Det er ikke småting, der kan være i en dametaske, siger man. Mon det også gælder mænd?  Og mon det gælder “havedametasker”? Vi tager et tjek. 


TEKST & FOTO: MARIANNE & LONE
Uanset køn har du sikkert nogle ting, der bare er “must haves”på din tur rundt i haven. Her er min (vores), må vi så også høre, hvad der er i din?
Marianne: Jeg har en kurv, hvor jeg forsøger at samle de ting jeg skal bruge. Der ligger for det meste min mobil, en flaske vand, rosensaks, havehandsker, saks, graveske, en rulle snor og mine nøgler. Nogle gange et æble eller en lille pakke rosiner, mit kamera, opbindingsklips, frøposer, tusch, planteskilte, graveske, lugejern – afhængigt af hvad jeg er i gang med. Det ligner nok de flestes – når det kommer til stykket. Men måske har du noget, der bare ikke kan undværes i din spand/kurv/taske?
Billedet viser min kurv i “udgangsposition” – sådan á la klar, parat, start. Efter en halv time ligger tingene så oftest alle mulige steder i haven, i drivhuset, på borde eller i skure og det er mig en stadig udfordring at huske at få tingene samlet ind og taget med mig rundt. Så jeg har kortvarigt overvejet at have en snor i tingene, ligesom med saksen i køkkenet, der på en eller anden måde altid ender andre steder end der, hvor man leder efter den.
Nej spøg til side! En ting der altid ligger i min kurv er en plastikpose. Den er til at sidde på, for jeg får så tit brug for lige at sætte mig ned. Puste ud, tænke mig om. Være. Tage bestik af situationen. Reflektere. Falde i staver. Og jeg er så træt af at mærke den der sivende, fugtige fornemmelse fra underlaget og op gennem buksestoffet i bagdelen. Derfor!
Lone: Min “dametaske” er ret usexet og består af en murerspand, som jeg tager med rundt. I den ligger:
Burgon & Ball – lille skovl (to størrelser) + håndgreb.
Ørnenæb
Felcosaks og grensaks
Cirkelhakkejern
Handsker
Håndkultivator fra Fiskars
Zinkskilte
Snor til opbinding (i den grønne dåse)
Hvad er den “hemmelige ingrediens” i din “havedametaske?