ANNONCE

onsdag den 2. januar 2013

TRYLLEDRIK TIL FORKØLEDE HAVEFOLK

VELVÆRE

Hvis der er noget, vi bare IKKE har lyst - eller tid til - så er det at blive forkølet. Her kommer en række brugbare, lindrende urter. Direkte fra din have. 

TEKST & FOTO: MARIANNE






Kast et blik ud i haven, grib saksen og klip af dine urter inden frosten sender dem i knæ. De kan lindre dine forkølelsesgener, hvis de er på vej. Frem med guldseglet og druidedragten. Det er meganemt!

Jeg husker med al tydelighed at jeg som barn blev henvist til et stort fad med dampende kamillete og et håndklæde, jeg værsågod havde at blive siddende under når jeg var blevet forkølet. Det var en helt særlig oplevelse at sidde der og næsten ikke kunne holde det ud - men det var skønt igen at kunne få vejret. Og så hjalp det at høre en historie imens.

Kamille er ikke det eneste, der kan hjælpe dig. Det er der mange af de urter du har i din have, der kan.

Hvad med timian, salvie eller hvidløg?



Hvis du ikke har dem, eller hvis du ikke kan nænne at grave dine purpursolhatte op og anvende deres rod til tinktur (det kan jeg ikke) - så kan du vælge at købe ind i en urteshop eller en helsekostforretning.

Dampbade kan laves på hvad som helst, men nogle urter har indbygget, slimløsende effekt. Timian, rosmarin, mynte eller salvie, f.eks. Tørrede urter dur også fint. Eller hvis du har dem stående i dit urteapotek som æteriske olier, så dryp en eller to dråber i - ikke mere, ellers bliver det for kraftigt. Ikke at du vil tage skade, men så er der ikke nævneværdigt rart, der under håndklædet.

Og hvidløg? Det har alle i huset. Det virker, hvis du spiser meget af det i din kost. Dels holder folk sig på behørig afstand (og du bliver derved ikke smittet af dem), dels opbygger du dit immunforsvar, så du undgår at smitten "bider" sig fast. Er det sket, så ty til denne her:

Honning og hvidløgsskefuld:
450 g honning
2 hele hvidløg delt i pillede fed

Stød fedene med noget af honningen. De skal blive "glasagtige/genemsigtige" og når de er det, kan de blandes i resten af honningen. Jeg selv støder lidt ad gangen, ellers bliver det uhåndterligt. Bland og stil arrangementet på køl. Et fadebur er fint, men det er de færreste, der har det nu om dage. Desværre! 

HVORDAN BRUGER DU DET SÅ`
Er du rask med en smule forkølelse på vej, skal du indtage 1 teskefuld dagligt indtil du er ovre generne.  Er du allerede blevet drønhamrende forkølet, så snup 2-3 teskefulde dagligt.

Både honning og hvidløg er kendt for deres antiseptiske virkning. Det kan virke som en underlig blanding, og det er det ærligt talt også. Hvis alting stritter på dig, når du står med skefulden og skal til at køre den ind, så bland den op i en kop stærk urtete og et skvæt citron. Den kan drikkes og virker både kold og varm.

HYLDEBÆR
Har du hyldebær (ikke blade) i dine gemmer, enten i form af hyldebærsaft eller hyldesuppe, så FREM med den! Hyld gemmer på alt det, det nordiske folk i årtusinder har vidst om forkølelseshæmmende stoffer. Ja, man har sådan set ikke kendt ret meget til stofferne, som sådan. Det er bare gammel viden om at den virkede, der er gået fra mund til mund, fra generation til generation. Fik du imidlertid, som jeg, ikke nået at høste bær i år, så findes det som suppe i de velassorterede supermarkeder i frossen stand.

