ANNONCE

tirsdag den 7. maj 2013

BASILIKUM

basilikumPLANTEPORTRÆT

En af sommerens dejlige dufte er duften fra basilikum. I dette planteportræt kan du læse lidt om den skønne krydderurt, og du får tips til et par lækre anvendelser.

TEKST: MARIANNE & KARINA
FOTO: MARIANNE & LONE





basilikumBasilikum, den mange kender som grøn pesto-urten, elsker at have fødderne i vand og hovedet i brand. Den må under ingen omstændigheder tørre ud i potten, og derfor er der mange der har stor gavn af at dyrke netop denne krydderurt i en kapilærkasse, hvor den har mulighed for at trække væde hele dagen. Desuden er det en oplagt drivhusurt, da den skal stå både varmt og i læ. 



basilikum



Du kan sagtens så basilikum, den spirer relativt nemt. Men du kan også skyde en genvej og købe en potte økologisk basilikum og dele de planter der står i den. Sådan en potte holder jo ikke længe, hvis ikke de enkelte planter får mere jord omkring sig. Det ser sådan lidt pillent ud, lige når de er pottet op, men i løbet af kort tid vokser de fint til, og husker du bare at nippe jævnligt, busker de sig hurtigt. Det er en herlig ting lige at smutte ud i drivhuset med stiletter på og hale en stor, fin potte basilikum med sig som værtindegave.

basilikum


Når du høster skal du nippe lige over et bladpar, så busker den sig fint ved at lave et nyt bladpar lige over. Når planten på den måde er vokset sig stor og busket er én plante rigelig til en portion pesto hen på sommeren. Har du ikke et drivhus, kan du også dyrke din basilikum i mistbænk eller i et lunt solrigt hjørne af altanen eller terrassen. Sørg blot for at have en vandkande stående lige ved siden af, så du altid lige kan give den en tur med vandet. Det vil den belønne dig for.

basilikum


Der findes virkeligt mange forskellige basilikumsorter i handlen. Nogle er høje, mens andre er lavere. Nogle har små blade, mens andre har store, som fx Valentino, der ses på billedet foroven. Og så er der farverne på bladene. Her findes de både i grønne varianter, såvel som mørkerøde, herunder blandt andet 'Dark Opal' og 'Rubin' og 'Red Ruffels'.

Smagsnuancerne er også ret så forskellige. Erhverver man sig en Thai basilikum, vil man hurtigt finde ud af at smagen er meget kraftigere og mere anisagtig end hos den almindelige.

basilikum










Navnet basilikum kommer fra det græske, basilikon, og betyder kongelig. Til den populære urt knytter sig en del mystik og myter. I nogle lande bringer den lykke, mens den andre steder forbindes med døden. I oldtiden var urtedoktorerne også uenige om plantens berettigelse. Nogle mente at planten fremkaldte ondskab og had i folk, hvor de i den anden grøft mente at planten kunne jage ondskaben bort. 

basilikum



basilikum


Basilikum tilhører læbeblomstfamilien og kan, afhængigt af sorten, blive 20-60 cm høj. Den tåler på ingen måde frost eller for megen blæst, og skal derfor stå beskyttet hvis den dyrkes på friland, og ellers ind i vindueskarmen vinteren over. Uanset hvor man har sin basilikum, skal man huske at være efter den med vand, da den ikke tåler at tørre ud. 


basilikum



FAKTA
NAVN: Ocimum basilicum
DANSK NAVN: Basilikum
LYSFORHOLD: Varm, halvskygget vokseplads i læ, bedst i drivhus/mistbænk
HÅRDFØRHED: Flerårig, kan overvintre indendørs
JORDBUND: Næringsrig jord
VÆKST: Oprette og spinkle stængler
STØRRELSE: 20-60 cm
BLOMSTRING: Sidst på sommeren
ANVENDELSE: Til madlavning, fx pesto



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

ANNONCE