Det kan godt være du drømmer om flydende åer ned gennem din have, og om en dam á la gadekær. Men mindre kan også gøre det. Vand i haven kan sagtens være nemt.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Åh, vand er så vidunderligt! At kunne sidde og iagttage de smidige, bløde, vuggende bevægelser uden egentlig at gøre andet end at lade dem aflejre sig i sit indre og finde ind i rytmen. Eller at lade sig selv gå i dvale for en stund, betaget af den ro og dybde vand har. 

At begejstres over det liv, der er i og omkring vand. Vandets reflektion af lyset og vegetationen over vandoverfladen, lyden af vandets rislen, klukken eller pludren. Oplevelsen af flow, at kunne hente himlen ned på jorden året rundt; forår, sommer, efterår og vinter. Fornemmelsen af tid og rum og erkendelsen af, hvad der er op og ned (på al ting).

Vand i haven

Der skal ikke så meget til, og du kan jo begynde i det små, hvis du da ikke vil gå i gang med det helt store, så du får recirkulerende vandløb eller japanske træterrasser med vandbassiner imellem  – eller hvad med et gadekær?

 

Pletter i luften i vand

OG HVAD ER “I DET SMÅ” SÅ?
Er du ejer af en stor urtepotte uden hul i bunden, kan du bruge den som minidam på terrasssen eller på udvalgte steder i din have. Jeg klunsede en dag en stor, håndlavet, frostsikker urtepotte, som havde et ret lille hul i bunden. Det proppede jeg til med en korkprop, lagde en mursten ovenpå og fyldte vand i. Det gik glimrende, og potten holdt på vandet. Af og til smed jeg et afknækket blomsterhoved eller tre i, det så sødt ud. En dag stod jeg med potteplanten, der hedder “Pletter i luften”, som jeg ville plante ud i haven. Desværre var den blevet lidt halvtør, og Birgit Reimer har jo lært mig at vande potterne godt op inden de ryger i jorden. Potten røg ned i vandet i mit interimistiske lille vandtrug og så sker det, som i nogle haver sker tit (især i min). Der kommer til at gå nogen tid før man får vendt tilbage til opgaven. Andre opgaver trænger sig på – hukommelsen er ikke hvad den har været osv. osv. Men der er ikke noget, der er galt uden at det er godt for noget! Det var her jeg opdagede, at pletter i luften måske i sit tidligere liv var en vandplante, for de trives formidabelt! Fra nu af skal jeg have vandkar. Potter med pletter.

Vand i haven
En nedgravet murerspand med en pumpe i er skjult under denne hyggelige vandfontæne hos Bente fra Elmbjergs Eden. 
Vand i haven

VANDFRED 
En halv whiskytønde kan også gøre det ud for en dejlig, lille dam. Vi har én stående på terrassen med et par åkander og en lille solcelledrevet pumpe til at give den gode plumrelyd, til at give lysreflekser, til bierne, som også bliver tørstige, til almindelig forventning og glæde, mens åkanderne langsomt folder deres skønne lotusblade ud. Oh, hvilken fryd – hvilken fred. Det hele kan du erhverve for under en “tusse”, og det giver så meget år ud og år ind – hele året. Også efterårets travle skyer og vinterisens krakelerede overflader fremmer fredsforhandlingerne i dit indre.

 

Vand i haven
Bemærk pinden, der sikrer at smådyr eller padder kan komme op igen, hvis de skulle plumpe i.

Hvis du interesserer dig for vand og dets indflydelse på rum og landskab, så læs med herog hvis du interesserer dig for hvordan vand afstresser dig, så læs med her.