Så vidt jeg ved er solæg en gammel sønderjydsk spise. Nogle synes det er en hel manddomsprøve at sætte tænderne i dem. Så slemt synes jeg nu ikke det er.
TEKST & FOTO: KARINA
Første gang jeg smagte solæg var til en påskefrokost vi holdt for vores nærmeste venner for 5 år siden. Jeg havde ikke varslet nogen om, hvilke kulinariske lækkerier der var i vente, men jeg kan love for, at de slog øjnene op, da de underlige blåt marmorerede æg kom på bordet.
Og jo, indrømmet, æggene ser da lidt ud som om de for længst har overskredet sidste salgsdato, men når man nu ved at udseendet skyldes et lille “køkken-film-trick” så bliver man hurtigt mere fortrøstningsfuld – og synes måske også at de er helt smukke. Jeg gør, og det er derfor jeg holder meget af at lave dem, og så selvfølgelig fordi de smager hamrende godt.
Vil du med på solægvognen er her, hvad du skal bruge.
Til 6 personer:
- 6 æg
- 6 spsk salt
- 1 1/2 l vand
- Skaller fra 4-5 rødløg
- 3-4 hele rødkålsblade
- Først skal æggene koges i 20 minutter.
- Imens piller du skallerne fra rødløgene og tre-fire blade fra et rødkålshoved. Dem smider du i en ny gryde og koger ligeledes i 20 minutter.
- Vandet som du smed dine rødløgskaller og rødkålsblade i, skulle nu gerne have fået en meget mørklilla farve, som skal bruges til indfarvningen af æggene.
- Kassér løg og rødkålsblade, og hæld det mørke vand i en beholder, der kan sluttes tæt. Jeg har brugt et stort patentglas.
- Smid saltet ned i vandet og rør rundt, så det bliver opløst.
- Dernæst tager du de kogte æg og banker dem forsigtigt med en ske, så skallerne får en let krakelering.
- Og nu er det ned i det sorte vand med æggene og ind i køleskabet, hvor de skal stå i mindst to dage. Jo flere dage jo bedre, for så får de mere farve. Æggene som du ser her har stået i 4 dage.
- Og så skal vi vente.Vente, vente, vente!
Og vupti, når du har taget æggene ud af køleskabet og pillet skallerne af, ser de sådan her ud. Og så står du måske lidt, ligesom jeg, og hopper et øjeblik over hvilke farver og hvilke mønstre, der kommer til skue og udbryder; det er jo magi! Det er det da også – næsten.
Skær æggene over på langs, for nu skal de anrettes. Blommen, som nu sidder på hvert stykke, tager du forsigtigt ud. Vend den om og læg den tilbage i hullet, så blommen buler opad. Hvis du nænner det, så smid lidt stærke sager ned i hullet.
Nogle bruger sennep, andre HP-sovs eller tabasco. Jeg vil kunne mærke at jeg lever, og det synes jeg også at mine gæster skal, så her i huset tager vi vores æg med hele svineriet.
Og til sidst skal vi til det nok allersjoveste – fortæringen! Og mindre sjovt bliver det ikke, hvis det er i selskab med en lille snaps.
Skål og velbekomme.
haha, hele svineriet høres greit ut-skal det være, så skal det være! Morsomt 🙂
Hørt ! 🙂
Noe mat skal være morsom!
– og denneher spise har jeg haft det ekstra sjovt ved at servere;-)
Solæg er en gudespise for smådjævle!! Her i huset er vores piger vokset op med solæg og de elsker det begge. Nye medlemmer af familien (kærester m.m.) testes lige med et solæg, kan de stå distancen har de optjent store pluspoint… 😉
Hos os er indholdet i ægget (INDEN du lægger blommen tilbage) følgende: olie, god eddike, lidt sennep, nogle dråber tabasco, karry, salt og peber, evt paprika. Afhængig af hvor hardcore man er, tilretter man indholdet. Æggene må ikke bides over, så et halvt æg ind i munden af gangen…og her er det at det bliver sjovt for nybegyndere!!! 😉 en kold øl og en gml dansk passer fantastisk til, og til dem der ikke ønsker alkohol skal det bare ikke være for sødt….
I påsken skal vi besøge ældstedatteren i København, og hun har allerede bestilt en omgang solæg til påskebordet. MUMS det bliver godt!!
Jeg afprøvede også et solæg på min 4-årige og han åd det i en mundfuld.
Og ja selvfølgeligt skal man da gemme de vilde sager under blommen, ellers er det jo ikke sjovt 😉 Blanding du nævner, skal helt sikkert prøves. Det lyder særligt lækkert med paprika og karry.
Gud, hvor er de smukke. De ligner jo marmor. De må prøves:o)
Tak for en spændende opskrift.
Påskelig hilsen
Ja jeg er lige imponeret hver gang jeg piller dem og det fantastiske ved det hele er, at det er en smal sag at lave dem.
God dag 🙂
Ja, marmor-æg…. Selvom jeg er vokset op i Sønderjylland, så har jeg ikke prøvet disse. Gad vide hvorfor…. De kunne være sjove at prøve familien af på, men de er ikke så vilde med æg.
Utroligt hvordan man får udvidet sin horisont hos HAVEFOLKET 🙂
Det må du da få prøvet !
Jo flere stærke sager du pifter dem op med, jo mere overdøver de æggesmagen, og så kan det være at de glider lettere ned hos familien. Se eventuelt Fru Friis´s forslag, hvor der også indgår karry og paprika.
Her i Nuuk har vi, efterhånden i mange år, været en gruppe mennesker som spider solæg ved påsketide. Jeg har familie i Sønderjylland, og lærte som ung knægt solæg at kende. Man kunne den gang også få solæg på værtshusene i Sønderjylland. På bardisken stod som regel en krukke med æg i lage, og man kunne få et solæg til sin øl, snaps eller hvad man nu drak. Så kom salmonelaen og straks forsvandt denne dejlige sønderjydske egnsret fra bardiskene. Men den er bestemt ikke forsvundet som en højtids-spise – og imorgen skal vi have solæg!