ANNONCE

tirsdag den 15. januar 2013

ALBINUS FRØ

PORTRÆT

Det var en tilfældig opdagelse i hendes egen have der gjorde, at Tine Albinus fik blod på tanden og startede sit frøfirma.

I denne måned kan du vinde skønne, trendy frøpakker fra Albinus Frø.

TEKST: MARIANNE
FOTO: TINE ALBINUS & KIRA BRANDT




Når man spørger Tine Albinus, hvor hun har sin have- og planteglæde fra og hvem, der har inspireret hende mest, så siger hun uden tøven: "Mine forældre".

"De havde en kæmpe have gennem 40 år, og jeg har set den forandre sig sammen med dem. Nu er de begge 80 år og er flyttet fra haven til en meget mindre, som min mor allerede i det første år fik en vidunderlig have ud af.". Og det er én af Tines allervigtigste pointer, når hun fortæller om sin glæde for planter og haver; at haver forandrer sig sammen med dens ejer og ejerens livsforløb.

"Det med have behøver jo slet ikke være så svært. Jeg synes det er dejligt at mange unge mennesker er begyndt at interessere sig for have, men det er meget synd at mange af dem, der netop har købt hus og have, går og tror at den kan forandre sig på en weekend  -som ved et knips med fingrene - ligesom man kan se i en vis type TV-programmer. Først står de med en brakmark med byggeaffald og gamle betonterrasser, så blinker de med øjnene, og så står de med en velplejet have med bede fulde af blomstrende stauder. Når TV-holdet så er gået, visner det hele 10 dage efter og de har mistet lysten til at nyde deres have".

Som hun også siger på sin webside: "5 år er ingen tid, når man regner i havetid. Det er ikke uden grund, at de haver, som vi oftest forelsker os i er gamle haver. De har taget tid, træerne har fået lov til at gro op, man har måske oven i købet lavet et par fejltagelser undervejs, man har fulgt et par modeluner og ladet andre passere".



Tine Albinus' egen dejlige have på Sydsjælland er stadig til for hendes fornøjelses og nydelses skyld, skønt den efter hendes eget udsagn bliver noget mere forsømt nu, end da hun for omkring 3 år siden valgte at gøre sin hobby til sin levevej. Hun fik pludselig ca. 3 timer "til overs" fordi hun ikke længere pendlede frem og tilbage mellem Sydsjælland, hvor hun bor i en godsforvalterbolig med sin mand, og til et job som kommunikationschef i København. Og det var vel at mærke tre timer i dagslys, der gjorde at hun kom langt mere ud i sin have.

Det var også der - i haven - at "kimen" til hendes firma Albinus Frø så at sige blev sået. For som hun fortæller på sin webside var det som et mirakel, da en gruppe riddersporers frø efter 1½ år kunne vokse sig til kæmpemæssige grupper, der kunne placeres rundt i haven og som der var så rigelige af, at de kunne foræres bort til venner og bekendte. Så fik Tine blod på tanden og begyndte at eksperimentere med andre frø og såninger. Nu indeholder hendes webshop både staudefrø, frø af sommerblomster og 2-årige samt frø til køkkenhave og krydderurtebed.



Tines shop er en af de få, hvor man også kan købe frø af vilde og sjældnere planter og urter. Og Tine gør altid en dyd ud af at fortælle både de nødvendige informationer om, hvordan deres vækstforhold er og hvordan de opformeres. Og hun vedlægger dem ikke blot sammen med frøene i kuverten eller skriver det på frøposerne, nej, man kan finde grundige beskrivelser på hendes webside. Her fortæller hun også om planternes kulturhistorie, om hvorfor de hedder som de gør (og her er ofte mange sjove, små historier) og om hvordan de kan anvendes. "Planternes historie binder os sammen på tværs af generationerne. Mange af de planters frø, vi kan så i dag er jo afkommere fra planter, der i sin tid har vokset i klosterhaver, eller er kommet hertil med korsridderne fra sydligere himmelstrøg.".

"Planternes historie binder os sammen på tværs af generationerne."



