Vinteren er det perfekte tidspunkt, hvis du gerne vil vurdere din haves grundform. Vi giver her lidt inspiration til dit arbejde med vinterhaven.


TEKST & FOTO: LONE
Om vinteren, hvor alle de frodige stauder er visnet ned og de løvfældende buske og træer står med nøgne grene, træder havens skelet helt tydeligt frem. Har du hang til den arkitektoniske have, er det nu tid til at se på haven med kritiske øjne – holder formen eller trænger den til en opstramning?

En af løsningerne på en trist vinterhave kan være brug af indvendige hække i haven, evt. kombineret med belægning for etablering af tydelige rammer i havens rum. Vi har været på havebesøg for at få inspiration.

Haven, vi besøger denne kolde vinterdag, er en staudehave, der ligger som en del af Mindeparken i Århus. Haverummet er rektangulært i sin grundplan med yderste rektangel i brede bøgehække kun afbrudt af nicher som hjemsted for de markante, hvide bænke, hvor der er mulighed for et stille hvil og nærmere besigtigelse af haven.

mindeparken aarhus
Indenfor den omkransende bøgehæk ligger et nyt rektangel bestående af mørke betonfliser, der er afgræsningen mod det inderste haverum.
mindeparken aarhus
Det inderste haverum rummer et krydsende stisystem med tværgående hække og et smukt vævet tæppe af stauder. Stauderne står på dette tidspunkt af året med de fine, visnede staudetoppe og skinner som ædelmetaller i solen.
mindeparken aarhus
mindeparken aarhus
Ved kig fra den ene ende af haven (se herunder) ses det sirlige system af hække og stier, der fylder haverummet. Hækkene er – som den yderste hæk – bøg, og farverne er her i vintersolen flotte kontraster til både den omkringliggende grønne plæne og de mørke betonfliser. Bøgens vinterfarver spiller smukt sammen med staudernes gyldne frøstande, mens de grå staudetoppe skaber sammenhæng.
mindeparken aarhus
Ved kig på tværs af haven ses helt tydeligt de smalle stier, der opdeler haverummene, og det fremgår hvordan bøgehækkene er placeret forskudt for de tværgående stier, hvorved der skabes en særlig dynamik på trods af de meget stringente former.
mindeparken aarhus
mindeparken aarhus
Bedene er jo som udgangspunkt rektangulære – kun brudt af den bølgende sti i midten, der går på langs af hele haverummet – og er sammensat i en kombination af stauder, buske og mindre træer.
mindeparken aarhus
De få, men velvalgte, buske og træer har smukke former, grenstrukturer og -farver, der kommer til deres ret her i vinterhalvåret.
Her til højre ses en knudret troldhassel, som flere nok vil mene netop er allersmukkest i vinterhalvåret.
Herunder et kig på skrå hen over de indre stier og smukke staudetoppe, der lyser op i aftensolen. Mens kig langs de brede stier vidner om rette linier og skarpe strukturer, giver kig på skrå af rummene indtryk af frodighed og dynamik.
mindeparken aarhus
Nogle steder er det de gyldne toppe der giver farver – andre steder som her de grå staudetoppe. På denne måde er der en variation på grund af stauderne både sommer og vinter.
Der er mange indtryk fra denne have, der kan give input til arbejdet med den private have. Det kan være brugen af hække, stiforløb, placering af bænke, bøgenicherne, placering af små træer i staudebedene etc. Måske er her også et enkelt element, der hjælper dig videre med din vinterhave?
mindeparken aarhus
Vi vil komme tilbage til haverummet på en anden tid af året og se på, hvordan kompositionen virker på dette tidspunkt – måske i foråret eller i højsommeren.