Coleslaw er et lækkert og sundt tilbehør til mange ovn- og grillretter. Spis det fx. til ovnstegt kylling. Få her opskriften på en super let version.


TEKST & FOTO: LONE

Brug de velsmagende vintergulerødder i kombination med hvidkål og bladselleri til en let og velsmagende coleslaw, som de fleste børn også vil sætte pris på. Undlad evt. bladselleri de første par gange til de små ganer har vænnet sig til smagen af gulerødder og hvidkål i kombination.

TILBEHØR TIL 4 PERSONER 

1/4 hvidkålshoved, håndskæres i strimler
4-5 gulerødder, skæres i strimler
2-3 stængler bladselleri, skæres i strimler

Dressingen:
3 dl creme fraiche 18%
1 spsk sukker
2 spsk citronsaft 
1 spsk chilisauce, smag dig lidt frem når du rører dressingen sammen
Salt og peber efter behov

Rør først dressingen sammen og smag til. Herefter strimles alle grøntsagerne og vendes i dressingen efterhånden som de er klar. Gulerødder og bladselleri strimles let og hurtigt på et mandolinjern, men det kan selvfølgelig også gøre i hånden. En foodprocessor skærer ofte for fint til, at der er ordentlig bid i grøntsagerne efterfølgende. Derfor er et mandolinjern velegnet til formålet – og så er det jo hurtigt at gøre rent bagefter!

Velbekomme.