“Havespor” fra forlaget Hovedland er skrevet af en havemand, der har noget på hjerte og ikke er bange for at sige sin mening. Hvis du ikke har den i reolen allerede, så læs med her og erfar, at den er et must-have, hvis du har interesse for havens indretning.


TEKST: LONE, FOTO: KJELD SLOT SAMT GENGIVELSE AF BOGEN

Jeg har besøgt Kjelds Slots skønne have på Djursland et par gange, og er meget imponeret over hans tilgang til haven. Han formår med sikker hånd at skabe de store linier, og samtidig har han flair for sammensætning af planterne, så de både fungerer i forhold til bebyggelse, haverum og geografi. Så da jeg erfarede, at han i 2006 havde forfattet “Havespor”, måtte bogen straks erhverves. Og det blev et skønt indblik i Kjelds tanker før, under og efter tilblivelsen af hans tidligere have Østertoft.

Den godt 140 siders havebog er et skønt afbræk i de mange smukt fotograferede og kunstfærdigt illustrerede havebøger, der præger havebogshylderne hos landets boghandlere i disse år. “Havespor” rummer skam også flotte billeder, men det er teksten, der er det bærende element. Kjelds ærlige og ligefremme fortælling om sin tilgang til haven med spor tilbage i barndommen er gribende og interessant. Og det bliver ikke mindre fængende, hvis man kender Kjeld fra hans i øvrigt velskrevne blog: kjeldslot.blogspot.dk.

Kjeld Slot er billedkunstner, uddannet ved Det Jyske Kunstakademi, og han arbejder i dag også som underviser på Kunstakademiets Keramiske Afdeling i Århus, kombineret med en profession som have- og landskabsarkitekt. Måske er det denne baggrund, der netop gør Kjelds udsagn interessante – at han er autodidakt udi havekunsten og ikke er et produkt af en uddannelse. Ikke desto mindre har Kjeld masser af viden at byde på, og han fører læseren et stykke ind i dette vidensunivers på en venlig og imødekommende måde.

Desuden giver han på sympatisk vis lidt af sig selv; med fortællingen om barndommens have og menneskene, der formede den, og ligeledes satte de første aftryk, der siden har været med til at forme Kjeld som havemand.



  
ØSTERTOFT
Bogens bærende element er dog den udførlige beskrivelse af Kjelds tilgang til haven ved huset Østertoft – en villa opført i 1923 som en “otiumbolig for en i byen velanset familie”. Inden Slot-familiens overtagelse, havde villaen haft en lidt omtumlet og forsømt tilværelse.

Fortællingen fanger, hvordan han har udtænkt kombinationen af sin families haveønsker med de havespor, der er på stedet, kombineret med en vigtig renovering af huset i respekt for arkitekturen. Læs om begrundelsen for den respektfulde istandsættelse og dermed også udskiftning af husets vinduer på baggrund af fotografier fra tidligere tider. Begrundelsen for det valgte er selvfølgelig grundigt beskrevet; om vinduerne, gennem hvilke man betragter sin have så ofte. Og om, at det netop også derfor er så afgørende at husets og havens stil harmonerer.

Haven er dermed komponeret med en stærk skelen til husets arkitektur, og målet har dermed været at skabe en have, der passer til og fremhæver husets kvaliteter i stedet for at afvise eller overstråle det, som man kan risikere, hvis ikke de to elementer afstemmes.

HAVERUMMENE
Havespor rummer en beretning om udviklingen af haverummene ét for ét. Baggrund for valg af stilarter, materialevalg, geometrier, plantevalg, vand, sortering i eksisterende træer mv.

Beskrivelserne omfatter bl.a. Gårdhaven, Parterrebedet, Morgenterrassen, Skovhaven, Damhaven, Urtehaven, Måneskinshaven mv. Alle beskrivelser er smukt understøttet af fotos, men igen er det baggrundsviden og spekulationer omkring valg, der er det bærende og interessante, og det der afviger fra “de kulørte” havebøger.

URTEHAVEN
Et af de haverum, der særligt fangede min interesse var Urtehaven og beskrivelsen af, hvordan han netop “knækkede koden” på løsningen af havens geometri og omlægning af terrænet. Haverummet følger det, han kalder “en stram plan med løse streger”, og billederne i bogen afspejler at planen har ramt plet.

ELEMENTERNE
Udover beskrivelserne af haverummenes opbygning rummer bogen også fortællinger om valg af elementer som fx belægningerne – om granit, beton og tegl mv.

Og som ekstra bonus – eller mest for sjov, som Kjeld skriver – er hans favoritplanter indenfor kategorier som træer, buske, klatreplanter, stauder, løg og sommerblomster beskrevet.



Alt i alt er “Havespor” en skøn havebog, der kan give masser af inspiration til erfarne som nybegyndere udi havekunsten. Og så er det ikke mindst en kyndig og ærlig beretning, der for en stund lukker læseren ind i Kjeld Slots skønne haveunivers.

Og som bonus kan vi oplyse, at bogen kan erhverves for den spinkle (for spinkle!) sum af 50 danske kroner, så jeg vil anbefale dig at fylde din vinterverden med lidt af af Kjelds univers og nyde armchair gardening af høj kvalitet i selskab med “Havespor”.

Titel: Havespor
Forfatter: Kjeld Slot
Udgivelsesår: 2006
Sprog: Dansk
Forlag: Hovedland
Fotos fra bogen er gengivet med tilladelse fra Kjeld Slot.