ANNONCE

søndag den 6. januar 2013

VISUALISERING MED TEGNEPROGRAMMER

HAVEDESIGN

Jeg har haft stor glæde af at bruge tegneprogrammer på min computer, når jeg skulle i gang med et nyt haveprojekt. 

Her kan du se et par eksempler. Og det behøver ikke at være så indviklet.

TEKST & FOTO: SIGNE



Det kan nogle gange være rigtig svært at skulle forestille sig, hvordan ens nyeste haveidé egentlig vil komme til at se ud i virkeligheden. Her har computeren været en stor hjælp for mig, for selv med få streger i det simpleste tegneprogram, har jeg kunnet få en ret god idé om, hvordan det færdige projekt ville komme til at se ud - og jeg kunne lege med forskellige udformninger for at finde lige netop den løsning, der passer mig bedst. Her vil jeg give et par eksempler.

Jeg havde gået et stykke tid og overvejet, om jeg skulle lave en pergola/indramning af min gårdsplads.

Jeg havde en forestilling om, at det kunne give en rigtig god rumfornemmelse, men det var alligevel svært helt at forestille sig, hvordan det ville virke.





Derfor fandt jeg et billede frem af min gårdsplads, hev det ind i et tegneprogram, og tilføjede et par brede, sorte streger, der hvor jeg havde tænkt at pergolaens stolper skulle være.

Og vupti - nu kunne jeg se det for mig. Jeg var ikke længere i tvivl om at det var en god idé, og i dag er tegningen, som man kan se her, blevet til virkelighed.



Siden jeg flyttede ind i mit lille hus, har jeg drømt om at få en veranda. Den mangler stadig at blive bygget, men takket være tegneprogrammet har jeg allerede set den for mig.

Med verandaen var det faktisk første gang, jeg hev et billede ind i tegneprogrammet og forsøgte mig med at visualisere på denne måde.

Tegneprogrammet var et, der allerede lå på min computer (Paint). Det er meget simpelt at bruge, og jeg vil vove den påstand, at de fleste vil kunne finde ud af at bruge det til at slå et par pergolastreger, uden at have prøvet det før.

Men netop fordi det er så simpelt har det også sine begrænsninger, og efterhånden som jeg begyndte at bruge computertegningerne mere og mere, så fik jeg også lyst til at kunne mere.

Her har jeg gjort brug af visualiseringen, da jeg skulle finde formen på nogle bede, jeg ville anlægge.

På collagen her kan man øverst se et billede af bedet før jeg gik igang, og ved siden af hvordan jeg ved hjælp af computeren forestiller mig, at det kunne komme til at se ud.

Nederst kan man se, hvordan jeg gik igang med bedene. Det ligner ikke helt tegningen endnu, men ting tager tid, og hvem ved, måske kommer det om nogle år til at se ud som på tegningen - med mindre jeg selvfølgelig får andre ideer, der sikkert også vil ryge igennem et tegneprogram.

Da jeg skulle lave denne tegning, fik jeg lyst til ikke bare at tegne nogle streger, men f.eks. også at få trukket beplantningen i de tegnede bede helt ud til kanten, få tegnet træer og stedsegrønne søjler.

Når der begynder at komme så mange elementer med, så er det en fordel ikke bare at tegne det hele ud i et, men lægge det på i lag - som lag på lag af gennemsigtigt pergamentpapir, hvor man på det ene papir tegner bedkanten, på et andet tegner de stedsegrønne søjler ovs. På den måde kan man også bare skifte det ene lag ud med et andet uden at skulle starte helt forfra, hvis man nu f.eks. finder ud af, at man hellere vil have stedsegrønne kugler i stedet for søjler.

Efter lidt søgen rundt på internettet fandt jeg frem til programmet Paint.NET, som man kan downloade gratis. Det er heller ikke voldsomt avanceret, men det havde bl.a. muligheden for at arbejde med lag.

Nogle husker måske, at jeg på et tidspunkt havde et indlæg her på HAVEFOLKET om mit fiaskobed i forhaven.

Det affødte en masse kommentarer med gode ideer til, hvad jeg kunne gøre ved det. Inspireret af det, hev jeg et billede af min forhave ind i Paint.NET og gik i gang med at tegne.



Der kom et lag på, hvor jeg tegnede et stort bassin, og så et andet lag, hvor jeg tegnede noget pergola/stakit-agtigt.

