ANNONCE

tirsdag den 14. maj 2013

FLET EN KUGLE AF PIL TIL DIN EFEU

SERIE: PIL

Flet en efeukugle af pil. Den er smuk, både mens den gror til og når den er blevet rund, grøn og flot. Vi viser her hvordan du fletter. 

TEKST & FOTO: LENE OG MARIANNE 






efeu
Det er jo så moderne med kugler af buksbom i haven, men hvorfor ikke  lave én af efeu. Da den skal have noget at klatre i, har vi lavet et "kuglestativ" i pil.

Lene har jo pil i haven og har derfor selv en "mark" hun kan høste af. Du kan imidlertid sagtens bestille pil hjem over nettet og gå i gang selv. Sørg for at flette af pil der har været tørret,  da den ellers slår rod og begynder at vokse. Det gør den nemmere end man tror.


FORBEREDELSER
Inden du starter, skal du bløde pilen godt op, så den bliver smidig. Er den ikke helt blødt op, kan den risikere at lave nogle "knæk" på vejen. Det er dog til at leve med, da efeuen jo vil dække for eventuelle skavanker, men hvis du ønsker en rund form med bløde kurver, skal den være helt opblødt og smidig.

Du skal starte med at opbløde pilen i god tid, da det tager 5-10 dage, afhængig af tykkelsen Jeg vil tro at den tykkelse jeg har brugt (lidt mere end blyantstykkelse) kan opblødes på 5 dage. For at se om pilen er klar til brug kan du prøve at bøje den tykke ende i 90 grader. Hvis den kan bøjes uden at den knækker, er den klar.

Hvis du har et stort kar, et havebassin, et badebassin eller lignende, kan du opbløde pilen deri. Sørg for at pilen er dækket helt af vand. Læg nogle store sten på for at holde pilen nede. Du kan også gøre det på en mere primitiv måde ved at grave en rende i jorden, lægge kraftig plastik eller en presenning i renden, lægge pilen deri og så fylde vand på til det dækker. Her kan du også lægge store sten på for at holde pilen nede. Jeg har også med held opblødt mine pil i tagrenden på udhuset.

pil
Find først en egnet potte. Vælg en der er frostsikker, da det er meningen den skal stå ude året rundt, og efeu er jo stedsegrøn. Den jeg har brugt er ca. 30 cm i diameter.






pil
Start med at finde den pil frem du skal bruge. Til den størrelse potte jeg har valgt, skal der bruges 6 længder á ca. 120 cm, samt 6 stk. på ca. 30 cm. De små skal du bruge som "hjælpestager".

Det er vigtigt at du bruger et lige antal stager, så afpas det efter krukkens størrelse!



pil
Start med at fylde potten med jord, vand den igennem og sæt stagerne (de pil man fletter på) i potten som vist på billedet. Sæt de 6 lange først, og derefter de 6 korte. Afstanden skal være en lille håndsbredde (ca. 7-8 cm). Det er vigtigt at den lange pil er nogenlunde lige tyk, da kuglen ellers kan blive for spinkel. Grunden til at jeg vælger at bruge de korte pil som "hjælpere" er, at det bliver nemmere at flette, når den ikke er lukket fra starten!!




SÅ GÅR VI I GANG MED AT FLETTE

pil
Nu skal der flettes en kant forneden til at holde fast på hele kuglen. Det gøres ved at flette en kimning.

Udvælg 3 flettepil, der skal være tyndere end stagerne (vigtigt). Læg den tykke ende i hvert sit mellemrum, som vist til venstre. Flet derefter ved hele tiden af flette den yderst til venstre først. Læg den foran to stager, og bagved den tredje


pil
Fortsæt med at flette den venstre pil foran to og bagved en. Pres ned og ind med fingrene, så den ligger langs kanten. Hold med venstre hånd på det, du netop har flettet og brug højre til at flette med. Sørg for hele tiden at justere afstanden mellem stagerne, så den er nogenlunde ens.



pil
Når du er færdig med de tre pil, skal du fortsætte med tre nye. Du øger pilen ved at lægge en ny pil ind under den pil du flettede med, og så fortsætter du en stund med at have pilekvistene liggende dobbelt. (Ligesom hvis du strikker).


pil
Når du øger pilen, er reglen tynd mod tynd og tyk (ende) mod tyk. Når du øger med den tykke ende, lægger du den nye pil til højre for den pil du lige er færdig med at flette.





pil
Når kimningen er så høj, som du ønsker den, hæfter du ender ved at stikke pileenderne ned i kimningen. Afslut med den tynde ende.






pil
Nu skal buerne formes. Du bøjer forsigtigt (hjælp dem, form samtidigt med at du bukker roligt og forsigtigt) de lange ender diagonalt over mod krukkens modsatte kant, hvor "hjælpestagerne" står.






pil
Her stikker du din lange pilekvist ned ved siden af "hjælpestagen", som derefter fjernes.

