At have en have er at indhegne en del af naturen, som opdyrkes. Men du kan også have “haver i haven”. Læs her lidt om havernes historie og lidt om, hvordan du skaber rum i din have.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvoraf kommer egentlig ordet HAVE? Tja, hvis vi kikker på det sprog, mange af vores ord oprinder af, betyder ordet “hagi” på oldnordisk et “indhegnet stykke græsmark/natur, der er opdyrket”. Og hvis vi skeler til ordet på fællesgermansk dukker ordet “hæk” og “hegn” også op. Det giver jo fin mening! 

Alts
å: Have betyder noget natur, der er indhegnet, sådan at de “vilde dyr”, især rådyrene, men også de “husholdte” dyr; heste, køer, grise, får, geder, høns, gæs, ænder osv. ikke forgreb sig på det, man dyrkede af grønne sager. 

For det var nemlig vigtigt, at det dyrkede kunne give næring til gårdens beboere: Husfruen, husbonden, bedsteforældrene (dem der stadig levede), alle børnene, deres eventuelle kærester, karle, piger, daglejere og andre sæsonarbejdere, foruden de vejfarende svende. Så der er ikke noget at sige til, at hegnet omkring det dyrkede areal var vigtigt!

Man havde kålgårde til kål og hestebønner, løg og andre urter, som kunne vokse her højt mod nord. Og man havde abildgårde til æbletræerne og de andre frugtbærende træer og buske.

I MIN HAVE
I min lille villahave har jeg valgt at hegne den del af haven ind, hvor jeg dyrker urter. Og det er faktisk samme hensigt som landbofolket har haft de sidste mange årtusinder; at holde interesserede dyr ude af bedene med de urter, som jeg selv gerne vil nyde. I min have er det hønsene, der nærer en særlig interesse for “det dyrkede”.

Og så at se de andre komme stormende og se sig forvirrede omkring? Guld? Og så gå i gang med at skrabe.

For selvom de bor i et fint og dertil indrettet hus og gård, så får de jo lov til at føjte omkring i haven og hygge sig. Der findes nemlig ikke noget bedre end en glad høne, der klukker og fortæller de andre, at her fandt hun altså guld! Og så at se de andre komme stormende og se sig forvirrede omkring? Guld? Og så gå i gang med at skrabe. De skraber over alt og er ud over at de støvsuger haven for dræbersnegle og andet kryb, så praktisk anlagte, at de også holder ukrudt nede.

De skraber i jorden og ind i mellem står planterne om kammen på dem. Desværre kan de jo ikke se forskel på hvad der er krudt og hvad der er ukrudt, så når jeg lige har sået og luget og vandet og gravet og revet og priklet og udplantet, er der egentlig ikke noget bedre end at komme og hjælpe mig! De kære madammer! Så nu er der altså kommet et hegn op, som skaber aflukke, rum og helle. For urterne på den ene side – og for mine høns på den anden. Nu kan de mosle i fred for deres hønemor (der ellers kom farende med kosten og jog dem væk). Når der er områder i haven, hvor jeg netop har tilplantet eller flyttet en plante (dét er der, for jeg ombestemmer mig jævnt hen og hele tiden) sætter jeg bare et midlertidigt trådhegn op til beskyttelse af planterollingerne indtil de er groet til.

ÆRLIGHED
Skønt det også er smukt og rummer en masse poesi at hegne med et kastanjehegn, så duede det ikke da jeg stod med det. Det måtte retur til leverandøren, fordi jeg opdagede at det stod og lod som om det var noget det ikke var: En landbohave.

Stakittet derimod er mere “kultiveret”, forstået på den måde, at der er lidt mere struktur i det. Det er fastere, mere ensartet savet, og mere lige. Skaber den ramme, som er nødvendigt rent visuelt. Til sommer, når det er blevet malet hvidt, vil det også synsmæssigt skabe en forlængelse af det hvide murværk på min nabos garage.

