ANNONCE

mandag den 4. februar 2013

MUSKATSALVIE - STUEPIGENS ARMSVED

muskatsalvie
PLANTEPORTRÆT

Hun er lækker og delikat, flittig og robust. Hun findes både i hvid og grålig, og med en svag tone af mauve, den franske blegede afart af lilla eller violet. 


Prøv hende - hun bliver "fastansat" i dine bede! 


TEKST & FOTO: MARIANNE

 


 

Navnet er vist fra den gang de virkelig sled i det, stuepigerne, og kom til at dufte af alt muligt, men selvom jeg lægger mig på knæ og snuuuuser indad, kan jeg ikke komme til at synes at hun dufter ilde. Hun dufter krydret og ubestemmelig, en lille smule syrligt, men man kan jo også lade være med at plante hende lige hvor man sidder og spiser, hvis man har en sart næse

muskatsalvie

D
et er jo et folkeligt "kælenavn", det med stuepigens armsved, for hendes "borgerlige navn" er muskatsalvie, salvia sclarea. Og hun er yndig, det er hun altså, med sine umiskendelige salvieblomster, bare i overdimensioneret størrelse. Og "bredbarmet", fyldig og landlig på den lækre måde. Bladene er ru, duftende og hjerteformede, og hun starter jo, som alle to-årige, som en grøn roset det første år.

Siden hen skyder robuste, rødlige stængler i vejret og danner den fineste, stive støtte til hendes store blomst. Hun vælter derfor ikke så let i blæsevejr, men troner med sine oftest 60  - 80 cm. Hun kan dog godt blive højere, og gør sig rigtig godt i grupper.

Som ledsageplante kan den blå etårige dusksalvie anbefales, men hun står også godt til f.eks. rosen Rhapsody in blue. Havemælde eller krybende læbeløs vil også være fine sammen med hende, og skabe en god baggrund eller bund, som matcher den lækre blegviolette "kant" på "flæsekjolen".

Og så vil jeg også påpege, at hun hører til den ret stabile type, der - når først hun er gået i blomst - bliver ved og ved. Det er jo skønt at hun blomstrer både inden du tager på ferie, og når du er kommet hjem igen. Hvis du kan nænne at klippe, så holder hun også længe i vaser, og er rigtig god til at "fylde" i store havebuketter.

Kan det blive meget bedre? Næh, vel?

Den skønne blomst har også helbredende egenskaber, siges det. Den er med til at sikre et langt liv, og så skulle den have en god virkning på menstruation samt i menopausen. Som helbredende urt anvendes den oftest i aromaterapi. Den skulle virke opkvikkende, afklarende og inspirerende og samtidigt afslappende og afspændende. Næsten for godt til at være sandt.

Hun er ikke så ofte set i haverne, men det kan vi jo gøre noget ved! Jeg fik hende af en dejlig planteveninde, som også lærte mig plantens folkelige navn. Lad os hjælpes ad med at huske den, så den ikke forsvinder.


muskatsalvie
FAKTA

NAVN: Salvia sclarea
DANSK NAVN: Muskatsalvie, "stuepigens armsved", Skarleje
LYSFORHOLD: Fuld sol, blomstrer længere i halvskygge
HÅRDFØR: Toårig
JORDBUND: Gerne lidt sandet, godt med dræn.
VÆKST: Busket, bred og fyldig.
STØRRELSE: 60 - 120 cm.
BLOMSTRING: Maj - august, det andet år.
ANVENDELSE: Pryd, aromaterapi, buketter.

muskatsalvie

5 kommentarer:

  1. Jeg kendte ikke hendes lækre tilnavn, men har haft hende i haven i årevis - hun er nemlig rigtig god til at så sig selv.

    SvarSlet
  2. Mine salvier bliver ædt op af snegle. De synes åbenbart ikke, at der er noget der lugter grimt!
    Det er belastende! Men de må op i en potte, så jeg kan have dem i fred!
    Anede ikke hvad det var for en plante, lige da jeg læste navnet. Mærkeligt navn at finde på.
    Jeg kan nu bedre lide mukatsalvie!

    SvarSlet
  3. Jeg fik en forærende sidste efterår fra den anden Rikke, de stod så flot i hendes højbede. Jeg håber, at min bliver til mange :)

    SvarSlet
  4. Den kender jeg ikke, men blomsten ser sød ud. Navnet er jeg ikke så vild med.

    SvarSlet
  5. Bestemt en af mine yndlings-to-årige! Kom til at trække på smilebåndet af øgenavnet...
    Hilsen Pia

    SvarSlet

ANNONCE