ANNONCE

fredag den 12. april 2013

KLIPPEDE FIGURER I DEN EVIGGRØNNE HAVE

STEDSEGRØNNE

Når man taler om stedsegrønne planter er det ikke til at komme udenom Jørn fra Havetid. Her får du gode råd om de formklippede stedsegrønne.

TEKST & FOTO: JØRN FRA HAVETID, GÆSTEBLOGGER
INTRO: HAVEFOLKET


Der findes et væld af stedsegrønne træer og buske at vælge imellem til haven. Jeg har i denne artikel valgt at fokusere på de klippede eksemplarer, som der er et righoldigt udvalg af i vores have. Interessen for at formklippe planter opstod på en haverejse til Holland i midten af 1980'erne, og den har - i de mange år efter - udviklet sig til en passion, hvor jeg troligt sommer efter sommer har nydt at holde de klippede vækster i en stram form.

En del havemennesker opfatter stedsegrønne planter som "kirkegårdsagtige". Jeg synes tværtimod, at de er et værdifuldt supplement til havens øvrige planter, hvor de klippede former viser sig som en god kontrast til de fritvoksende vækster. De stedsegrønne planter er oplagt en gevinst for haven, ikke mindst i vintertiden, hvor de bidrager med det grønne look i en ellers farvefattig periode. De klippede strukturer markerer sig netop smukt i en tid, hvor der ikke rigtig er så meget andet at kigge på derude.

Man bør dog have en passende blanding af stedsegrønne og løvfældende træer og buske, så man altid kan se forskel på årstiderne på sin vandring gennem haven.




Der findes et stort udvalg af blad- og nålebærende arter, fra helt store træer og ned til de allermindste, der betegnes som heksekoste, og egner sig godt til stenbede, krukker og stentrug.










Søjletaks, Taxus baccata, markerer sig flot og opadstræbende, når de samles i en gruppe som her (tv).
De vælger selv den slanke vækst uden indgreb med saks.


Både buksbom og taks er oplagte valg, når man ønsker at klippe planter i form.



Stedsegrønne bladplanter som Cotoneaster dammeri 'Rami' og 'Skogholm' egner sig også til formklipning.











De små kugler til venstre er en benved, Euonymus fortunei `Nyrans`, der er podet på en stamme.


En dværgfyr i sit trug.

En skulpturel udformning af myrtegedeblad, Lonicera nitida 'Elegant', der jævnligt holdes i form hen over sommeren.

Lave hække, her buksbom, skaber struktur og kan inddele haven i rum. Her i forhaven er hækken ramme om et staudebed, hvor den er en god støtte for stauderne. Rammen omkring køkkenvinduet er benved, Euonymus fortunei 'Emerald Gaiety', som også får en tur med saksen.








De geometriske, stramt klippede former er vigtige elementer i havens arkitektur.



Løvhytten af vedbend bidrager med en rumlig virkning, hvorfra haven kan nydes på en skyggefuld bænk.



En kegleformet buksbom kan - ved hjælp af en snor - hurtigt forvandles til en spiralform.
En klippet thuja var blevet for stor og bombastisk i det pågældende bed.
Ved at  stamme grenene lidt op opnås et mere let udtryk.

En enebær, Juniperus procumbens indbød sig til at blive klippet. Den blev lettet for noget af pragten, og fik derved et helt nyt udtryk.



Her er den placeret i et af havens stenbede.


Foråret kommer forhåbentlig snart. Når vi når til midten af april vil jorden være tjenlig til plantning af nye stedsegrønne planter.


Jeg vil ønske jer alle en god sommer, hvor det at være skabende gennem kreative ideer, må være en vigtig del af havearbejdet.

Jørn




1 kommentar:

  1. Tak for et kik i den spændende stedsegrønne verden. Smukt!

    SvarSlet

ANNONCE