Purpursolhat og storkenæb hører bl.a. til den type af stauder, hvis frø kræver kulde for at kunne spire. Men det skal man ikke lade sig afskrække af. Det behøver nemlig ikke at være så besværligt, og du kan stadig nå at så dem nu.


TEKST & FOTO: SIGNE

Da jeg overtog min have, var der stort set ikke andet end græsplæne, og der var lang vej igen til de bugnende staudebede, jeg gik og drømte om. Det krævede dog ikke den store hovedregning for at kunne gennemskue, at det kunne have lange udsigter at få råd til at fylde haven op med færdige planter fra diverse planteskoler. Derfor var tanken om at så dem selv ret nærliggende – en oplagt mulighed for at få en masse planter for meget få penge.

Jeg kastede mig derfor over diverse frøhjemmesider og bestilte bl.a. en lang række forskellige staudefrø; purpursolhat, lupiner, rølliker, ridderspore, moskuskatost, violfrøstjerne, klokkeblomster, forskellige storkenæb mm.

Mange af dem var lette at gå til for en nybegynder som mig, og de kunne forspires i foråret eller sås direkte i bedet. Men et par af dem (bl.a. purpursolhat og storkenæb) hører til den gruppe af frø, der kræver en kuldeperiode for at kunne spire. De kaldes for kuldekimere.

Disse kuldekimere såede jeg midt i januar, da jeg modtog dem med posten, og jeg stillede blot såbakkerne ud på terrassen under tagudhænget. Omkring 1. marts, da jeg så småt skulle i gang med at så de andre frø, kom jeg i tanke om dem igen og hentede dem fra terrassen og ind i varmen, hvor hele banden i løbet af kort tid begyndte at spire.

På grund af denne succes, har jeg aldrig tænkt på disse kuldekrævende stauder som specielt besværlige at så, og jeg håber at min lille fortælling her kan være med til at give andre blod på tanden, for nogle af de skønneste stauder hører netop til denne kategori.

Så opfordringen herfra skal lyde: Lad dig ikke afskrække af at de kræver kulde. De kan med fordel sås om efteråret, men du kan stadig nå at få dem sået nu, hvor det er vinter. Stil dem udenfor (under et tagudhæng eller i drivhuset, hvor de ikke drukner, når det regner), og tag dem evt. ind igen til marts, hvor de kan kickstartes i en varm vindueskarm.

Nu er det ca. tre år siden jeg såede de første frø, og store dele af græsplænen er ved at blive omformet til de staudebede, jeg gik og drømte om. Det ses selvfølgelig ikke så tydeligt på denne årstid, men jeg ved at alle mine dejlige frøsåede stauder ligger lige under overfladen, klar til at forskønne min have, så snart de lune forårsvinde igen begynder at blæse ind over landet. Og jeg er rigtig glad for, at der blandt dem også er bl.a. purpursolhatte og storkenæb.