Vi vil være hip med de hippe, snakke og grine,  “like” og lave “thumbs up”. Drøfte, udveksle ideer og diskutere. Poste og være venner. Derfor går vi nu på Facebook, og i samme åndedrag lukker vi for de anonyme kommentarer her på HAVEFOLKET.


TEKST: REDAKTIONEN

Det er altså træls! På rigtig godt nykøbenhavnsk. Hver eneste dag er vi inde og fjerne mærkelige reklamekommentarer på vores kommentarliste – også kaldet SPAM. Det er surt og dumt og irriterende. Og det er jo slet ikke meningen med HAVEFOLKET. Her skal der være rart for alle, inklusive os selv. 

Derfor har vi besluttet os for at lukke af for anonyme kommentarer, men dog undlade de ulidelige mærkelige adgangskoder, der kun skræmmer folk væk. Fra nu af er det kun de såkaldt registrerede brugere, der kan gå ind og kommentere her.

Vi er rigtig kede af at det er nødvendigt, men langt de fleste af jer der kommenterer er ikke anonyme, og vil derfor overhovedet ikke kunne mærke forskel. Hvis du er én af de anonyme, håber vi at du har lyst til at registrere dig – se her hvordan du gør. Det er naturligvis gratis.

Men nu glemmer vi alt om det. Vi er rigtig glade for at være på Facebook. Siden hedder HAVEFOLKET og er et tidsskrift. Du skal være så hjertelig velkommen på vores nye side på Facebook. Vi mødes gerne begge steder -det er kun sjovt!

OG HVAD KAN DU SÅ OPLEVE PÅ VORES FACEBOOKSIDE?
Tanken er at vi også går bag om magasinet og viser morsomme detaljer “backstage” og “håndholdt”. Vi peger ud i den store vide haveverden og viser dig, hvad vi falder for af labre havefiduser, trends og langtidsholdbare haveråd.

Vi glæder os til at lade snakken gå om haver og havepassion, både her og på Facebook.