Når du starter forfra på en helt ny have, skal i gang med renovering af en eksisterende eller måske bare går i gang med at planlægge et nyt område af haven, kan du samle tankerne med et “mood board”.


TEKST: LONE , FOTO: LONE, KARINA, LENE & STRICT DESIGN

Ja, hvad er så egentlig et mood board? Måske bruger du det allerede i en eller anden relation, og så klikker du bare over på en anden artikel, men har du lyst til at få lidt inspiration – så læs med.

ET MOOD BOARD

I princippet er det noget så simpelt som en collage. Det er en collage, hvor du samler alle de idéer du har til din have. Det kan være tekster, billeder, avisudklip eller andet som du har fundet og holder dine tanker fast. Ofte falder vi for stemninger mere end det skrevne ord, når vi skal tænke i nye haverum, og derfor er det godt at “tænke visuelt”. Men det er vigtigt, når man samler et mood board, at der er den rigtige stemning i hvert eneste billede eller ord. Kun på den måde får du samlet noget der afspejler præcis den stemning du søger.

Så ja, et mood board er i princippet din opslagstavle. Den skal vise stemninger, følelser, metoder, materialer, teknikker mv. Du kan bruge det til at vise andre, hvad du tænker, men også til selv at forstå hvor du vil hen.

ET EKSEMPEL

For at illustrere det har vi samlet et mood board til en sommerhushave. Stemningen skal favne naturen, vand og ild, naturmaterialer, en sandhave med lidt farve om sommeren og så et stænk af metaller til krukker, bålsted mv.

Til info er ildfadet i collagen fra Strict Design – se mere her!