ANNONCE

tirsdag den 2. april 2013

DEN EKSOTISKE HAVE

TEMA: HAVESTIL

Lad aberne hyle og jungletrommerne lyde. Denne artikel bringer dig dybt ind i junglen - på en villavej i Danmark. 
Det handler om den eksotiske have og om hvordan man kan erstatte eksotiske planter med nogle der rimer lidt bedre på minusgrader, frost og sne. 

TEKST OG FOTO: KARINA



Her hviler en laissez faire stemning over den eksotiske have - med andre ord, man lader stå til, man slapper af. Haven er en legeplads for den "gale samler" der elsker DIY, og det er netop hvad denne havetype bærer præg af. Elementerne er hjemmelavede og uhøjtidelige, og den ene plante er mere særlig end den næste. 

HAVENS INDRETNING
Indretningen i den eksotiske have er afslappet, med skæve og overraskende påfund. Belægningen kan være alt fra barkflis til forskellige stenbelægninger og beplantningen er vekslende og farverig. I den eksotiske have er det de amøbe former der råder. Symmetrien og de mere "stramme linier" kan også indarbejdes, men er oftest sekundære.

FARVERNE
Man kommer ikke udenom farver i den eksotiske have, masser af farver. Orange, pink, rødt og gult - farver med knald på. Det friskgrønne løv er særligt at foretrække, da det er med til at give haven det frodige look, som nok er det allermest væsentlige i denne type have.

INSPIRATION TIL DEN EKSOTISKE HAVE
Vil man gøre havestilen efter kan man jo altid dykke ned i gamle feriebilleder eller gå på nettet efter inspiration. Et godt sted at lede kunne være i rejseselskabernes kataloger over diverse feriemål.
Man kan også gå skridtet videre og visualisere idéerne og tankerne ved hjælp af et mood board som I kan se forneden og som Lone også skriver om her. Sådan et mood board er særligt praktisk, hvis man skal have flere med på sine idéer, da billeder fortæller mere end tusinde ord, og et stemningsbillede kan være svært at forklare til en udefrakommende.










PLANTERNE
Væsentlige er også træerne i den eksotiske have, da det er de vekslende højder på planterne, der - med lidt god vilje - kan få haven til at synes lidt jungleagtig. Nu er det de færreste palmer der er hårdføre i Danmark, i hvert fald skal disse, så vidt vides, beskyttes. Hårdføre er til gengæld hjortetaktræer eller skyrækker, hvis blade med lidt fantasi kan minde om en palmes, så dem kan man jo bruge som et alternativ sammen med japansk løn og tibetansk kirsebær der også kan skabe den rette stemning.

Klatreplanter er også nævneværdige i forbindelse med denne have. På vægge, træer eller rustikke klatrestativer kan en tobakspibeplante, en klematis, kamelionbusken eller en kaprifolium stå for frodigheden. Disse er især en gave, hvis pladsen i bunden er trang.

Et frodigt bunddække er også vigtigt. Det kan du opnå blandt andet ved at bruge bregner og hosta, som ikke alene står for volumen og vitalitet, men også er gode til at bringe de mere fremtrædende planter frem i rampelyset. De fremtrædende planter må gerne bære store blomster med lidt aparte og særlige udtryk.

Nu behøver planterne jo ikke at være dem der kun trives på den anden side af kloden, men det betyder jo ikke at man ikke kan lade sig inspirere.
Kig på planterne og på hvad er det er, der giver dem deres eksotiske udtryk?
Se efter farverne og formerne, og så er du godt hjulpet, når du går på jagt efter planter der
rimer på klimaet her på de nordlige breddegrader.


ELEMENTERNE
Et par hængekøjer skal der til i den eksotiske have, og hvorfor ikke et par afslapningsmøbler lavet af gamle paller eller drivtømmer. Og hvad angår plantekummer og beholdere, så kan alt næsten bruges, som for eksempel en gammel olietønde - hvis den da ikke bruges til ildsted.

Hvad der kan bruges til at skabe stemning, bliver brugt, og du kan være sikker på at du vil støde på sære påfund. Måske står der en buddhafigur omme bag en bregne, måske hænger der en uro oppe i et træ, eller også er en krukke pakket ind i en kaffebønnesæk. Haven her er farverig og detaljerne er pudsige og naive i ordets bedste forstand.

BELYSNINGEN
Når aftenen falder på tændes alle lanternerne i den eksotiske have, og dem er der nok af. Også her har fantasien frit spil. Rislamper, kulørte lygter eller et par gamle glas med omviklet ståltråd, hængt op på en krog - der er lanterner overalt. Havelamper er også en mulighed - måske lyser de op på et af de mange træers kroner, eller også står de i jorden langs en af de mange snørklede stier.

HAVEARBEJDET
Skønt stemningen er afslappet kan der dog være et større arbejde i vente når sommeren rinder ud. Vælger man at dyrke de mindre hårdføre planter skal de vinterdækkes. Ligesom det er oplagt at have krukker med sarte vækster, er det også oplagt at lufte stueplanterne ude i den eksotiske have, og de skal naturligvist også flyttes ind for vinteren. Derudover skal noget af alt habenguttet måske også ind. Puder, køjer, lygter og diverse, som ikke tåler den hårde vinter, skal nu ind i tørvejr.

Og nok er en havesæson slut i den eksotiske have, men ikke for havens ejer, for nu kan tiden bruges til at finde sjældne frø og planter. Måske via internettet eller måske på en rejse ud i verden, hvor inspirationen også bliver indfanget.

ELEMENTERNE I DEN EKSOTISKE HAVE
  • Beplantning i flere lag
  • Smalle og snørklede stier
  • Bambusmåtter, tæpper og store puder
  • Kulørte lygter og lanterner
  • Store afslapningsmøbler, sækkestole og hængekøjer
  • Ildsteder og vandkummer i uhøjtidelig stil
  • Gangbroer i træ, belægninger i forskellige stenmaterialer og/eller barkflis
  • Parasoller og vindsejl
  • Krukker med små palmer, agaver og sommerblomster

Ahorn, Hjortetaktræ, Tigerlilje, Passionsblomst, Mammutblad, Prydrabarber, Rød Cordyline, Bregne. 


PLANTER TIL DEN EKSOTISKE HAVE I NORDEN
Forslag til hårdføre planter i den eksotiske have.

TRÆER
Hjortetaktræ, røn, robinie, skyrækker, tibetansk kirsebær, tretorn, Himalayabirk, magnolia og tulipantræ.

BUSKE OG HÆKKE
Kornel, azalea, rhododendron, peberbusk, klokkebusk, fasanbusk, koralrør, benved og bambus, 

STAUDER
Dagliljer, palmeliljer, gasplante, løvefod, mammutblad, tudselilje, japanske lygter, hyacintprimula,
ballonklokke, druemunke, prydrabarber, fjerbusk, bregner, hosta og prydgræsser.

KLATREPLANTER
Kaprifolium, klematis, vildvin, efeu, akebia, kamæleonbusk og tobakspibeplante

LØG OG KNOLDE
Liljer, papegøjetulipaner, allium, raketblomst, kejserkrone, crocosmia, trillium, calla og dahlia.

KUMMEPLANTER OG SOMMERBLOMSTER
Skærmlilje, hørpalme, bananplante, rosenslynger, passionsblomst og diverse farverige sommerblomster. Blandt andre er blomsterkarse god, når det kommer til fylde, farve og frodighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE