At dyrke chili er meganemt. Selvfølgelig er der forskellige parametre en nørd kan vælge at gå op i for at optimere sit udbytte. Dem bringer vi nogle af her.
TEKST: KARINA & MARIANNE, FOTOS: KARINA & CONNY
PLEJE
De begynder at blomstre ca. omkring april/maj/juni (afhængigt af om du har sået tidligt med tilskudslys eller senere uden). Så skal du til at knibe og de skal tilvænnes udelivet langsomt. Det gælder om at knibe de første 5 – 8 blomster af, og for mange er det en smertelig affære, da de jo har gået og puslet om de små kræ siden de var babyer. Men stram dig op og gør det. Planten vil belønne dig med at buske sig samt at sætte mange, mange flere blomster, som så modner til frugter i løbet af sommeren.
Chili skal passes nogenlunde som tomater. De må ikke stå for vådt, men heller ikke udtørre helt. Det er relativt nemt at se på bladene, når de er vandlidende. Så hænger de slapt, men ved vanding retter planten sig hurtigt uden mén.
Støder du ind i vanskeligheder, kan du tjekke dette link. Det kommer godt rundt om mange emner omkring chili, og har en god beskrivelse af, hvad du skal gøre, hvis du skulle støde ind i problemer.
MANGELSYMPTOMER
Det kan være en god idé at kende til de mangelsymptomer en chiliplante kan finde på at lide af. Er næringstilførslen utilstrækkelig, bliver frugterne små. Har frugten et brunt indsunket område på spids eller langs siden, skyldes det griffelråd. Det forekommer ved ubalance mellem magnesium og kalium i forhold til calcium. Det er derfor godt at overvåge planten og tilføre den rette mængde næring.
Er du i tvivl, så kig på foto-linket her:
Næringen “chilifocus”, er et produkt der har været på markedet i over 20 år. Produktet er blevet lavet med henblik på kommerciel produktion og indeholder de reneste, opløste mineraler og salte i en kompleks sammensætning af plantesyrer. Men du kan også glimrende gøde med fortyndet brændenældevand eller fortyndet hønsegødning.
“Strækmærker”
|
Vandingen, temperatur, lys og jordvolume har også betydning for plantens og frugternes udvikling. Hvis temperaturen svinger for meget fra dag til nat, kan nogle chilifrugter få brune striber/”strækmærker”, da frugten jo udvider og strækker sig under væksten. Selvom planten skal stå lyst og varmt, kan det også blive lidt for meget af det gode. Ved direkte sollys, hvor temperaturen, i en længere periode, er over 30 grader, sker der en opvarmning i frugtvævet og klorofylet bliver ødelagt. Så luft ud i dit drivhus på varme dage – eller stil dem i en lun krog med lidt vindcirkulation.
Selvom det kunne komme til at lyde besværligt, så er det det ikke. Chilidyrkning er så sjovt, at det sådan set bare er om at kaste sig ud i det, og så lære af erfaringerne. De fleste chilientusiaster deler beredvilligt ud af frø (og der er jo en del at tage af i blot en enkelt frugt), og da de som regel spirer alle sammen, så er det virkelig trial & error-mekanismen, der slår til.
OVERVINTRING
Du kan også overvintre dine chiliplanter og dermed få kraftigere planter og tidligere chili, samt et helt personligt forhold til dem. Har du allerede nogle stående i kælderen er det ved at være tid nu til at tage dem op i en vindueskarm og vække dem til live. Det foregår ved langsomt at øge mængden af væde, varme og lys. Du kan begynde at gøde, når den er begyndt at skyde og så øge mængden langsomt.
Fint og informativt innlegg! I år tenkte jeg å prøve meg på chilisåing selv, så her var det mye informasjon! Jeg har i grunnen bare kjøpt en chili frukt jeg liker på mataffären og planlegger å så disse frøene. Om det ikke går får jeg heller kjøpe meg noen chiliplanter 😉
Ha en fortsatt riktig fin dag.
Stein
Jeg plejer nu ikke at dyrke mine chili'er selv, men da jeg fik et eksemplar af Jette – fra mit lille gods – blev jeg smittet af glæden ved planten, så jeg straks fik mig en mere. Som I skriver, de er nemme at have med at gøre, og så er det da luksus at kunne høste egne chilier. Jeg gøder dem, som jeg gør med alt andet i krukker, nemlig fra midt marts og til slut september. Jeg har endda brugt det hønsemøg, jeg fik af Marianne og blandet det op med vand og det fungerede fint.
Når du siger chili er jeg næsten nødt til at komme til at reklamere en lille bitte smule for Gartneriet Toftegaard. Der købte jeg mine første chili for nogle år siden og sår nu selv frøene. Jeg er især vild med en sort med helt mørke blade og først lilla, derefter orange og når de er modne røde frugter. Egentlig er de mere til pynt end nydelse, for de er stærke og en enkelt i en ret er i sig selv ret hæftig. Planten giver rigtig mange chilier så de får lov at pynte på planten.
Hilsen Pia
Hej, så vil jeg reklamere lidt for Chilifestivalen i september her i midt/vestjylland: http://www.chilifan.dk/da/festival2012/
Det er efterhånden blevet et tilløbsstykke med deltagelse af mange chili-guruer.
Hilsen
Anne Marie
Hej,
Skal man også knibe de første blomster af en chili, som har overvintret (jeg har en plante på 3. år, der netop har sat blomster)?
vh
Jesper