TOP 10 URTELISTE:
Echinacea Purpurea
Hvidløg
Hyldebær
Timian
Ingefær
Kamille
Salvie
Mynte
Anis
Brøndkarse
    Du kan lave te, tinktur eller suppe af dem alle - og både på friske og tørrede urter. Bruger du de friske, så sørg for at rense dem godt under vand. Lad i øvrigt vandet stå lidt efter du har kogt det, og inden du hælder det på. De æteriske olier udvikler sig bedst ved omkring 90 grader. Hvor længe du vil lade dem trække er en smagssag, den øges med tiden. Jeg selv lader friske urter trække i 4-5 minutter med et lille glaslåg over koppen for at holde på alle olierne. Tørrede urter er mere koncentrerede og skal ,afhængigt af din smag, trække i kortere tid. Du kan evt. fylde dem i en tepose i stedet for at lade dem flyde rundt i glasset. Men ellers er det her tesien eller teægget gør sit.

    Og lad så være med at tage mere end 3 kopper/krus om dagen i din forkølede periode (max. 5 - 8 dage). Brug din sunde fornuft. Du ved; for lidt og for meget fordærver alt!

    God bedring!

    PS. Selv spiser jeg i vinterhalvåret ekstra D-vitamin, fordi jeg ikke kommer så meget ud (og får sollys) som jeg plejer. Desuden er det godt at have varme fødder.




    Litteratur: 
    Ceres Esplan: Helbredende Urter, Vitskøl Kloster, Forlaget Hernov
    James A. Duke: Det grønne apotek, Forlaget Aschehoug
    Non Shaw: Urtemedicin, en illustreret guide, Forlaget Köhnemann

    6 kommentarer:

    1. Uhm og skål! Rart med noget sundt for kroppen ovenpå en jul, der ikke har skortet på lækkert til ganen og maven. Måske det har indflydelse på, at vi bliver mere syge i dec-jan?

      Fadeburet eller viktualierummet snakkede vi netop om i julen; vi brugte det udendørs, isolerede værksted til mad og drikke-opbevaring. Hvis vi skulle bygge nyt hus, ville et viktaualierum stå højt på ønskelisten. Mine forældre og min farmor havde det, og jeg savner det ofte.

      Kh Gitte Medom Kjeldsen

      SvarSlet
      Svar
      1. Hvor er det sjvt du skriver det, Gitte! Jeg går selv og drømmer om et rigtigt viktualilerum. Vi har en kølig afdelilng i vores fulde kælder, men dér står jo alle mine overvintrede planter, så der er absolut ikke en krittemilimeter plads til grøntsags-/madopbevaring.

        For de (grøntsagerne) er jo også en ekstra kilde ti vitaminreserverne, som der jo nok tæres på i den kolde tid.

        Slet
    2. Åh ja de gamle huskeråd, dem skal man ikke kimse ad. Jeg er så heldig at være udstyret med en læge, der hellere deler ud af disse gode råd, istedet for at uddele piller, klog mand! Jeg tror nok, at min interesse i lægeurter og krydderurter i det hele taget, er hans bekomst. I mange år har jeg også haft min egen Bibel 'Mad din mirakelmedicin' og brugt den flittigt til både helbredelse og forebyggelse, men den har også lært mig at spise varieret af de forskellige grøntsager. Faktisk kan vi med lidt sund fornuft og intuition nå rigtig langt, når vi altså lige kan få tid til at lytte til os selv og vores krop.
      Tak for et inspirerende indlæg :o)
      Vibeke

      SvarSlet
      Svar
      1. Klog læge, du har dér. Så heldig er jeg ikke. Ved ikke hvor min interesse er blevet "sået" henne. Den startede da jeg var meget ung. Omkring 10.

        Dén bog må jeg da have fat i! Det er ellers ikke fordi jeg mangler, men den lyder god! (Det er som regel det enkle og det, der lilgger mest ligefor,der er mest fornuftigt).

        Jeg tror egentlig også (nu vi taler om det) at jeg vil genopælive min ungdoms grøntsagssupper. Det forlyder jo fra pålidelig kilde, at man ligefrem kan blive slank af det. ;)

        Og både, glad, sund og slank, det er et vidunderæg af de bedre.

        Slet
    3. Tak for gode råd Marianne. Vi er i gang med echinacea her i huset, og nu vil jeg gå ud og hente citrontimian og salvie til en kop te.
      Kh
      Lisbeth

      SvarSlet
      Svar
      1. GOd tur, Lisbeth. Og god bedring til jer begge to!

        Slet

    ANNONCE