ANNONCE

torsdag den 21. februar 2013

FINGERBØL 'CAMELOT LAVENDER'

fingerbøl, digitalis
PLANTEPORTRÆT

Fingerbøl Digitalis purpurea 'Camelot Lavender' er vidunderlig smuk og utroligt vanedannende. Og så er den noget af det letteste at så.

TEKST & FOTO: LONE







fingerbøl, digitalisMed fingerbøl i haven hører man på varme dage den hyggelige summen af bier på arbejde, da blomsternes klokkelignende form forstærker lydene, så det er en fryd. Men fingerbøl er ikke blot en skøn biplante. Den er også - på grund af sin storslåede skønhed - toneangivende for hele det haverum, den får lov til at indtage. Det er intet under at denne plante er en "Cottage Garden" favorit. 

Denne fingerbøl - Digitalis purpurea 'Camelot Lavender' - er en høj staude på 1-2 meter med store klokkeformede (fingerbøllignende) blomster placeret på lange, oprette blomsteraks. Blomsterne, der har bordeaux indvendige fregner, kommer til syne i maj-juni efterfulgt af en mindre, gentagen blomstring hen over sæsonen, der langsomt aftager.

Modsat mange andre fingerbøl, der er 2-årige, er noget af det skønne ved denne netop, at den er en staude og derfor kommer igen år efter år. Den har dog tendens til at opføre sig som en 2-årig, hvis jorden er for fugtig, men jeg har erfaret i min egen lerholdige havejord, at det kan fremme plantens overlevelse at klippe aksene af, når de er afblomstret.

Jeg såede 'Camelot Lavender' i 2009 og faldt pladask for planten. Blomsterne er utroligt smukke og nu helt uundværlige i vores have.

fingerbøl, digitalis

Man sår dem om foråret, og allerede samme sommer er de i blomst! Året efter er der endnu flere blomster, og de står flot uden tendens til at vælte! Planterne er overvældende smukke i flok, men blandet i det blå, rosa eller purpur staudebed er de også helt fortryllende.

Fingerbøl selvsår sig ivrigt, hvis frøstandende får lov til at udvikle sig - dog ikke så det er en plage, da de små planter nemt luges væk. Man kan dog ikke være sikker på at de selvsåede frøplanter udvikler samme skønne farve, da de jo ikke er bestøvet under kontrollerede forhold, men så må man jo enten være hård med lugningen eller glæde sig over de nye farver også. Jeg har nu både hvide, cremefarvede og purpur versioner i haven udover gengangerne af 'Camelot Lavender', og flytter dem rundt, med succes, på de mærkeligste tidspunkter af året - også når de er i blomst. De skal blot vandes jævnligt, da en flytning naturligvis er lidt hård for rødderne.

Generelt er anbefalingen i øvrigt for denne type digitalis, at klippe aksene af efter første blomstring for at fremdyrke flere sideskud. Efter afsluttet blomstring anbefales det at klippe helt ned til rosetten. Desuden kan planten med fordel gødes i det tidligere forår, men det er ikke en nødvendighed.

fingerbøl, digitalis













FAKTA

NAVN: Digitalis purpurea 'Camelot lavender'
DANSK NAVN: Fingerbøl
LYSFORHOLD: Lys og halvskygge
HÅRDFØRHED: Hårdfør
JORDBUND: Almindelig næringsrig havejord. Har tendens til at arte sig som 2-årig, hvis jorden er for fugtig.
VÆKST: Opret, stiv, ugrenet vækst, der ikke behøver opbinding.
STØRRELSE: Højde 100-150 cm. Bredde 60 cm.
BLOMSTRING: Maj-juni med blomstring på sideskud indtil september
ANVENDELSE: Gode i staudebede. Blomsterne bruges til binderi
I ØVRIGT: Frøspredning er hyppig. God biplante.

ALLE PLANTENS DELE ER GIFTIGE

fingerbøl, digitalis
Digitalis er en favorit i cottagehaven.

15 kommentarer:

  1. Elsker også digitalis. Nr. 3 billede er da helt unikt, sådan som digitalisen læner sig over en allium. »Hej se mit indre har samme farve som dig«.
    Fik lige lavet en historie i hovedet, da jeg faldt pladask for det billede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Bente - de ser ret forelskede ud de to :-)

      Slet
  2. Hej Lone, hvor er det bare et flot planteportræt og nogle smukke billeder. Helt klart en fejl at jeg ikke fik bestilt denne digitalis med hjem i min frøbestilling, men det må der jo rådes bod på. Det allerbedste i dit indlæg var at læse at den er/opfører sig som en staude!

