ANNONCE

søndag den 20. januar 2013

SÅ DIN EGEN CHILI

TEMA: CHILI

Når man spørger Conny fra Nykøbing Sjælland, så er den allerstørste faldgrube ved at så chili, at det griber om sig!

Læs med her om, hvad hun har af fif og idéer.

TEKST & FOTO: CONNY OG MARIANNE







At så chili er en beskæftigelse, der kan nydes året rundt, men her i det høje nord, giver det mest mening at gøre det om vinteren. De har nemlig en ret lang tilvæksttid. Vælger du at bruge vinterens mørke til at så, skal de have tilskudslys, men ellers er det bare at gå i gang. De spirer som regel efter 5 - 10 dage, men nogle sorter kan være op til 5 uger om det, så det er en god idé at så lidt forskelligt.

Der  er ikke så meget fikumdik ved dem. Vil du bare eksperimentere lidt, kan du tørre nogle frø fra en chili, du har købt og så dem. De har sædvanligvis en pæn spiringsprocent. Ellers findes der mange gode udbydere af chilifrø, særligt her på nettet. De kan vokse både i en vindueskarm, på altanen, i haven eller i et vækst- eller drivhus.

I redaktionen har vi ikke den helt store erfaring, og derfor har vi dels undersøgt hvordan Camilla Plum gør, dels taget Conny Sørensen i hånden og bedt hende om nogle fif.

Conny startede sidste år med at så 150 sorter, hvilket selvsagt var alt for meget. I år har hun "begrænset sig" til 70, og i skrivende stund har hun 135 planter, fordelt på 62 sorter. Conny vil i år kun beholde én af hver sort (og det giver jo immervæk en del potter) og så forærer hun resten væk til familie, naboer, venner og bekendte.

Når vi spørger Conny, hvad det er der gør chili så fantastisk, siger hun: "At det griber om sig og man bliver afhængig. Både chiliplanten og dens frugter er så smukke. De kan sås året rundt, men jeg selv er blevet vild med dem, fordi det er så livsbekræftende at se noget spire, gro og trives". Og særligt om vinteren hvor der ikke er så meget andet, der spirer, giver det mening.





Lad os høre, hvordan Conny og Camilla gør:

Hvornår skal de sås?
Har man plantelys, kan de sås hele året. Hvis man ikke har købt en såkaldt LED-lampe, kan man vente til midt/slut februar eller i starten af marts, og så dyrke dem i vindueskarmen uden at de bliver ranglede. De har nemlig en lang/langsom tilvækstperiode. Nogle mennesker starter allerede i november/december med at så, og så kan de gå i gang med at potte om anden gang nu.


Hvad der det der LED-lys for noget? 
I gamle dage fandtes det man kalder for dagslyspærer. I dag er det LED-lys. De bruger ikke ret meget strøm, kan købes i et supermarked, hvis det bare er et par potter, du vil give lys, men ellers kan du købe det i diverse frø- og planteshops på nettet. Det er en hel verden for sig, og hvis du vil sætte dig ekstra ind i det, kan du finde mere information om lamper og lys bl.a. her, hvor én af chili-"koryfæerne" Anja Egeriis forklarer det: "Led for ikke-nørder". Kort fortalt er der både blåt og rødt lys i sådan en lampe, så planterne kan vokse. Det har noget med lysbølgerne at gøre og giver altså et ret sært lys i dagligstuen, skulle vi hilse og sige.

SÅ har du et rum i din bolig, hvor du ikke opholder dig, kan du dedikere det til din chilidyrkning. Så kan du have dit tilskudslys kørende i de ca. 16 timer, der er brug for det. Det er en god idé at sætte en "timer" til din lampe, for chili skal som alle andre planter (og mennesker) have mørke/hvile i omkring 8 timer.







Er det ikke drøndyrt med tilskudslys?
Selve lamperne kan godt løbe op i 400 - 600 kr., men du kan såmænd sagtens komme til at give omkring et par 1000 for en lampe. Så har den kraftigere lys og spreder det over en større flade, og kan dermed give lys til flere planter. Under sådan en lampe kan du jo også genstarte dine pelargonier og andet, du har haft til vinteropbevaring. En LED-lampe kan holde til mellem 30.000 og 50.000 timer og bruger for ca. 3,5 øre i timen. Så forbruget er ikke værd at tale om og holdbarheden batter.


Så sår vi
Strø frø ud på jorden i et tyndt lag - ca. 3 - 5 frø i hver potte. Fjern de svageste, når de er spiret (brug en neglesaks til at klippe med i stedet for at hive. Så undgår du at forstyrre rødderne - og dermed de blivende planters vækst. Så har du en eller to spirer i hver potte, som så kan prikles om. Pak dem ind i en plastikpose med huller i, så der kan komme ilt til potten. Du kan også bruge et minidrivhus. I denne fase kan de godt stå mørkt, men til gengæld helst lunt. Såkaldt stuetemperatur på 20 - 29 grader er godt.

Når de er spiret, skal de frem i lyset. Hold dem fugtige, men ikke våde. Når planterne har fået de første rigtige blade efter kimbladene, kan du prikle dem om - f.eks. i avispotter. Pot løbende om under tilvæksten. Kik i bunden efter rødder, og når du kan se dem,  skal de videre i en større potte. Lad være med at springe over og give dem en alt for stor potte. Deres vækst (det gælder stort set alle planter i den fase) kan gå i stå, hvis de kommer op i en for stor potte.

Det er en fordel, at de efter deres første rigtige bladpar flyttes til et køligere rum (eller at du sænker temperaturen i det rum, de står i. På den måde undgår du at planterne bliver ranglede. Men sørg for at temperaturen ikke kommer under 12 grader, for det kan de ikke lide. Så skal de sådan set bare vokse støt og roligt. Når de begynder at blomstre skal du til at buske planten, og sikre at den sætter rigtig mange blomster. Det kan du læse mere om i artiklen om pleje af chili.


Vil du vide endnu mere, så kig med i vores kommende artikler med chili-links og litteratur.

4 kommentarer:

  1. Tak for igen et godt tema - vil man læse mere om chili er her en god side at besøge: www.gourmethaven.dk/artikel/vis.php?id=73

    Bemærk at der er flere links nederst på siden du kommer til

    SvarSlet
  2. Hvem der bare lige havde sådan en lampe...nuuuu!
    Hilsen Pia

    SvarSlet
  3. Lige en hurtig herfra - de rigtige plantelamper kan ikke købes i supermarkederne. Her skal man have fat i en specialforretning - prøv at google "LED plantelys" - så dukker der forskellige muligheder op.

    Jeg kunne godt linke til nogle forhandlere - men er det ok at gøre her?

    Mvh
    Anja

    SvarSlet
  4. Hej Anja - selvom det er et år siden du spurgte - jeg må have overset dit spørgsmål... Nej, det er fint, at du sprang links over her. Men du har jo anbefalet Onkel (Google) og "ham" kommer man jo langt med. Ellers må man over i "Danske Chilientusiaster" på Face Book.

    Hot Smil fra M

    SvarSlet

ANNONCE