Et paradis må være sådan et sted, hvor man bare ER. Et sted, hvor tid og travlhed forsvinder og hvor alt bare ånder fred og liv. Sådan et sted har Bente og John i Kgs. Lyngby.


TEKST & FOTO: MARIANNE
Da jeg var ung var pelargonien en plante man morede sig lidt over. Jo, jo Dronning Ingrid, den blegrosa, romantiske skønhed, hende kunne vi lide. Men så var resten altså nogle planter, ældre landbokoner gik ud og pillede lidt i ind i mellem kartoffelskrælningen, “Ude og hjemme” og korsstingsbroderierne. Efter at jeg har mødt Bente fra Elmbjergs Eden er mit syn på pelargonier og duftgeranier imidlertid blevet drastisk forandret. Samlingerne i min kolde kælder afslører at der er smitte i omløb!
Da hun kun bor en spytklat fra min egen matrikel var et havebesøg jo oplagt. Og det var her, forvandlingen skete. For hun bor i et paradis – et pelargonieparadis! Allerede i hendes indkørsel på vej ind i haven, hvor jeg møder disse syn, toner en haveelsker frem.
John, Bentes mand, plejede at pudse den gamle lygte fra Statsbanerne så den strålede, men nu får patinaen lov til at smykke den. Under de kraftige takstræer er der næsten intet lys, men alligevel har Bente pyntet op. To kurve af birkegrene er beplantet med sedum, smukke sten og andre robuste planter uden det store pasningsbehov.
HAVEPYNT
Bente er tingfinder – og samler. Al havepynt er udsøgt, gammelt og kroget. Det der er særegent og fint bliver gemt, og finder med tiden plads i hendes have så der ingen “døde” pletter er. Hun elsker gamle kasser med sjæl, potter samler hun på og køber i den nærmeste “tingeltangel”butik.
Små zinkbaljer med husløg står alle vegne. De er så nemme, som hun siger. De kan klare sig med næsten ingen vand i en længere periode. “Ja, sådan er det faktisk med næsten alle mine planter. Jeg gider ikke være afhængig af at skulle rende rundt og vande hele tiden. Jeg vil hellere nyde.
I haven har Bente hele tre tønder, som er praktiske at stille nogle af alle babyerne på
FRED OG RO
Alligevel ånder stedet af fred og fordragelighed, for øjet finder nemt hvile i de mange sten- og brostensbelægninger, og der er også større flader med græspartier. I haven er der også skønne, gamle frugttræer og der er kælet for detaljerne. Mens jeg går rundt i haven får jeg den tanke, at det der vokser hos Bente bare har det rigtigt rart!
Tvillingeblomsten kan overvintres inde.
Yuccaliljen står ude hele året. Bemærk de store hostaer i baggrunden.
Midt i baghaven har Bente og John anlagt et lille stenbed med rislende vand hen over sten, flankeret af græsvækster. Alene lyden af vand får ens blodtryk til at falde.
De har også mange andre projekter i gang, for de har blandt andet fået lagt solfangere på taget og skal have gravet en stor vandtank ned, så regnvandet ikke går til spilde. Lur mig om ikke der kommer et eller andet spændende bed ud af det!
HVORFOR PELARGONIER?
Når jeg spørger til hvorfor det egentlig blev pelargonier, er der ikke megen tøven. “For det første findes der et hav af arter”, påpeger hun, “og så er de nemme at passe. De er vidt forskellige de fleste af dem, og deres prydværdi er høj.”
“Det er jo faktisk ikke for blomstringens skyld, men mere fordi bladene er så smukke. Deres smukke aftegninger, overflade og struktur. Og så DUFTER de!”
“Ja,”, siger Bente med sit søde, entusiastiske smil, “Det er jo faktisk ikke for blomstringens skyld, men mere fordi bladene er så smukke. Deres smukke aftegninger, overflade og struktur. Og så DUFTER de! Der er også det der med at de er små – lidt som Bonsai, som jeg ellers ikke bryder mig om. Det er jo planteplageri”, siger hun. “Men hvis en pelargonie får lov til at blive gammel får den en forveddet, kroget vækst, som er meget smuk”.
Og hos Bente er “plageri” et fremmedord. Alle hendes planter lever et vidunderligt liv. Alt ånder og lever. Mens Bente sidder og taler, nulrer hun en af sine yndlinge. “Den er ligesom en blød bamse, hihi”, griner hun og netop den blev starten på hendes eget pelargonieeventyr.
Bente har altid stiklinger på vej. Her står de og hygger side om side
BENTES YNDLING
Navnet på hendes yndling er P. Tomentosum, en vild pelargonie, som hun fandt ved en tilfældighed. Når den blomstrer, hvilket hun kan få den til at gøre hele to gange om året, ligner blomsterne små tofarvede sommerfugle, men det vidste hun slet ikke, da hun så den første gang. Den kom hun nemlig til at mærke på og dufte til en dag hun var på besøg i Paradehuset ved Gisselfeld. Stig havde hørt hendes glædesudbrud og de fik en lang snak om duftpelargonierne, og så var Bente trådt ind i en helt ny verden.
I baggrunden en dværgsyren, som blomstrer og dufter helt vidunderligt!

