ANNONCE

fredag den 1. marts 2013

STOLT KAVALER

stolt kavaler, cosmosPLANTEPORTRÆT

Hvis du vil have bal i din have, så er det om at få inviteret stolt kavaler ind til alle damerne. 

Cosmos er med på en dejlig vals!

TEKST: MARIANNE
FOTO: SIGNE 





Planten "stolt kavaler" er gammelkendt i haverne, og er meget skøn at fylde et areal ud med. Gør du det er der blomster fra starten af juli og lige indtil frosten gør det af med dem! Af bare en enkelt plante vil du kunne plukke og plukke, og den vil kontinuerligt sætte nye blomster. 

stolt kavaler, cosmosPlantens navn er Cosmos bipinnatus. Cosmos  betyder på græsk "smuk (verdens)orden", og det kan jeg egentlig godt forstå. For plantet i større grupper støtter de hinanden og danner den dejligste "sky" over dine bede - en helhed, der runder af og skaber "orden".

Det folkelige navn "stolt kavaler" hænger nok sammen med deres relativt stive stængler, der vajer i vinden, og som kun behøver opbinding, hvis de står udsat eller hvis der virkelig er storm på vej.

Her er det en god idé at sætte støttepinde op inden de er vokset helt til, for så dækker det dildlignende løv for anordningen og de kommer til at stå naturligt og yndefuldt.






stolt kavaler, cosmos
Cosmos er så nem at dyrke at den oftest anbefales til børnenes have, og det vil vi gerne slå et slag for! At børn helst skal opleve successer kan være afgørende for deres haveglæde senere hen.

Og denne er som sagt meget nem at have med at gøre. Så den i det tidlige forår omkring midten af marts, ca. 4-5 uger inden den sidste forventede frostnat!

Det er jo lidt vanskeligt at forudse - særligt hos os, hvor det i teorien kan være helt frem til grundlovsdag - men hvis du sår i drivhus sidst i marts/først i april går det ikke helt galt.









stolt kavaler, cosmos
Jeg har set dem selvså sig, så en vis robusthed præger dem, selvom deres naturlige voksested er Mexico/Sydamerika. De spirer efter en uge eller to, og ca. 2 ½ måned efter står de i blomst. Knib gerne småplanterne når de når dig midt mellem anklerne og knæene, så busker de sig  fint.

De er heller ikke spor vanskelige at dyrke. Faktisk virker de begejstrede for næringsfattig jord, og lad det være et hint!

Det første år jeg prøvede dem skulle de virkelig have det godt. Jeg gødede med komposteret hønsemøg og de voksede og voksede. Og fortsatte med at vokse. Og da alle andre af mine haveveninder begejstrede kunne fremvise deres vidundere, så voksede mine stadig.






stolt kavaler, cosmos
Ikke en blomst var at ane - jeg kiggede til dem dagligt. Hele træer blev de til, og det var ikke kun havens skønjomfruer, de tog en svingom med lige inden frosten satte ind - jeg selv fik også en vals med. Det var i sig selv dejligt, men jo altså en ret kort fornøjelse!

Sagt med andre ord: Hold igen med gødningen - for ligesom med  tallerkensmækker (tropaeolum majus) så øges blot blad-, stilk- og grenvæksten på bekostning af blomstringen.

Det er heller ikke nødvendigt at afpudse planten for visne blomster, men det fremmer blomstringen at plukke af dem.








stolt kavaler, cosmos
Når du først har dem i din have er de rigtigt nemme at formere. Du lader nogle enkelte af dem gå i frø og lader frøene svulme og blive helt gule og tørre, inden du høster dem.

Har du flere sorter kan du risikere, at de har krydsbestøvet sig, men det er jo bare morsomt at se om man kan fremavle sine helt egne "sorter".

Går du op i at have de såkaldte "biplanter" - altså planter, der tiltrækker bier og andre "bestøvere", så er cosmos et "must have". Men som du nok kan høre, er alene det at kunne se dansende, stolte kavalerer i sine bede rigelig grund til at begynde at så.








De viste sorter i denne artikel er: "Sweet Sixteen", som er let frynset og semi double, samt "Sensation", som er den "almindelige". Sidstnævnte fås i henholdsvis cyklamen, babylyserød og hvid.

Der findes mange forskellige sorter, og de behøver ikke alle at være høje. De laveste, som "Double Click", "Sonata" og "Antiquity" bliver omkring 50 cm, og de høje "Sensation", "Candy Stripe" og "Daydream", bliver ca. 150 cm.



FAKTA

NAVNCosmos bipinnatus
DANSK NAVN: Stolte kavalerer
LYSFORHOLD: Sol, tåler udtørring
HÅRDFØR: Etårig. Kan overvintre i milde vintre.
JORDBUND: Almindelig havejord
VÆKST: Let, filigranagtigt løv
STØRRELSE: 40-150 cm, afhængig af sort
ANVENDELSE: Gode i staude-/blomsterbede. Velegnede til buketter.
BLOMSTRING: Juli til frost



5 kommentarer:

  1. Jeg har i år købt frø af Albatross en helt hvid, og Daydream. Der er så mange smukke arter.

    SvarSlet
  2. Jeg har indkøbt Cosmos, for i år skal det være. Af en eller anden grund, er det meget længe siden jeg har oplevet de helt store valsetrin med Cosmos. Ihvertfald har der ikke været nok af dem. Det bliver der så lavet om på i år... håber jeg!
    Skønne, skønne billeder Signe har taget (som altid).
    Haveknus fra mig.

    SvarSlet
  3. Jeg plantede "pink Gloria" for første gang sidste år, og det var absolut en succes. Jeg kunne plukke til masser af buketter, og de passer bare godt til alt, kæmpeverbena, dahlia, roser, lavendler, man kan blive ved. Det er en rigtig "must-have" i min have :-) Skønne billeder, det er heldigt at Signe endnu ikke er blevet hyret som fotograf til frøkatalogerne, for så var jeg for alvor blevet fattig;-) Fortsat dejlig solskinsdag til alle

    SvarSlet
  4. Det var da et godt bud..til skærehaven.

    SvarSlet
  5. I år skal det altså være - Jeg VIL HA´ de stolte kavalerer i min have.
    BASTA !

    SvarSlet

ANNONCE