At være både tålmodig og have travlt burde ikke være muligt på samme tid. Dog er det indbegrebet af at være en glad gartner. Særligt i dette forår, hvor man først venter og venter, og så sker alting på samme tid og skulle helst have været gjort i går. 


TEKST & FOTO: MARIANNE

havetankerEfter jeg er blevet mormor tænker jeg faktisk tit på, at det at være gartner kræver samme type af kompetencer som det at være mor – eller forældre i det hele taget. Det er lige som om jeg ser det hele udefra i stedet for at være midt i det. Amning og bleskift og alt altså. Det jeg selv er midt i, er jo haven med alle dens dejlige udfordringer. Men jeg synes der er så mange lighedspunkter, at det næsten er morsomt. For begge dele er et “job” der kræver, at man både er voldsomt tålmodig, kan gå “over tid” i dét, der føles som én uendelighed, uden at “gå ud af sit gode skind”. Og så skal man også kunne være ekceptionel god til at være effektiv og travl. På samme tid! Når først “barnet” er der. Det være sig forår, spiring, udspring, udplantning, lugning, potning. Eller baby!

Tålmodigheden kommer ind der, hvor vi venter og venter. Bliver det mon forår i år? Er der mon stadig liv i hortensierne efter denne fimbulvinter? Jo, de spirer fra bunden, men der er stadig ikke meget liv at spore i grenene. Nå, jeg venter. Og hvad med sommerfuglebusken, Buddeleja? Min Bornholmerfigen og den syriske rose? Mon de har tænkt sig at vågne op til dåd? Det har de vel, men alt er stadig noget bagud dette forår. Hvis ikke det bliver overhalet inden om. Det tærer på tålmodigheden!

Men foråret stiller også krav til travlheden. Alle de frøstande, der skal nippes af, så de ikke udsulter løget. Løg, der skal flyttes, fordi det stadig ser tåbeligt ud med gule tulipaner på stedet, hvor der en gang lå et bed. Alt det ukrudt, der vælter op af jorden. Alle de dræbersneglebabyer, der ligger og snuer under potter og andre “dingen und sachen”. Man mosler rundt og rydder op, flytter, smider ud og stiller væk. De troede de legede gemmeleg, men det gjorde ikke. Ha!

havetanker

Og alle – alle – de planter, der gang på gang må bæres ud og ind for at vænne sig til “den virkelige verden” udenfor drivhuset eller vindueskarmen. Travlt, det har man. Og motion – det får vi! Hele tiden! Kan familien ikke bare lige tage en rugbrødsmad – eller klare sig selv, hva’, hva’, hva’???

havetankerTÅLMODIGHEDEN
Og så skal hjernen altså på samme tid stille om til programmet med tålmodighed, for her kommer vi ind på staudesåningens genvordigheder! Altså: Man sår i december eller i februar eller et tidspunkt derimellem. Og så går man og kigger og venter og kigger igen. Og glemmer dem og kommer i tanker om dem og der er stadig intet sket – what so ever.

“Og det er åh, så nemt! 
Men uanset om man danser baglæns zumba i halv hastighed hen over dem, eller om man spiller på bongotrommer og olietønder, så sker der stadig ingenting.”

I nogle af alle Facebookgrupperne, hos veninden, naboen og på haveblogs kan man se, at der er liv i krabaterne hos mange andre. Og det er åh, så nemt! Men uanset om man danser baglæns zumba i halv hastighed hen over dem, eller om man spiller på bongotrommer og olietønder, så sker der stadig ingenting.

Og hvis velmenende mennesker fortæller at “STOP, lad være med at smide det ud, vent”, når du står med bakkerne på vej i skraldespanden med et surt opgivende træk om mundvigene, så er det at tålmodigheden og “quick-fix-løsningscentret” oppe i hjernen kommer op at skændes. Ét af dem vinder, og hvilket det bliver, det vil vise sig. Du lever med konsekvenserne og den viden, stolthed, befrielse og glæde, der følger med – uanset hvilken beslutning du traf. For det er jo en menneskeret at beslutte – at staudesåning, det lader jeg altså planteskolerne om! Og erhvervsgartnerne og alle dem, der alligevel ikke laver andet … hvilket du jo sandsynligvis gør!

Men valgte du at læse om såning og oplivning af solhatte (den samme metode gælder alle mulige andre stauder), og faktisk får spirer (i hobetal) i dine bakker, så ved du alt om hvad jeg mener med travlhed. For pludselig sætter priklepanikken ind. Og alt spirer om kap både inde og i drivhuset, under bænken og på den lune krog på terrassen. Og i garagen, hvor du havde stillet nogle, der skulle glemmes. Hvilket de jo selvfølgelig blev.

VI SKAL “SKINNE” OS
Og du har selvfølgelig også hørt, at kimplanterne ikke må stå for længe og trykke hinanden i vrimlen i bakkerne, og derfor skal der prikles nu, skal der. Morgen, middag og aften! Døgnet har simpelthen for få timer i denne tid! Der er jo dårligt tid til også at dvæle og nyde! Det må man så lige nå, når man alligevel er vågnet alt for tidligt. Morgenvandringer med guld i mund længe leve!

havetanker

Og lige pludselig er sommerblomsterne og grøntsagerne bare  nemme at så. De kommer jo op af jorden før vi får set os om! Og bønnerne – helt ærligt! Kunne de ikke bare lige tage en slapper? De kan jo ikke plantes ud endnu – desværre. Forleden hvor jeg stod og tilså diverse i drivhuset med vand, begyndte det pludselig at styrte ned med hagl! Midt i maj! Så så man lige Fru Sol drøne ud med fiberdugen flagrende om pyjamasbukserne og lægge den på alle dahliaspirerne, der glade og tillidsfulde stod linet op og på vej i jorden.

Ja, jeg siger det bare: Ingen gartner keder sig i maj!

bregne

HÅND I HÅND
Men jeg tror at tålmodighed og travlhed har lært at gå hånd i hånd i en gartners hoved. Lige som det har i en moders – eller faders. Det er alt det, der er i vente, der er så skønt. Det er alle nu’erne med skæve smil og stængler og glemte navneskilte og uforudsete morgengøremål der er det hele værd! Det er når man ligger i sin seng og kommer i tanker om, at man har glemt at tænde stearinlysene, vel vidende at nattemperaturen vil dykke til under 10 grader. Og så ligger man dér og overvejer om man vil slæbe alle chiliplanterne og de andre sarte ind, eller – om man med pandelygte og tændstiksæske vil gå ud gennem natteregnen til drivhuset og putte dem og tænde op. Gæt hvad! Sådan en forårsnat tror jeg, er én af dem jeg vil huske, når jeg ligger på min yderste dag.

Og apropos det med at vores “kompetencer” som forældre og som gartnere kan sammenlignes, så siger man jo, at vi kun har vores børn til låns, og at formålet med at “låne” dem er, at vi skal lære dem at klare sig selv i livet. Sådan er det jo også med planter. De skal også kunne klare sig selv ude i den store verden fuld af udfordringer og farer. Gøres robuste, kunne stå imod. I vejr og vind. I medgang og modgang.

Og modgang styrker karakteren, siger man. Det tror jeg faktisk på! Både for børn og for planter!