne når jeg tog billederså begyndte jeg også helt naturligt at gå fra stående stilling til at sætte mig på hug, så jeg kom tættere på motivet.


Det at komme i øjenhøjde med motivet gav dog ikke bare mulighed for at komme tættere på. Det gav også en helt anden fornemmelse på billederne. Når man tager billederne oppefra bliver de ofte ret endimensionelle at se på, mens de i øjenhøjde mange gange får en helt anden dybde og et andet perspektiv.
Men det er langt fra alt man kan komme i øjenhøjde med ved at sætte sig på hug. Nogle gang befinder motivet sig så langt nede ved jorden, at man nærmest ikke engang kan komme langt nok ned, selvom man lægger sig fladt på maven. I disse fuldautomatiske tider behøver det dog ikke at være et problem.

 

Når motivet kommer længere ned, end jeg har mulighed for eller lyst til (det er ikke så attraktivt at lægge sig på maven i et mudret bed eller
på en frostkold græsplæne), så lader jeg kameraet klare opgaven alene uden mit guidende øje i søgeren.
Kunsten nu er selvfølgelig at ramme motivet og sikre at det kommer i fokus. Nu kender jeg efterhånden mit kamera så godt og ved sådan ca. hvor jeg skal sigte, og hvor autofokus har tænkt sig at fokusere. Men typisk tager jeg lidt flere billeder for at sikre at der er nogle brugbare imellem.
Her er det den samme morgenkolde græsplæne set ovenfra og fra græshøjde.
På det sidste græsbillede holder jeg kameraet få cm over jorden, mens jeg trykker på udløseren og lader autofokus klare resten. Herefter flytter
jeg det en smule, så autofokus finder et nyt fixpunkt og skyder igen.Hvis man gentager det nogle gange, er der en ret god chance for at man har ramt rigtigt på nogle af billederne.

Disse to svampebilleder var stort set identiske før de blev beskåret. De er taget med ganske kort mellemrum, hvor kameraet er rykket få millimeter. Detresulterede i, at autofokus på det højre billede stillede skarpt på den store svamp forrest (som var min plan), mens den på billedet til venstre havde fanget svampen lige bagved.Nu kunne jeg selvfølgelig bare vælge at kassere det venstre billede, hvor den store svamp ikke var i fokus. Men hvis man i stedet vælger at beskære billedet anderledes, så kan der af og til også komme noget brugbart ud af ens fejlskud.

Generelt synes jeg at billeder taget i øjenhøjde med motivet bliver meget mere stemningsfyldte end når man tager dem ovenfra. De giver samtidig et perspektiv på motivet, som man sjældent ser, og giver derfor en oplevelse af haven som ellers kan være svær at få på anden vis.

Specielt når billederne kommer helt ned i græshøjde kan jeg pludselig se for mig, hvordan verden ville se ud, hvis jeg var en lille alf, der kunne tage mig en lur under en af paddehattene, eller bruge blomsterne som parasoller. Det puster et strejf af eventyr ind i min havehverdag.
Derfor opfatter jeg ikke bare mine billeder som en afbildning af min have – som jeg ser den – men som et bidrag til at opleve min have på nye
måder.

I fjerde og sidste del af min lille mini-foto-guide vil jeg komme ind på dybdeskarphed og beskæring.