Så skulle bedene udvides. Jeg udvalgte et lille stykke af bedet på billedet, som jeg copy-pastede ind en masse gange på et nyt lag, så det kunne udfylde der, hvor jeg synes bedet skulle gå til.


Så fik jeg lyst til at se, hvordan det ville komme til at se ud, når træerne om nogle år begyndte at vokse mere til.

I stedet for bare at tegne dem, fandt jeg et billede af et større træ, brugte tegneprogrammet til at skære det ud, og kopierede det over i endnu et lag på min forhavetegning.



Her er det min lille blodblomme, der pludselig har fået lidt flere år på bagen. Jeg fandt også en mere voksen udgave af min magnolie, som også blev skåret ud og fik sit eget lag.

Og sådan kan man blive ved med at lægge lag på lag på, så længe man orker.

Man kan også bestemme hvilke lag, der skal være synlige, som f.eks. her, hvor jeg har eksperimenteret med forskellige størrelser og former på bassinet.

De ligger i forskellige lag, hvor jeg kun har gjort et af dem synligt af gangen.

Det er ikke gjort på fem minutter. Til gengæld er det ret hyggeligt at sidde og lege med på en mørk og kold aften, hvor vinden rusker udenfor, mens man kan drømme sig væk i et brus af magnolieblomster.









Om min forhave lige kommer til at se sådan her ud, tør jeg ikke sige noget om. Der kan sikkert nå at komme mange flere drømme til, der også lige skal prøves af her på computeren før jeg beslutter mig. Men ved hjælp af disse visualiseringer har jeg meget bedre forudsætninger for at kunne vurdere, hvordan mine ideer kan komme til at virke i virkeligheden.

Og som sagt behøver man absolut ikke at være computernørd eller uddannet grafiker for at kunne åbne et billede i et simpelt tegneprogram og slå et par streger. Jeg kan kun opfordre til, at man gør forsøget næste gang en haveidé trænger sig på.

Hvis du kender til andre tegne-, fotoprogrammer eller lignende, der med fordel kan bruges, så lad os endelig høre om det.


12 kommentarer:

  1. Veldig spennende å leke med former og farger slik du har gjort her. Dette må prøves!

    Ha en super dag!

    SvarSlet
  2. Det er sjovt at at se dine visualiseringer og en rigtig god måde at tænke sin have på:-)
    Jeg vedlægger et link til haveselskabet hvor der er flere link til forskellige havetegneprogrammer:
    http://haveselskabet.dk/artikel/jeg-har-en-plan

    SvarSlet
  3. Hvor er det en god ide - Jeg tror jeg vil prøve det som hjælp til at finde ud af om vi virkelig skal fælde vores store birketræ...... bedre ide, jeg sætter manden til det, han kan li' at nørkle med sådan et projekt :)

    SvarSlet
  4. 1.000 tak for god inspiration - både til dig og de andre have magasin nisser ;) Altid gode idéer fra jeres side. Tak
    Hilsen Susanne

    SvarSlet
  5. For en god idé. Mette i Furulunden

    SvarSlet
  6. Nå har jeg lagt meg til som følger av bloggen din. Velkommen innom meg til deg.

    SvarSlet
  7. Hej Signe.
    Tusind tak, fordi du viser hvordan du gør. Det har jeg tit undret mig over, og jeg vil så gerne prøve at rode med noget lignende selv. Nu har jeg et sted at starte. Tusind tak for det. Jeg glæder mig meget til at se, om jeg kan skabe lige så flotte ilustrationer, som du har gjort her.
    Venlig hilsen Malene

    SvarSlet
  8. Hej Signe,
    Tak for al den skønne information om tegne/haveprogrammer.
    Det er lige til at lade sig inspirere af. Specielt at kunne lægge lag på.
    I vinterens hvile tid flyver tankerne om ens have skulle laves lidt om...:)

    SvarSlet
  9. Er lige stødt på dette 1 år gamle indlæg, men det gør ikke min begejstring mindre... :o) super vinter beskæftigelse...
    Tak for inspiration. Kh Jannie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jannie,
      Det glæder os at du kan bruge artiklen og bliver inspireret. God tegnelyst :)

      Slet
  10. Hejsa, faldt lige over dette indlæg og syntes det ser interessant ud, men hvordan skar du træerne ud? det kan jeg ikke finde frem til.. ;)

    Mvh

    Mette

    SvarSlet

ANNONCE