Tryk din pilekvist godt ned i hullet og pres jorden fast op mod den nedbøjede pil.





AFSLUTNING OG KLARGØRING

pil
Sørg nu for at presse hele arrangementet godt til. Det er ganske naturligt, at kuglen er blevet lidt skæv; pilekvistene har jo forskellig spændstighed. Derfor er det en god idé at gå rundt om dit værk og lægge mærke til, hvordan formen er. Derefter presser du nedad mens du former kuglen. Ret buerne til foroven så de sidder symmetrisk.


pil
Så finder du din jutesnor frem og binder stramt i toppen af kuglen. Du kan evt. sno et par gange rundt, så det holder godt til vejr og vind. Når pilen er tør kan du tage snoren af, så holder pilekuglen formen af sig selv.





pil
Hvis du synes din kimning (flettekanten i bunden) virker lidt for løs, kan du også her binde noget jutesnor omkring og lade det sidde indtil pilen er tørret helt op. Det hjælper med til at holde på formen, og sikrer at der ikke er noget af pilen, der springer op. Den er jo spændstig i fugtig tilstand.


pil
Klip til sidst alle løse ender af pilekvistene af, både indvendigt og udvendigt. Her er det vigtigt, at du har en skarp rosensaks, så snittet bliver rent. Klip så pilen "hviler" op ad en stage - ellers springer den op!


efeu
Så kan du plante dine efeu. Jeg kunne ikke få efeuplanter med tilstrækkeligt lange ranker, så jeg måtte købe 2 på bøjle og forsigtigt vikle dem ud. Det er jo rart at det ligner noget fra begyndelsen. Sno efeurankerne rundt om kuglen og sæt dem fast med en stump ståltråd.






efeu


Sørg for at vande efeukuglen godt i starten, indtil den er etableret og godt i gang med at vokse. Så kan du godt gå i gang med at glæde dig! Eller .... måske glæde andre?


14 kommentarer:

  1. Ej hvor er den altså flot :-)
    Tak for dejlig inspiration.
    Vh. Marianne.

    SvarSlet
  2. Tak, så flot og inspirende, lige til at kopiere.
    Kh Rose

    SvarSlet
  3. Hej Lene, tak for det inspirerende indlæg. Det vil jeg prøve. Har heldigvis noget tør pil stående :-D
    K.Gro

    SvarSlet
  4. Øj øj hvor er den flot Lene! Meget spændende indlæg......smukt ser det ud.

    SvarSlet
  5. Hej Lene
    Den er så fin. God ide, og så koster det ikke en herregård. Dejligt med tips og tricks.

    Kh
    Eva

    SvarSlet
  6. Det ser godt ud :) tak for ideen .
    KH
    Marianne

    SvarSlet
  7. Hvor er den flot! Og et godt supplement til buksbomkuglerne. Der er ikke tilfældigvis nogen, som ved, hvor man kan købe tørret pil i nærheden af København? KH Nina A.N.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Nina, Jeg har googlet lidt, og fundet vedlagte: http://www.storemagleby.dk/. Det ligger i Dragør. Godt flettelyst!

      Slet
  8. Hvor flot. Tak for den fine instruktion og tak for ideen.
    Venlig hilsen
    Irene Bøgsted

    SvarSlet
  9. Den er rigtig flot. Jeg synes dette indlæg lægger op til et ønske jeg har haft længe: videoer om pileflet (for os der bare ikke kan få det ind i hovedet på andre måder). Er det noget i vil tage op til overvejelse? :-) kh Nete

    SvarSlet
  10. Den er rigtig flot. Jeg synes dette indlæg lægger op til et ønske jeg har haft længe: videoer om pileflet (for os der bare ikke kan få det ind i hovedet på andre måder). Er det noget i vil tage op til overvejelse? :-) kh Nete

    SvarSlet
    Svar
    1. Kære Nete,
      Jeg er glad for at du kan lide efeukuglen, og siden billedet er taget er den blevet en del tættere, så jeg tror på at den hurtigt kan blive til en rigtig kugle.

      Videoer er noget vi har med i vores overvejelser, og i øjeblikket er vi på øvestadiet. Jeg vil bestemt ikke afvise at lave en flettevideo en gang :)

      Slet
    2. Lyder rigtig godt - fortsat god arbejdslyst :-)

      Slet
  11. Hvor ser det godt. Og dejligt med en så grundig vejledning, det må afprøves. Tak - Anne Mette

    SvarSlet

ANNONCE