Hvordan ser du ud, når du arbejder i din have? Ligner du en drøm eller noget der er løgn – eller måske noget midt imellem? Jette fra Fru Friis’ Frøbo er en drømmer. Læs her om drømmene og virkeligheden – og det er ikke kedelig læsning!


TEKST & FOTO: JETTE FRA FRU FRIIS’ FRØBO, GÆSTEBLOGGER, INTRO: HAVEFOLKET

Mange kvinder drømmer om at blive hvid brud i det smukkeste skrud og i en drøm af en kjole.  Sådan har jeg ganske vist aldrig haft det selv. Til gengæld har jeg en lille, hemmelig drøm om engang at blive en ægte Gardengirl med en garderobe fyldt med bukser, bluser, forklæder og sko som alle har lyserøde roser på matchende, prikket baggrund. Så vil jeg gå i min have med en stråhat på hovedet og en kurv over armen, mens jeg deadheader et par roser og tænker hyggelige tanker …

SKRATSSCHHHHH……
(lyden af grammofon pick-up henover vinyl LP!!)

Tilbage til virkeligheden!
For virkelighedens verden ser ganske anderledes ud og er knap så køn.
For år tilbage var mit forhold til malertøj og havetøj nogenlunde det samme. Afdankede cowboybukser der kunne smides ud efter brug. Dette forhold gælder stadig når det drejer sig om malerarbejde, men tøj til haven stiller helt anderledes krav.
  • Det må ikke stramme, når jeg laver akrobatiske øvelser henover stauderne for at nå et genstridigt stykke ukrudt.
  •  Der må ikke fremkomme et stykke med bar ryg, når jeg gentagne gange bukker mig ned.
  • Det skal kunne holde kulde, vind og vand ude på en fornuftig måde, samtidig med at jeg frit kan røre mig.
Dette har affødt en garderobe af mystisk oprindelse, men hvor alle dele er gennemtestede og fundet i orden af mig og til mig! Det eneste der måske halter en smule, er sammensætningen af farver og mønstre…
JAKKER
…har jeg et bredt udvalg af. Med eller uden ærmer samt med eller uden tykt eller tyndt foer. Det skal være muligt hurtigt at kunne skifte til noget passende, hvis vejr og aktivitetsniveau ændrer sig henover en havedag. Og det skal være muligt at befinde sig i haven på (næsten) alle årstider. Lige nu er yndlingsjakken en termojakke, som på genial vis opfylder alle disse krav.

 

BUKSER
…er et kapitel for sig. Der er dem der kan stramme eller blot sidde helt forkert.  Derfor er mine yndlingshavebukser i øjeblikket et par Kansas overalls, købt på genbrug til absolut ingen penge. De er kraftige, praktiske og rummelige (næsten som en chokoladereklame) og derfor alt hvad jeg ønsker mig.

Faktisk er genbrugsbutikker et genialt sted at finde sit havetøj. De fleste butikker har et lille hjørne med professionelt arbejdstøj til alle slags erhverv. Hvordan så meget arbejdstøj – ofte helt nyt – kan ende her, er mig en gåde, men hvorfor spekulere over det, hvis der er et eller andet der passer min kropsbygning.

Så udover mine blå overalls har jeg også fundet et par kække, røde bukser og et par grønne shorts.

I sidste uge gjorde jeg så mit nyeste genbrugskup. Et par vissengrønne termobukser, som allerede er afprøvet og fundet i orden til brug i vinterhaven. Uden sammenligning et par geniale havebukser til overgangssæsonerne!!

SKO OG STØVLER

Dette kapitel handler om sko og støvler.  Her stilles også skrappe krav.  Nogle gange skal de være vand- og muddertætte, altså gummistøvler med eller uden foer. Andre gange skal jeg bare hurtigt kunne smutte i dem for at gå en haverunde eller plukke et par blomster.

Men når der skal knokles med spade og greb, eller køres sand, sten og kompost  med trillebøren, skal fodtøjet sidde fast og være robust. Så når det virkelig gælder og sveden skal springe, ifører jeg mig mine (ikke så feminine) sikkerhedssko. Disse har jeg arvet fra min mand, og igen har jeg fundet noget der bare virker.  Robuste såler der nemt kan tvinge en spade i lerjorden og så gør det heller ikke noget de er forstærkede i tåen, hvis jeg uforvarende skulle tabe en marksten!


HANDSKER

Nu hvor det meste af kroppen er dækket af praktisk beklædning, kommer vi til handskerne.  Jeg hører nemlig til den type mennesker der hader at få ru hænder efter at have arbejdet med jorden. Derfor har jeg altid handsker på, men også disse skal passe til forholdene. Forbi er den tid hvor jeg købte billige, blomstrede havehandsker i grelle farver, der kun holder et kvarter!
Nu skal det  være tykke skindhandsker til det grove arbejde og til det der stikker, og tynde, vandtætte handsker når der skal fifles med frø og småplanter eller renses for ukrudt. Jeg skal kunne mærke hvad jeg arbejder med.
Enkelte gange er det lykkedes mig at finde nye havehandsker i genbrugsbutikker, men oftest finder jeg mig selv i håndværkerafdelingen på byggemarkedet. Arbejdshandskeafdelingen er guf, og her finder jeg gerne noget der passer til mit behov og til en fornuftig pris.
Tv. handsker fra byggemarkedet

Men når jeg er på plantemarkeder og i specialhavebutikker står jeg også og prøver handsker – føler og mærker. Måske min Gardengirldrøm kommer til at starte ved handskerne, for der laves rigtig mange skønne og praktiske handsker.

DRIVHUSVASK

Nogle havejobs er mere populære end andre. Mit absolutte hadejob nummer et, er drivhusnedvaskning!

“Det at arbejde med vand og sæbe med bagoverbøjet nakke og armene over hovedet, betyder som oftest at der siver køligt vand ned af indersiden på jakkeærmerne – en meget ubehagelig fornemmelse.”

Når drivhuset i efteråret skal tømmes og vaskes grundigt, kræver det en helt speciel påklædning.  Det at arbejde med vand og sæbe med bagoverbøjet nakke og armene over hovedet, betyder som oftest at der siver køligt vand ned af indersiden på jakkeærmerne – en meget ubehagelig fornemmelse. Samtidig stænker der vand i øjnene, så man kun når at fornemme at rundt om fødderne løber edderkopper så store som tekopper, forvirrede rundt.
Det er bestemt en udfordring. Til gengæld er det  skønt, når der står et vinterklart og velduftende drivhus og venter på forår. Glemt er alle trængsler om kolde vandløb ned af armene.
Måske min drøm om at blive en Gardengirl aldrig rigtig kommer til at gå i opfyldelse, og måske er jeg i virkeligheden lige så lykkelig som praktisk Gardenwoman. Men det er vel i bund og grund heller ikke så vigtigt. For hvis tøjet virker efter hensigten og jeg (og dig som læser med) har det godt når vi går derude, så kan tøjet være romantisk lyserødt eller Limpopoflodsgrågrumsefarvet – bare vi hygger os!

FOTO AF GARDENGIRL TØJ. VENLIGST LÅNT FRA MP HAVEDESIGN

Og jeg drømmer  videre, og det er ganske vist…