Vi vil gerne starte med at bringe en advarsel: Ugens tema kan virke stærkt vanedannende. Både at så, dyrke, pleje og i høj grad også at indtage. Velkommen til en rejse ind i chiliens verden.


UGENS LEDER: MARIANNE

Der er masser du kan så her om vinteren (stauder f.eks.), men der er ikke så mange små spirer at følge med i, hvis ikke man har et opvarmet væksthus. Og når det nu er noget af det allerdejligste, så må vi jo gøre noget ved det. Denne kriblende, boblende glæde, der fylder hele kroppen og sender godt humør helt ud i tåspidserne, når man har øjnet små grønne nakker nede i jorden. Den skal vi alle have mulighed for at få.

Og det kan du med chili! Chili kan nemlig dyrkes hele året, og har du tilskudslys en vindueskarm (eller et rum) til formålet, så er det bare at gå i gang. Har du ikke tilskudslys, så kan du begynde i slutningen af februar og bruge tiden nu til nøje at udvælge, hvilke sorter du vil give dig i kast med.

Men pas på, for starter du først med at dyrke chili, er der stor sandsynlighed for at du kan blive afhængig af det. Det er nemlig noget af det allerbedste til at jage vinterdepression og haveabstinenser bort med – at have sådan nogle småpus at gå og pusle om.

Chili? Er det ikke kun for folk, der kan lide at det gør ondt når de spiser?

NEJ! Det er for folk, der kan lide smukke, graciøse planter – folk, der
holder af planter der dufter – folk, der kan lide at dyrke sine egne
urter, og folk, der kan lide at lave mad fuld af smag.

For en stor del af sorterne gælder det naturligvis at de har meget styrke, men du kan sagtens dyrke de milde og halvstærke. Det vil give mad med riv i, og du kan jo starte lidt forsigtigt. Jeg har gjort den
interessante opdagelse, at når man jævnligt spiser chili, vænner man sig gradvist til mere og mere varmefornemmelse. Sorter, som jeg for et år siden omtalte som djævelsk, brændende stærke, dem spiser jeg nu med største velbehag.

Mange mennesker bliver rigtigt glade for en chiliplante som gave. Min egen datter og hendes forlovede har en plante, som er blevet til et helt træ, stående i deres køkkenvindue inde på Bryggen. De er glade for den og glæder sig til at en ny sæson er på vej. Så indendørsdyrkning er også en mulighed.

Skal man have særlige evner og kompetencer som chili-havemenneske? Næh, det synes jeg ikke. Jo, én, men det gælder faktisk al dyrkning: Vær god med skiltningen! Jeg kom et par år til at skrive på ispinde (det så så økologisk ud) men nix, den duer ikke. Og det er altså drønærgerlligt at miste overblikket over navne og sorter, når man bare interesserer sig en lille smule for det. Så frem med den permanente pen og et hvidt skilt til at skrive på. Plastikbestik eller opklippede persienner kan også sagtens bruges.

Rigtig god fornøjelse!

 

Lederen er alene et udtryk for skribentens personlige holdninger og betragtninger.