Hun er lækker og delikat, flittig og robust. Hun findes både i hvid og grålig, og med en svag tone af mauve, den franske blegede afart af lilla eller violet. Prøv hende – hun bliver “fastansat” i dine bede!


TEKST & FOTO: MARIANNE

Navnet er vist fra den gang de virkelig sled i det, stuepigerne, og kom til at dufte af alt muligt, men selvom jeg lægger mig på knæ og snuuuuser indad, kan jeg ikke komme til at synes at hun dufter ilde. Hun dufter krydret og ubestemmelig, en lille smule syrligt, men man kan jo også lade være med at plante hende lige hvor man sidder og spiser, hvis man har en sart næse

muskatsalvie


D
et er jo et folkeligt “kælenavn”, det med stuepigens armsved, for hendes “borgerlige navn” er muskatsalvie, salvia sclarea.
Og hun er yndig, det er hun altså, med sine umiskendelige
salvieblomster, bare i overdimensioneret størrelse. Og “bredbarmet”,
fyldig og landlig på den lækre måde. Bladene er ru, duftende og
hjerteformede, og hun starter jo, som alle to-årige, som en grøn roset
det første år.

Siden hen skyder robuste, rødlige
stængler i vejret og danner den fineste, stive støtte til hendes store
blomst. Hun vælter derfor ikke så let i blæsevejr, men troner med sine
oftest 60  – 80 cm. Hun kan dog godt blive højere, og gør sig rigtig
godt i grupper.

Som ledsageplante kan den blå etårige dusksalvie anbefales, men hun står også godt til f.eks. rosen Rhapsody in blue. Havemælde
eller krybende læbeløs vil også være fine sammen med hende, og skabe en
god baggrund eller bund, som matcher den lækre blegviolette “kant” på
“flæsekjolen”.

Og så vil jeg også påpege, at hun hører
til den ret stabile type, der – når først hun er gået i blomst – bliver
ved og ved. Det er jo skønt at hun blomstrer både inden du tager på
ferie, og når du er kommet hjem igen. Hvis du kan nænne at klippe, så holder hun også længe i vaser, og er rigtig god til at “fylde” i store havebuketter.

Kan det blive meget bedre? Næh, vel?

Den
skønne blomst har også helbredende egenskaber, siges det. Den er med
til at sikre et langt liv, og så skulle den have en god virkning på
menstruation samt i menopausen. Som helbredende urt anvendes den oftest i
aromaterapi. Den skulle virke opkvikkende, afklarende og inspirerende
og samtidigt afslappende og afspændende. Næsten for godt til at være
sandt.

Hun er ikke så ofte set i haverne, men det kan
vi jo gøre noget ved! Jeg fik hende af en dejlig planteveninde, som også
lærte mig plantens folkelige navn. Lad os hjælpes ad med at huske den,
så den ikke forsvinder.

 

muskatsalvie

FAKTA

NAVN: Salvia sclarea
DANSK NAVN: Muskatsalvie, “stuepigens armsved”, Skarleje
LYSFORHOLD: Fuld sol, blomstrer længere i halvskygge
HÅRDFØR: Toårig
JORDBUND: Gerne lidt sandet, godt med dræn.
VÆKST: Busket, bred og fyldig.
STØRRELSE: 60 – 120 cm.
BLOMSTRING: Maj – august, det andet år.
ANVENDELSE: Pryd, aromaterapi, buketter.

muskatsalvie