I dag skal du med under varme himmelstrøg. Her hvor duftene beruser og hvor farverne forfører. Og det bedste ved det hele er at du ikke engang behøver at iføre dig solcreme og klipklappere. Så bliv endelig siddende, slå fødderne op i sofaen og sæt dig godt tilrette, for i dag skal du med til De Kanariske Øer.


TEKST & FOTO: KARINA
Midt i Puerto de la Cruz ligger Jardin de Orquideas, som er den ældst bevarede have på Tenerife. Hele 230 år har haven på bagen, og gennem tiden er den blevet besøgt af en lang række kendte og historiske profiler. Det smukke anlæg rummer en flot samling, både hjemmehørende og subtropiske planter, for ikke at forglemme alle orkideerne.

 

Jardin de 0rquideas blev grundlagt i 1774 af den engelske købmand Mr. Archibald Little. Derfor kendes orkidehaven også under navnet Sitio Litre, Little’s have.

I haven findes en række huse som alle er skabt ud fra lokale byggeskikke. Det ældste hus blev bygget i 1730, og blev brugt som kloster indtil den engelske købmand overtog grunden. Haven omkring det gamle klosterhus blev anlagt i engelsk stil, og selve huset blev omdannet til et refugium for særligt inviterede gæster.

Sidenhen blev Sitio Litre opkøbt af Mr. Charles Smith, hvis familie med deres tiltag fortsatte den engelske opskrift. Efter Mr. Charles Smith forblev ejerskabet i familien i generationer, og haven blev udviklet i familien Smiths regi i godt 140 år.
















Jeg vil tro at dette smukke og interimistiske udekøkken stammer fra familien Smiths tid. Skønt er det ihvertfald.  

 

Orkidehaven er gennem tiden blevet besøgt, af en række prominente gæster, blandt andet, den botaniske malerinde Marianne North, som boede i havens hacienda i 1875. Hendes mange portrætter fra haven vidner om, at anlægget ikke har ændret sig meget siden da.

Også William Wilde, faderen til den berømte forfatter Oscar Wilde, har besøgt haven. Det samme har Sir Richard Burton, som nok er mest kendt for sine oversættelser af The kamasutra, The perfume garden, og 1001 nats eventyr fra arabisk til engelsk.

I 1927 besøgte også krimi-forfatteren Agatha Christie haven. Det menes at det var i orkidehaven hun blev inspireret til at skrive novellen The Mysterious Mr. Quinn.

Gennem tiden har mange forfattere medbragt de seneste publikationer fra deres hjemlande. Det er også derfor at den lille botaniske have i Puerto de la Cruz er blevet til et af øens vigtigste biblioteker.




Den skønne bourgonvilla er ret udbredt i Spanien – også i denne have var der smukke eksemplarer. 

Orkideerne er et kapitel for sig og med de over 350 forskellige af slagsen er der nok at bruge tiden på.

Den lille have huser også en lille udendørs café, hvor man kan få kølet ganen med en kold lemonade eller slukket kaffetørsten i en lille espresso – selvfølgelig i selskab med et dejligt stykke kage.

Dertil har haven også en lille butik, hvor man kan købe alt fra frø og planter til postkort, bøger og alverdens memorabilia.

 

Det var også i den lille butik jeg erhvervede mig et par poser frø fra den underskønne paradisblomst / Strelitzia reginae. At frøene aldrig blev til noget, behøver vi ikke komme nærmere ind på.
Den iøjnefaldende plante fås også i en smuk sort/hvid kombination, som er mindst ligeså betagende som den mest udbredte orange.

 

Det gamle drageblodstræ, som I ser her, menes at være et af de ældste eksemplarer i verden. Når man ser på træet forstår man måske nok hvorfor det har fået navnet Dracaena drago, for den ligner i sandhed en drage.
Når harpiksen kommer i kontakt med luften bliver det blodrødt, og derfor kalder man det også for drageblod. Samme “drageblod”, bliver for øvrigt brugt til at rødfarve det træ, man blandt andet bruger til Stradivarius violiner.


I 1996 overtog forretningsmanden John Lucas stedet, og det var også ham der besluttede at åbne haven for offentligheden, og sådan kan vi nu også opleve denne vision af en have.
I kan finde flere informationer på havens egen hjemmeside, hvor åbningstider og adressen også er oplyst.