HER OG DER
Vi har flere terrasser i haven. Den i baghaven er vi rigtigt ofte på, da vi er mest private der. Og fra terrassen og til urtegården er der ikke ret langt, så indhegningen har også den funktion, at det skærmer lidt for alt det rod, der naturligt opstår, når man ustandselig potter og potter om og prikler og har frølinger, der skal udplantes. Det skaber et “det her ude” (i haven) og “det, der inde” (i urtegården).

INDHEGNING GIVER RO
Jeg har opdaget, at jeg rent mentalt ændrer sindsstemning, når jeg træder ind ad havelågen til min urtegård. Der falder en usigelig ro over mig blandet med en årvågenhed og opmærksomhed. Er der kållarver på spil? Hov, jeg skal da have luget omkring løgene, ups, der er da brug for vanding osv.

Jeg opdager at jeg er i mit rette element. Omsluttet og alligevel den del af en større helhed, som resten af min have udgør. Dér, til gengæld, udenfor hegnet har jeg fred og tænker ikke i samme grad på “to do” som i urtegården. Der er der mere hængekøjestemning over det hele.

 

POTTER SOM “INDHEGNING”

Som det fremgår af fotoet fra baghavens terrasse bruger jeg også potter som “hegn”. For at terrassen ikke “flyder” ud i græsplænen, og for at skabe et hyggerum nær huset, har jeg omkring parasollen min “krydderurtehave”. Den kan så stå som et duftende levende “hegn”. En ramme omkring “maleriet”, som salig Fru Just sagde – det afgrænser og giver kant.

BØRN OG GIFTIGE PLANTER
Om føje tid bliver jeg mormor, og dermed åbner der sig spørgsmålet om giftige planter i haven. Da mine egne tre børn var små, var jeg slet ikke så meget havefreak som jeg er i dag, og derfor var de dejlige, toårige digitallis for eksempel slet ikke inde i loopet i mine overvejelser. Jeg nærer dyb respekt for giftige planter og har plakater hængende med dem på, som mine (nu totalt uinteresserede teenagere) dagligt går forbi. Jeg gætter på at et eller andet er sevet ind, for de lever alle i bedste velgående og har ikke så meget som vist interesse for utidigt at proppe en bælg fra guldregn eller en blomst fra stormhat i deres mund. Alligevel havde vi ikke nogle blomster og planter af nævneværdig giftighed i vores have den gang de var små.

GRØNT LYS – GÅ
Nu er jeg kommet til det punkt at jeg simpelthen ikke vil undvære blomster som digitalis og kantbæger. De får lov til at blive. Jeg mener – naturen er fuld af dem – og bliver den lille gut glad for at færdes i den, er det bedre, at han lærer, hvad der er grønt lys – gå, gult lys – må jeg?, og hvad der er RØDT lys – STOP!

Med indhegningen af urtegården er der øvrigt nu mulighed for at lære mit lille barnebarn (mens han er helt lille), at det han finder inde i urtegården må han gerne putte i munden. Det udenfor må han spørge om først. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at lade ham ude af syne, når han er helt lille, og når han begynder at trisse omkring sammen med mig, så vil vi hele tiden lære om planterne. Jeg er selv udstyret med en rimelig veludviklet såkaldt “grøn intelligens”, og har alle dage kunnet kende planterne fra hinanden – og uden at blive undervist i det. Det er jeg sikker på at den lille fyr også vil lære og have respekt for.

MEN: Børn eksperimenterer også – det er jo noget af børns spidskompetence – at prøve af og undersøge. Hvem ved, måske smager de her røde (tax)bær godt? Jeg tror det er lettere at være teoretiker end praktiker med den holdning jeg har. Nu må vi se, hvad jeg har nerver til, når jeg står med gutten i hånden. Ellers må jeg jo hale planterne op og vente til ungen bliver stor nok til at forstå og rette sig efter fornuft.


Under alle omstændigheder vil jeg lige give et link til jer, der selv har giftige planter i haven, og som står med et barn, som har mærkelige rester af røde bær eller andet i munden:

Du vil kunne genfinde dette link i andre af vores artikler om giftige planter med tiden.