På et spørgsmål om hvorfra hun får sine idéer til nye og specielle frøindkøb fortæller hun, at hun ofte sidder med avisens madsider og lægger mærke til, hvad der serveres. "Og så tænker jeg; orv, sådan nogle kan man da så i sin køkkenhave". Og vi er også "i køkkenhaven", når jeg beder Tine om at komme med nogle bud på, hvad der er havetrends i øjeblikket. Her fortæller hun, at hun kan se 2 hovedstrømninger: Køkkenhaven med urter og spiselige blomster, og så de frodige, vilde og blomstrende haver.

Køkkenhavetrenden er opstået samtidig med - eller i kølvandet af - danskernes ønske om selv at dyrke det de spiser. Det er de noget specielle ting der dyrkes. De mest almindelige grøntsager køber folk jo som regel alligevel i supermarkedet. Men de stribede rødbeder, de lilla gulerødder, strandkålen, ramsløgene og portulakken og mange andre nordiske urter er trukket frem af glemslen og bliver sået i urtehaverne. Og så alle de spiselige blomster, der både pryder i bedene og i salatskålen og som smager dejligt.

Den anden hovedtrend er de vilde, overdådige blomsterbede, som giver indtryk af at det hele er lidt vildt og tilfældigt, men hvor der ligger timers daglig omsorg og pleje bag - den engelske, oprindelige og folkelige cottagestil. Det at have uanede mængder af blomster at plukke af er mange - især kvinders - ønskedrøm.

Tine vender her tilbage til de mennesker, der inspirerer hende inden for haveverdenen. Her er Tasha Tudor et forbillede, selvom det hele er meget opstillet og hyper-æstetisk. Tine morer sig lidt over at Tasha Tudor går rundt med kyse, men hun kan ikke stå for alt det frodige, poetiske og vilde i Tudors have. I samme åndedrag trækker Tine Camilla Plum frem. Camillas interesse for alt, hvad der er sjovt, smukt, spændende og levende er noget, der tiltaler Tine. "For Camilla har også sådan en jordnær måde at sige tingene på, og så skriver hun godt".



Selv holder Tine rigtigt meget af at researche og skrive, så hun udgiver et skattet nyhedsbrev. Det er her, hun har den direkte kontakt til kunderne, som hun siger.

"Jeg har valgt at fokusere min kundekontakt på webshoppen og på nyhedsbrevene, og har erkendt at med et enmandsfirma må man fokusere og prioritere – man kan simpelthen ikke være ordentligt til stede på alle platforme samtidig".

At Tine gerne vil være med til at slå et slag for at det er let at så frø, er åbenlyst. Samtidig vil hun ikke stikke blår i øjnene på folk. Så når kapersplanten er svær at få til at lykkes, så skriver hun det uden blusel. "Det er sådan ca. 20 % af frøene, der godt kan betegnes som vanskelige. Og det har jeg altså valgt at sige lige ud. Resten - omkring de 80 % er frø, der er lette at få til at lykkes.

Og skulle man blive i tvivl, kan man nemt finde hjælp på Tines webside samt i hendes nyhedsbreve, hvor hun beredvilligt og generøst deler ud af sin viden om frøene og de planter, de bliver til.


Konkurrencen på HAVEFOLKET i denne måned er i samarbejde med Albinus Frø.

4 kommentarer:

  1. Spændende artikel selvom jeg ikke lige er god til at frøså selv, så var det sjovt at læse.
    Tak for det Marianne.

    SvarSlet
  2. Selv tak. Tine Albinus er også et spændende blomstermenneske blandt havefolket.

    SvarSlet
  3. På denne side er der et billede af nogle skønne (her blå) blomster på lange stilke de er bare så kønne at plukke ind af, men desværre har jeg ikke gemt frøposen, jeg ville forfærtelig gerne have navnet på disse sommerblomster fra albinus frø😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Hejsa - de smukke blå spir er riddersporer :) En skøn staude, der kræver lidt opbinding, men er SÅ fin.

      Slet

ANNONCE