    Ulla

    SvarSlet
  3. Ja det er en rigtig smuk blomst, og billederne her er jo også dejlige. Jeg er så heldig at have "arvet" et eksemplar dog i lidt andre farver fra husets tidligere ejere.

    SvarSlet
  4. Hvor dejligt at arve fingerbøl :-)

    Da jeg for nogle år siden endelig fik øjnene op for, hvad digitalis gør for et staudebed, var jeg med ét faldet pladask.
    De er for mig helt uundværlige.

    SvarSlet
  5. Det kunne være at jeg skulle prøve staude-versionen igen!
    Det ville trods alt være lidt nemmere! De er jo skønne og som lone siger, så giver digitlis lige lidt ekstra til staudebedet!

    Kh. Mia Elvira

    SvarSlet
  6. Jeg købte for 3 år siden Camelot Rose, og den har formeret sig helt vildt i min lille have. Dens børn er alle vegne i alskens skønne farver. Jeg kunne ikke forestille mig min have uden digitalis. Utænkeligt.

    SvarSlet
  7. WAUW! Jeg er forelsket... Havde også planlagt at så digitalis i år, for første gang, men har lige et par spørgsmål, som jeg håber en af jer skønne blomsterbloggere kan hjælpe med;

    Tror I at de duer i krukker? Aååhh jeg kan jo godt gætte svaret :(
    Alternativet er min smalle række jord som jeg har op ad et sydvendt hegn. I kan måske fornemme det her på min blog http://niftybynehl.wordpress.com/2012/10/12/og-der-kom-blomster/

    Er der håb for, at jeg får digitalis i haven i år?

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det med digitalis i krukker har jeg faktisk aldrig prøvet, men jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle være muligt. Dog skal du huske at de jo kun blomstrer periodevist, så det kan måske godt blive lidt trist i den mellemliggende periode.

      Jeg har været forbi din blog og set, at du har børn i haven. Husk, at fingerbøl er giftige!
      Nu kan jeg jo ikke se/læse, hvilken type jord du har, men som udgangspunkt tror jeg fint, at de kan trives på den placering du viser, hvis du er sød til at vande dem. Og når du nu går ud for at købe frø, så husk også at ikke alle digitalis blomstrer første år som denne...

      Vi må følge dig og se, hvad du finder på ;-)

      Slet
  8. Ejj tak Lone! Dejligt med noget hjælp!
    Nej jeg skal netop have denne fine variant, for tålmodighed mht. blomster har jeg ikke..
    Og ja jeg så godt at de er giftige, men det skal nok gå med det :)
    Når jeg siger krukker, så mener jeg egentlig bare sorte murerspande fra Harald Nyborg... SÅ eksotisk bliver det nemlig hjemme hos os! Men dem flytter jeg rundt på afhængig af, hvad der blomstrer, så den burde også være helt i vinkel.
    Men andre ord: jeg skal HELT sikkert have købt de her frø! Så skal der bare være nok til både hegn og krukker ;) Kan de egentlig findes i f.eks. Bilka og sådan - eller er det en mere special art?

    SvarSlet
    Svar
    1. Du skal nok finde dem på nettet. Jeg har selv bestilt mine hos Thompson & Morgan, men de er nok også at finde hos nogle af de danske netbutikker. Faktisk købte jeg dem første gang hos Isabella Smith!

      God jagt :-)

      Slet
    2. En bette update - jeg fandt dem ikke hos Thomson & Morgan (men til gengæld ALT for meget andet - se min blog i dag eller i morgen hvis det har interesse) MEN så fandt jeg dem på Ebay! Skønt - det kostede mig kun omkring 20 kr inkl. fragt fra England så NU er jeg glad :D

      Slet
    3. Gad vide hvilket site du besøgte hos T&M? De har jo både UK og internationalt side.
      Men dejligt du fandt frøene alligevel - jeg vil holde øje med små spirer på din blog :-)

      God weekend.

      Slet
  9. Jeg brugte den internationale http://www.tandmworldwide.com/
    Men tror da vist, at jeg har bildt dig noget ind.. sorry.. De HAR dem nemlig derinde men pga. priserne og fragten derinde, valgte jeg en dansk webshop i stedet (kerneliv hed den vist) til frø-køb (har netop lavet et blogindlæg om, hvad jeg købte) Så kort sagt var det vist kerneliv, der ikke havde Digitalis Camelot.... Tak for snakken og fortsat god weekend til dig også (så længe det varer...)

    SvarSlet

ANNONCE