Natviol eller vellugtende aftenstjerne er både en af de nemmeste og en af de skønneste toårige, man kan så i sin have.


TEKST & FOTO: SIGNE

natviolEn af de allerførste blomster jeg såede, da jeg fik min egen have, var natviol – også kaldet vellugtende aftenstjerne. På trods af at der ville gå over et år, før jeg kunne nyde de første blomster, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det ville være ventetiden værd – og det var det.Ud over at være utrolig yndige, så dufter de også helt fantastisk – specielt hen under aften.

De er lette at så selv. Jeg forspirer dem inde og planter dem ud i bedene,
når de ser ud som om de er store nok til at kunne klare konkurrencen,
men man kan også så dem direkte i bedet.

Den første sommer danner de bare en bladroset, og foråret efter fra ca. midt i maj kommer de duftende blomster.

Hvis man klipper natviol ned, når de er afblomstret, kan man være heldig, at de kommer igen året efter, selvom de egentlig er toårige. Jeg har selv
gjort det med nogle af mine med stor succes, men jeg lader også en del af dem stå og gå i frø, for de er flinke til at selvså sig, og det må de
hjertens gerne her hos mig.

akelejeJeg har både de hvide og de lilla forskellige steder i mine bede. Her kan man se de hvide i selskab med sart lyserøde akelejer, der blomstrer samtidig – en kombination jeg selv holder utrolig meget af.

Jeg kunne også levende forestille mig at de lilla natviol ville tage sig smukt ud i et bed med mørklilla akelejer.

Men selvom de er skønne hver for sig, de hvide og de lilla, så kan de også se fantastiske ud sammen. Jeg blev selv fuldstændig bjergtaget, da jeg i
sommer fik øje på denne lyslilla skråning, da jeg var i botanisk have i Vancouver.

natviol

natviol
FAKTA

NAVN: Hesperis matronalis
DANSK NAVN: Natviol/vellugtende aftenstjerne
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge
HÅRDFØR: Toårig
JORDBUND: Almindelig havejord
VÆKST: Letløvet
STØRRELSE: 100-150 cm
BLOMSTRING: Maj-juni, duftende
ANVENDELSE: I staudebedet, blomsterne er spiselige