OVERVINTRING
Men hvor skal planterne så være om vinteren – de kan jo ikke tåle frost?
Ja, selvom det var udestuen, der kom først i Bentes haveliv, så er den og pelargonierne skabt for hinanden.
Tv. står et Bottel tree, th. Jacaranda, som Bente fik af Ole samt en hjemmesået nektarin
For enden af huset har Bentes mand, John, og hans bror nemlig lavet en dejlig udestue med loft til kip og nedgravet i niveau med haven, der skråner.
Her overvintrer alle Bentes “børn”. Og det er også her hun står og potter og hygger i løbet af både forår og efterår.
HESTESKOEN
Dengang der blev gravet ud til udestuen blev der jo en masse jord til overs. Den blev anvendt til at lave en hyggekrog – “hesteskoen” – i baghaven med en salvie- og geraniumblomstrende høj omkring og store stolper, som udgør “væggen”. Her sidder Bente og hende familie så snart det er vejr til det og griller og hygger. Den giver læ og der dufter fantastisk. Et rigtigt hyggested.
Storkonval, sød bunddække med hvide blomster, liljekonvaller, lavendler og  Geranium Johnson’s Blue
Bag højen er der et lille højbed med grøntsager og urter. Dem kan sneglene ikke komme op til uden at de skal forcere en bred kant. Selvfølgelig står der et lille cafésæt, så man lige kan tage sig en kop af Bentes “IRMA-mocca”, hvis man skulle få lyst.
Bente haaaader snegle, “de slimede” kalder hun dem. Så nu er der alukanter på højbedet.

BELÆGNINGER
Der er lagt chaussésten overalt i John og Bentes have
Haven er fuld af brolagte steder. Det er fordi, Bentes svoger er brolægger. Både Bente og hendes mand John nyder de faste elementer, som stenene udgør.
Da de skulle udvælge sten til havepassagen bagom udestuen stod de i 2 – 3 weekender og sorterede flintestenene fra. Det skulle være de rigtige og de mest runde og smukke. Det er bare sådan noget der gør at man er klar over at haven, den er de fælles om, selvom det er Bente der er pelargoniefreaken.
De har f.eks. lige fået installeret solfangere på taget, fået skåret deres store takstræer ved hovedindgangen ned, og under mit besøg er de ved at nedgrave en “brønd” til regnvand, hvor de har planer om at genanvende 50 – 70 % af regnvandet.
Miljøbevidsthed og omsorg for både det nære og det omgivende liv er noget, der ligger Bente og John på sinde! Derfor er gift og kunstgødning også et no go i paradis.
EN DILLE 
Bente har ikke to af samme slags pelargonier, men alligevel potter hun på livet løs. Hun forærer nemlig væk til venner og bekendte, og jeg tror faktisk, at hun er i gang med at få “dillen” til at brede sig ud over hele landet. Hvis du tjekker på de danske haveblogs, kan du gense hendes små stiklingegaver her og der.
Et fad fuld af de små af Bentes pelargonier. Hun er helt betaget af de tofarvede og af brogede blade.
 
På spørgsmålet om hun er med i pelargonieklubben, så er svaret “JA”, men langt de fleste entusiaster er bosat i det nordlige Jylland, så hun nyder mest sin pelargoniehobby alene.
“Men ude i min have og sammen med planter er jeg jo aldrig helt alene”, som hun siger, “og så er der jo heldigvis et hav af søde mennesker på “nettet” og i haveblogland. Det er mine “nære” blomstervenner. Med dem er der altid én, der er frisk på en snak om haven og pelargonierne. Og det elsker jeg!”.
 
Man er IKKE i tvivl!