Hvis man lejer feriehus til hele familien i Middelhavslandene, kan man med fordel skele lidt til, om ejerne er havemennesker. For så kan du jo lige prøve at bo i en skøn Middelhavshave – bare for en uge eller to.


 TEKST & FOTO: LONE
Jeg kan simpelthen ikke lade være. Når jeg leder efter steder til sommerferien, kan jeg ganske enkelt ikke undgå at falde for steder, hvor der er lidt haveinteresse. Om det så er en “Pensione” i Italien, så finder vi et sted med en gammel olivenlund. Eller er det et hotel, der skal søges ud, skal der gerne være en gårdhave med lidt stemning, hvor der er keret for detaljerne. 
For nogle år siden gik turen til et feriehus i Frankrig, og her var vi faldet for et hus, der rummede den franske landstemning indendørs, men også en skøn have, der – på trods af at ejerne var hollandske – var en gennemført Middelhavshave.
Huset lå i Provence, nærmere bestemt Fayance.
Fayance
Haven var fyldt med iris, skærmliljer og yucca. Der var den skønneste Middelhavsstemning.
Skærmliljerne voksede i bede i haven og se lige et blomsterflor!
Op af huset kravlede alverdens skønne klatrere – her denne vidunderlige orange trompetblomst, der passer perfekt til husets nuancer. Og at skodderne så er malet den letteste himmelblå er smukt hertil.
En del af haven var anlagt med olivenlund, herunder ses blot enkelte af oliventræerne. Og et langt bed ved poolen var selvfølgelig kantet med … lavendler. Smukt og duftende! Eneste ulempe var de mange brumbasser, som de bare tæer skulle tage sig i agt for – men hvad gør man ikke for den rette stemning.
Her et kig fra poolkanten. I muren vokser vildt et lille figentræ.
På ferie i disse skønne omgivelser blev familien én af dagene tvangsindlagt til at besøge de lokale planteskoler. Alt var denne sommer ret tørt, men det skulle nu ikke holde mig fra at nyde de mange planter – og terracottakrukker ikke mindst!
Sidste view fra denne paradisiske plet på jord: Aftensolen, der falder på en smuk, pink nerie, lige før lyset forsvinder bag bjergene.
Et lille tillægstip: Hvis man er heldig, betyder det at man lejer et hus af havemennesker, måske også at der er havebøger og magasiner i huset, som man ganske givet ikke har læst før. (Sikke en sommer!)