Mange havemennesker lider af vinterdepressioner eller kommer i hvert fald i nærheden af dem, når lyset svinder og kulden trænger sig på. Naturen er en god læremester. Den ved altid bedst. Lad os tage dens overlevelsesmekanismer til os.


TEKST: MARIANNE, FOTO: SIGNE & MARIANNE

Når lyset ved vintertide svinder på den nordlige halvkugle kryber dyr og planter i vinterhi. Moder Jord kalder på sig og sine, og for det blotte øje dør alle småblomster og kryb. Med vores forstand ved vi, at det blot er for at vende tilbage igen, når hjulet drejer og foråret sender nye spirer frem under bladmulden – enten fra frø, løg eller fra rod. Men for en sart havesjæl ser det ud som den visse død. Og på sin vis vækkes en indgroet, og måske ubevidst, angst om vores eget endeligt. Vi trænes år for år, men til stadighed er det en udfordring for os at huske på, at tiden er rund og at alt vender tilbage.

Det er ikke kun naturen, der går til ro om vinteren. Den menneskelige hjerne er jo også påvirkelig for lysets langt lavere intensitet, og mange af os fryser i krop og sjæl. På milde dage – som dem vi har lige pt. – kan vi igen finde ro i sjælen og komme lidt ud og rode i haverne, hvis vi er emballerede godt. For det er unægtelig vådere og koldere end på en mild forårsdag. Og det er livgivende bare at opholde sig ude et kvarter til en halv time dagligt, også om vinteren. Netop i disse dage kan vi faktisk både flytte roser og stauder, luge og klippe hæk, hvis vi skulle få de lyster, og absolut ikke kan holde os i ro. Men vi kan også bare gå lidt rundt og tilse og lægge mærke til – ja, nyde den mindste forandring.

I tidligere tider kunne man ikke så meget om vinteren. Hverken ude eller inde. Det var mørkt, tællelysene og kulden satte deres naturlige begrænsninger for udfoldelserne. Sådan er det ikke længere. Gudskelov for det, kan man sige. Fremskridt er …fremskridt. Men på mange måder er det ærgerligt, at det moderne menneske i Norden i det 21. århundrede ikke går i vinterhi. Kravene til det arbejdende folk er, at vi skal præstere og være topeffektive på jobbet. Uanset om vi kan lide det eller ej – 24/7. Vi holder ikke siesta midt i eftermiddagsheden, for sådan én har vi ikke her mod nord. Og vi skærer ikke ned på vores ambitioner, krav og forventninger, bare fordi det er blevet vinter.

Nogle trives fint med travlhed, det gør de fleste – i afmålte perioder. Men “det moderne menneske” halser af sted, døjer med influenza, dårlig(e) samvittighed(er), stress og jag, især om vinteren. Uanset at vores omgivelser (læs: naturen) er gået i dvale.

På HAVEFOLKET vil vi gerne slå et slag for at vi skruer en lille smule ned for aktivitetsniveauet om vinteren. Det har alle bedst af. Både dig og dine omgivelser. Eller rettere – omvendt, både dine omgivelser, alle de, der ikke har den føromtalte “vinter-havevisdom” i erindringen, og dig, der er sammen med dem.

Skru ned for blusset, tænd op i brændeovnen, lav det du holder af og som giver dig godt humør. Tag en runde i haven hver dag, grin af så mange gode film du kan komme til og gå en tur, helst hver eneste dag. Og tørster din sjæl efter forår og såning og at pusle med potter, så begynd i det små.

I perioder som denne med tø og milde vinde – kan vi gå rundt og glæde os over de mindste forårstegn. For selvom det sker i det skjulte under bladmulden, så sker der alligevel en masse.

Det er her hele Danmarks vækstlag findes.

Jeg har fundet dette skønne cirkulære årstidsdigt af Thøger Larsen, som jeg synes siger det hele. 

DE FIRE ÅRSTIDER


Foraar
Naar Nordens Lande sig mod Solen bøje,
det unge Foraar skrider over Høje.
Hun vinker Søndenvinden op at danse
og Barnet ud at binde Blomsterkranse.

Sommer
Staar Solen mellem os og Krebsens Stjerner,
i salig Søvn sig nærer Frø og Kerner.
Det næste Livets Flor det faldne følger,
og Ungdom svaler sig i Svulm af Bølger.

Efteraar
Men atter daler Lyset for vort Øje,
og Leen sabler Livet ned om Høje.
Sangfuglen rejser bort, og Græsset mørkner,
og Dyr faar travlt, før Agrene bli’r Ørkner.

Vinter
Stenbukkens Stjerner staar nu Sol bag Ryggen,
Sneriget daler ned, og lang er Skyggen.
Ved Bord og Lampe Jordens Børn sig sætter
og lukker Døren for de sorte Nætter.